PTSD står for Post Traumatisk Stress Disorder, og det er en langvarig reaktion, der kan opstå efter traumatiske begivenheder som ulykker, krig, katastrofer, seksuelle eller fysiske overgreb, eller andre psykisk belastende situationer.

Traumatiske begivenheder påvirker alle, og vores psyke evner mange gange at bearbejde det, der er sket gennem vrede, sorg etc. Men nogle gange har belastningen en karakter, som gør at ekkoer af traumet på en eller anden måde lever videre i os, og f.eks. kan få os til at opleve:

• Flashbacks i form af billeder og/eller kraftfulde følelser, der dukker op – vågen eller i drømme
• Kraftfulde angstreaktioner med kamp, flugt eller frys i situationer, som egentlig ikke udgår nogen fare for os, f.eks. når ens mand/kone berører bestemte dele af kroppen.
• Undvigelsesadfærd – der er ting vi afskærer os selv fra at gøre eller tænke på.
• Konstant vagtsomhed/overvågenhed/anspændthed.

Dette er blot nogle af symptomerne.

Landsforeningen for PTSD i Danmark, som kan du finde på www.ptsdidanmark.dk

Der er udgivet mange bøger om emnet, en af dem er en lille lettilgængelig bog “Kom over dit livs traume – En selvhjælpsbog til mennesker med PTSD” skrevet af Casper Aaen og udgivet af psykiatrifonden. Denne bog kan du finde her. Bogen giver en baggrundsviden om emnet og nogle metoder, som man kan bruge til selv at arbejde med sin PTSD, hvis man har det i mildere omfang.

Jeg har i mange af mine andre blogindlæg skrevet om betydningen af gode kærlige relationer i parforhold. Her i sommervarmen vil jeg bare tilføje, at mange af de ting, der er skrevet om effekten af trygge relationer til en partner, også gør sig gældende i forhold til vores nære venner. F.eks. det forhold, at det holde en god ven i hånden mindsker vores reaktion på smerter.

Dette og andet er f.eks. omtalt i dette indslag fra CBS og du kan også læse mere om venskaber på nettet, f.eks. bloggen “The Friendship Blog” eller i denne artikel af Dr. R. Hamilton: 4 Reasons Why Having Friends is Healthy.

Så er du “single” kan du altså høste mange af de sunde fordele fra et parforhold gennem nære venskaber 🙂

Politiken bringer i dag og de kommende dage en interessant artikelserie “Scener fra en skilsmisse“, hvor parret Carsten og Kathrine beskriver, hvordan deres parforhold udviklede sig fra den første forelskelse over til en skilsmisse på relativt få år.

I dagens afsnit får læseren et indblik i, hvordan tingene gradvist kan køre så meget af sporet, at den ene part, som ofte er kvinden (se også  mit blogindlæg “Det går da meget godt – ikke?”, ønsker skilsmisse. Parret beskriver et forløb, hvor den ene har forsøgt at signalere, at noget er galt men uden at den anden har opfattet det. Dette er desværre et mønster, som er typisk, når et parforhold begynder at glide af sporet. Ofte vil den ene part forsøge at gøre opmærksom på sin frustration over at kontakten og samværet ikke er det samme længere, men da vi kan have svært ved at formulere præcist, hvad det er vi savner i forholdet, sker det typisk gennem bebrejdelser “du viser ikke nok nærvær,” “Er det virkeligt nødvendigt at arbejde så meget?” – bekræftelser som ofte får den anden part til at føle sig utilstrækkelig som partner/forældre, og som får partneren til at trække sig – enten ved at være mere væk, eller ved at lukke af følelsesmæssigt. Og derved er parret inde i det, Sue Johnson beskriver som en negativ dans, hvor man gradvist hvirvles ind i mere og mere sårende konflikter, som et kan være svært at træde ud af igen. En dans, som erstatter tryghed og kærlige følelser af frustrationer, oplevelsen af at stå alene og følelser af at være utilstrækkelig.

Og forløbet er ofte, at den partner, der i mange år har luftet sine frustrationer, til sidst giver op og resignerer. Dvs. på overfladen aftager bebrejdelserne og kritikken af partneren. Og partneren kan let få oplevelsen af at tingene nu må gå bedre. Men hvor det i virkeligheden snarere er en indikation på, at den ene part har opgivet at få sine følelsesmæssige behov dækket i parforholdet. Og derfor kan det let opleves som en chokerende overraskelse, når den ene part så ytrer sit ønske om skilsmisse. Den anden part kan let side tilbage med oplevelsen af, at det er kommet som et lyn fra en klar himmel.
Derfor er det en god ide, at man som par ind i mellem stopper op og giver parforholdet et “servicecheck”. Er alting som det skal være? Er der noget som man ikke får talt om? Er der noget, som frustrerer den ene part? Og at man får talt om hvordan man gerne vil udvikle parforholdet videre frem, som jeg omtaler i mit blogindlæg “Hvordan kunne jeg tænke mig mit parforhold så ud?”Jeg synes det er stærkt, at et par er parat til at dele deres erfaringer med andre, som parret gør i Politiken, og jeg glæder mig til at læse artiklerne de kommende dage. Jeg håber at artiklen kan få nogle af de par, der stadig er sammen til at stoppe op og reflektere, og ikke mindst – få taget fat om problemerne, før det er for sent.

På utallige opfordringer, har jeg nu også gjort bogen “Offertrekanten – den dysfunktionelle dans i parforholdet, familien eller på jobbet”  tilgængelig i PDF-format. Så når man køber bogen, får man den både i e-pub format som kan læses af e-bogslæsere, og også i PDF format.

Dette kan man læse i en spændende artikel i dagens Politiken under overskriften “Mænd, der skændes med konen dør tidligere”. Og i underoverskriften man man læse, at dødeligheden fordobles for middelaldrende mænd og kvinder, hvis de tit oplever konflikter i parforholdet.

Der forskes stadig i, hvorfor det er sådan – om det er den stresstilstand, det afstedkommer, eller om det er andre faktorer, der spiller ind her. Mens vi venter på at få det afklaret, kan vi så tage de nuværende resultater som en bekræftelse af, hvor meget det betyder, når vores kærlighedsrelationer kan være vores trygge havn, og hvor meget det koster, når den trygge havn ødelægges af negative konflikter.

Det, der kan gøre mig trist er at se, hvor mange par der lever med konflikter i årevis. Enten konflikter, hvor man sider fast i mønstre af gensidige bebrejdelser – “Du er skyld i min smerte, det er din fejl!” hvor det tit kan eskalere i højlydte konflikter, hvor vi rammer hinanden med hårde ord, som efterlader dybe sår. Det kan også være konflikter, hvor begge parter trækker sig følelsesmæssigt væk fra hinanden, hvor man gemmer sig bag en mur af tavshed eller ligegyldig konversation “Du kan ikke nå ind til mig! – Jeg lader mig ikke berøre af dig!” – et mønster, som er lige så slidsomt idet vi oplever at blive lukket ude og afvist af vores partner. Eller det tredje konfliktmønster, som er meget klassisk, hvor den ene part brokker sig højlydt over flere og flere ting, og hvor den anden part trækker sig væk for at få ro – hvor dansen er – “Jo mere jeg forsøger at nå dig, jo mere trækker du dig væk!” (Se også min artikel “Konfliktmønstre” hvor disse mønstre er uddybet).

Og hvorfor acceptere vi som par, at vi er i disse mønstre? Jeg har to hurtige bud:

• Nogle gange har vi lært hjemmefra, at sådan er det bare i et parforhold. Vi har oplevet konflikterne mellem vores forældre, og når vi oplever de samme mønstre i vores eget parforhold, antager vi, at sådan må det nok være i alle parforhold.
• Den negative udvikling sker så gradvist, at vi ikke opdager det, før vi er kommet meget langt ud. For mange år siden hørte jeg om kunsten at koge en frø. Historien gik på, at man ikke kan tage en levende frø og droppe ned i en gryde med kogende vand – for den vil springe ud igen, og dermed overleve. Hvis man derimod lægger den ned i behageligt tempereret vand vil den svømme glad rundt, mens vi langsom hæver temperaturen. Til sidst vil vandet være så varmt at dens hjerte stopper. Men den sanser ikke hvad der er ved at ske, fordi det sker så gradvist at den ikke reagerer på det. Om historien er korrekt vil jeg overlade til klogere mennesker at svare på, men for mig er det en god metafor for, hvad der nogle gange sker med os i parforholdet. Tingene udvikler sig gennem årene i en negativ retning, men det sker på en måde, så vi bliver blinde for det, der er ved at ske. Det er først når parforholdet er tæt på at dø – f.eks. hvis den ene ikke vil være med mere – at vi reagerer – og evt. søger hjælp.

Så min opfordring til par er – gør dog noget ved det – I behøver ikke acceptere at side fast i negative mønstre. De fleste par kan, men en indsats og måske lidt hjælp på sidelinjen, genfinde trygheden og kærligheden i relationen. Og hvorfor ikke gør det, inden I har brugt mange år på at såre hinanden?

Rigtig god weekend 🙂

Hvor er det dejligt at opleve, hvordan vi 4. og 5. maj markerer befrielsen, selvom det er mange år siden. Det er sagt så tit – hvis vi ikke lærer af historien er vi tvunget til at gentage den. For os er det tydeligt hvem/hvad besættelsesmagten var dengang, og hvad det var man blev befriet for.

For mig gav dagen også en spirende tanke om begrebet “besættelse” eller “at være besat af”. Vi taler ofte om at være besat af noget: “Jeg er besat af mit arbejde,” “Jeg er besat af tanken om at skulle…,” “Hun knokler som besat,” og sådan kunne man blive ved. For mig er det interessante at en besættelse indikerer ufrivillighed – vi lader os styre af noget – vi har ikke længere kontrollen selv – vi er ufrie. Herfra fortsatte min tankerække – “Hvad er jeg egentlig besat af? Hvad gør mig ufri?” og også spørgsmål som “Er jeg en af dem, der gør oprør mod besættelsen, eller accepterer jeg bare tingenes tilstand?”

Og endelig – “Ønsker jeg overhovedet at blive befriet, med de konsekvenser friheden kan have?” –  “Er jeg i stand til at befri mig selv?” –  “Hvor finder jeg styrken til min min befrielse – er der en ‘stormagt’ som er klar til at kæmpe sammen med mig for min sag?”

Jeg er ikke færdig med at finde svarene på alle spørgsmålene endnu – er du?

Det er spændende at tænke på, hvor mange små handlinger vi gør det daglige for at vise vores tilknytning og kærlighed til et andet menneske. Tænk på de kram vi giver vores børn når vi ser dem. Kys og kram, når vi siger farvel, eller siger “god nat”. At vi ringer hjem til dem, eller sender dem en SMS, hvis vi er ude at rejse mv.

Alle disse små handlinger har stor betydning, fordi det de signallerer er: “Du betyder noget særligt for mig, jeg tænker på dig.”

Og sådan er det også i vores parforhold – at de små ritualer vi har sammen med vores partner for at sige godmorgen, farvel, goddag, godnat eller de ting vi gør i løbet af dagen – en “jeg elsker dig”-SMS, krammet når vi sidder i sofaen, det kærlige blik, holden i hånd når vi går tur. Alle sammen små ting, som isoleret set kan virke ligegyldige, men som en helhed er med til at styrke de kærlige bånd og trygheden i parforholdet.

Hvorfor lader mange par det så løbe ud i sandet? Hvorfor begynder man at sige farvel uden et kram og et kys, hvorfor siger man et hurtigt “hej” til sin kone, og kaster sig over at klappe hunden? Jeg har ikke et entydigt svar på “Hvorfor”, men min erfaring med par og fra mit eget liv siger, at det betyder noget, også hvis vi lader det gå i glemmebogen.

Så dagens opfordring fra mig til dig vil være: “Vis dem du holder af, at det betyder noget for dig at se dem, at sige farvel til dem, at være adskilt og at mødes igen.” Smil, kærtegn, måske den kærlige SMS, du kan sende lige nu, mens du læser det her – og er du/I kommet ud af vanen, så er det om at komme ind i den igen, også selvom du/I måske befinder jer et sted, hvor det ikke kun er lethed og varme følelser, der præger forholdet.

Lad kærligheden rulle 🙂

Det er med stor glæde, at jeg i dag kunne få første eksemplar af Sue Johnsons bog

Hold Me Tight i hånden i den danske udgave med titlen Hold Mig.

Det er en oplysende, dejlig, inspirerende, udfordrende, rørende bog, som jeg er kommet til at holde meget af igennem mine mange timers arbejde med oversættelse af den.

Du kan læse mere om bogen, downloade et uddrag eller bestille den her.

Der er i disse år meget fokus på kærlighed og kærlighedens betydning for vores trivsel.

I dagens APROPOS på dr 1  kan du høre et sammendrag om, hvad kærlighed er og hvilken betydning det har for os, ud fra forskellige perspektiver. Her kan du blandt andet høre om, at kærlighed ikke er en følelse, men snarere en kvalitet i et bånd mellem mennesker, en kvalitet, som kan rumme mange og ind i mellem også modsatrettede følelser. Kærlighed og det at elske et andet menneske kan således både aktivere glæde og tristhed, frygt og tryghed etc.

I sin bog Hold Mig, kalder Dr. Sue Johnson  kærlighed for “den bedste overlevelsesmekanisme, der findes”, og hentyder her til at det evolutionens svar på hvordan vi kan overkomme vores naturlige sårbarhed ved at knytte os sammen med andre. Hun skriver: “Romantisk kærlighed handler om tilknytning og følelsesmæssig samhørighed. Det handler om vores indbyggede behov for at have nogle at stole på, en vi holder af, som kan tilbyde os en pålidelig følelsesmæssig kontakt og tryghed.”

Og i anledning af påsken, synes jeg også det er på sin plads at citere Paulus’ 1. brev til Korintherne – også kaldet kærlighedens evangelium:

“Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde … Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind … Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt … Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” (1. kor, 13 – Uddrag hentet fra Wikipedia)

Så med det in mente, vil jeg ønske en rigtig god påske 

Jeg har lyst til at dele denne Tedtalk Brené Brown: Listening to shame, som berørte mig dybt at se. Se den selv og mærk, hvordan den taler ind til dig i dit liv.

I videoen kan du blandt andet høre om forskellen på skyld (jeg synes jeg har gjort noget forkert) og skam (jeg synes jeg er forkert).

En interessant betragtning i talen er forskellen på det, der skaber skam hos mænd og kvinder. Hun fortæller at kvinder ofte oplever skam, når de ikke lever op til alle de forventninger der er til det, de skal yde. Mænd derimod oplever skam, når de oplever sig selv som sårbare.

“Hvis vi skal finde vej tilbage til hinanden, er sårbarhed vejen til det,” er en af de ting Brené Brown slutter af med at sige.

Du kan se videoen her. Og man kan slå danske undertekster til.