Politiken bringer i dag og de kommende dage en interessant artikelserie “Scener fra en skilsmisse“, hvor parret Carsten og Kathrine beskriver, hvordan deres parforhold udviklede sig fra den første forelskelse over til en skilsmisse på relativt få år.
I dagens afsnit får læseren et indblik i, hvordan tingene gradvist kan køre så meget af sporet, at den ene part, som ofte er kvinden (se også mit blogindlæg “Det går da meget godt – ikke?”, ønsker skilsmisse. Parret beskriver et forløb, hvor den ene har forsøgt at signalere, at noget er galt men uden at den anden har opfattet det. Dette er desværre et mønster, som er typisk, når et parforhold begynder at glide af sporet. Ofte vil den ene part forsøge at gøre opmærksom på sin frustration over at kontakten og samværet ikke er det samme længere, men da vi kan have svært ved at formulere præcist, hvad det er vi savner i forholdet, sker det typisk gennem bebrejdelser “du viser ikke nok nærvær,” “Er det virkeligt nødvendigt at arbejde så meget?” – bekræftelser som ofte får den anden part til at føle sig utilstrækkelig som partner/forældre, og som får partneren til at trække sig – enten ved at være mere væk, eller ved at lukke af følelsesmæssigt. Og derved er parret inde i det, Sue Johnson beskriver som en negativ dans, hvor man gradvist hvirvles ind i mere og mere sårende konflikter, som et kan være svært at træde ud af igen. En dans, som erstatter tryghed og kærlige følelser af frustrationer, oplevelsen af at stå alene og følelser af at være utilstrækkelig.
Og forløbet er ofte, at den partner, der i mange år har luftet sine frustrationer, til sidst giver op og resignerer. Dvs. på overfladen aftager bebrejdelserne og kritikken af partneren. Og partneren kan let få oplevelsen af at tingene nu må gå bedre. Men hvor det i virkeligheden snarere er en indikation på, at den ene part har opgivet at få sine følelsesmæssige behov dækket i parforholdet. Og derfor kan det let opleves som en chokerende overraskelse, når den ene part så ytrer sit ønske om skilsmisse. Den anden part kan let side tilbage med oplevelsen af, at det er kommet som et lyn fra en klar himmel.
Derfor er det en god ide, at man som par ind i mellem stopper op og giver parforholdet et “servicecheck”. Er alting som det skal være? Er der noget som man ikke får talt om? Er der noget, som frustrerer den ene part? Og at man får talt om hvordan man gerne vil udvikle parforholdet videre frem, som jeg omtaler i mit blogindlæg “Hvordan kunne jeg tænke mig mit parforhold så ud?”Jeg synes det er stærkt, at et par er parat til at dele deres erfaringer med andre, som parret gør i Politiken, og jeg glæder mig til at læse artiklerne de kommende dage. Jeg håber at artiklen kan få nogle af de par, der stadig er sammen til at stoppe op og reflektere, og ikke mindst – få taget fat om problemerne, før det er for sent.