I anledning af Mattias Stølen Dues nye bog “Pas på parforholdet – mens i stadig elsker hinanden”, har han udtalt sig om parforholdet i dagens udgave af politikken. Og artiklen er så god og inspirerende, at jeg får lyst til at give mit besyv med.

I den rigtige gode og læseværdige artikel, som du finder her, er der mange vigtige pointer, som jeg tænker vi alle kan have gavn af at reflektere over. En af dem er at sænke overliggeren for de forventninger vi har til os selv, parforholdet og partneren. Og her vil jeg skynde mig at sige, at jeg ikke mener, at vi skal lære at nøjes med et dårligt parforhold, men pointen om, at vi måske ind i mellem har for høje forventninger om, at det gode parforhold, med Sue Johnsons ord: “skal leve op til Hollywood billedet af et forelsket og engageret par”, er med til at gøre os utilfredse og søgende efter noget bedre, hvor vi i virkeligheden, måske skulle stoppe op og værdsætte den nærhed og kvalitet, der kan ligge i den daglige nærhed og fællesskabet. Og det er også for mig vigtigt at pointere, at hvis du som partner mærker at nærheden og kontakten mangler, at dine følelser for din partner begynder at dø ud, så er det et faresignal, der fortæller dig, at det måske er på tide at gøre en indsats for parforholdet.

En anden vigtig pointe i artiklen er, at vi i vores tid er alt for individ fokuseret – det handler ofte om mig, mine behov, min selvrealisering frem for om hvad, der er godt for partneren. Det kan måske lyde lidt rosenrødt, når jeg til mine klienter siger: “at man hver eneste dag skal arbejde på at score sin partner” og “at vores vigtigste opgave som partner er, at gøre parforholdet til et godt og trygt sted for partneren at være.” Det jeg tænker på her er ikke den selvudslettende tilsidesættelse af egne behov, for at kunne gøre alt det, den anden ønsker af en. Det jeg tænker på er, at hvis begge partnere har fokus på at være kærlige overfor partneren og vise partneren, at man er der for ham/hende, at man er interesseret i ham/hende, at man han/hun er det vigtigste i ens liv og at man prioriterer ham/hende, så får vi alle den spejling, der er godt for vores selvværd – vi føler os værd at elske og føler os elskede, og det er med til at give os lysten og engagementet i parforholdet. Når det gode parforhold er fundamentet, er der også plads til at udfolde os intimt og til, at vi udfolder os individuelt – men det er altså “vi”, før “mig” hvis det skal kunne fungere.

– o –

Så er det ved at være tid, hvis du overvejer at uddanne dig til psykoterapeut med start i efteråret.

IPSICC (International Psychotherapeutic School in Christian Culture) er en psykoterapeutisk uddannelse, godkendt af psykoterapeutforeningen, der ud over traditionel træning i forskellige psykoterapeutiske metoder, også tilbyder:

• Et særligt fokus på arbejde med senfølger efter seksuelle overgreb.
• Uddannelsen har også en stærk kristen spirituel vinkling (tværkirkelig), hvilket dels giver adgang til nogle særlige psykoterapeutiske metoder, og som også præger undervisningsforløbet på skolen.
• Et spændende dynamisk internationalt miljø, med kursister fra mange forskellige dele af verden, hvilket også betyder at undervisningen foregår på engelsk.

Du kan læse mere skolen på www.ipsicc.com, og du er også velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål omkring skolen. Og du kan tilmelde dig skolens nyhedsbrev her.

Og jeg vil ikke påberåbe mig objektivitet, da jeg selv har fulgt kurser på skolen, og nu underviser på stedet.

Når vi oplever konflikter i parforholdet, kan der let ske det, at vi kommer til at ramme hinanden gennem sårende bemærkninger, ved at vende os om og gå, så partneren føler sig forladt, eller ved at stå fast på synspunkter og udpege partneren som årsag til alle problemer. Når dette får lov at eskalere, er det typisk at atmosfæren i forholdet bliver præget af vrede og frustration, afstandstagen, usikkerhed og frygt. Og når disse følelser bliver for stærke handler vi ikke længere rationelt og empatisk. Automatiske selvbeskyttende mekanismer tager over, vi mister indfølingen overfor vores partner, og ryger ned i et dybt krater af sort-hvid-tænkning, hvor vi kun ser verden ud fra, hvordan der ser ud i det krater vi selv sidder i. Og ofte ser man hvordan dette bare eskalerer og enten bliver mere og mere intenst i vrede ytringer, eller går over i at partnerne trækker sig mere og mere væk fra hinanden.

Og hjerneforskningen fortæller os, at når vi er der, er de empatiske systemer lukket ned, mentaliseringsevnen er lukket (evnen til at forstå, hvordan vi påvirker andre mennesker, og de påvirker os), og evnen til at træffe rationelle beslutninger er stærkt reduceret. Vi tolker partneren som en modpart, og tolker dennes handlinger gennem vores egne forvrængede forventninger og fordomme, som er dannet af frustrationen eller frygten. Vi taler derfor meget let forbi hinanden, misforstår og føler os misforståede. Så hvis man forsøger at finde løsninger, mens man er i den tilstand, kører det ofte fast eller ender i halvdårlige kompromisser, som ikke gør nogen glade.

Derfor er det vigtigt, at der først er fokus på at skabe en atmosfære, hvor vi kan være sammen på en tryg måde. Hvor vi gennem en respektfuld dialog med hinanden, skaber en platform af ligeværd og tryghed, hvor vi kan begynde at lytte – ikke kun til vores egen frustration, men også til partnerens. Hvor vi bliver interesserede i at forstå, hvor empati, sympati og omsorg for det fælles bedste kan begynde at vokse frem. De løsninger, der vokser frem på denne baggrund er langt mere tilfredsstillende, langtidsholdbare og præget af at begge parter føler sig hørt, respekteret og tilgodeset.

Og det er ikke altid let at komme dertil. Det kræver først og fremmest en forståelse for, at det andet ikke virker, og en villighed til at gøre noget andet. Og dernæst modet til, sammen med partneren, at kaste sig ud i at genskabe trygheden, respekten og tilliden.

Se evt. også mit tidligere blogindlæg: “Har vi ytringsfrihed i parforholdet?”

– o –

Som jeg har skrevet om i det tidligere blogindlæg her, rammes rigtig mange parforhold af utroskab. Og smerten ved at opdage, at ens partner har været en utro er uden tvivl en af de mest smertefulde oplevelser et menneske kan stå med. Og det er ikke kun smerten ved, at partneren har haft en fortrolighed eller måske endda sex med et andet menneske, men i endnu højere grad løgnene og den bristede tillid, der bliver så smertefuld. Billedligt talt mister man sin trygge havn, når den, man skulle være tryg ved, også er den, der har sviget en allermest. Og jeg ved, at mange på forhånd har sagt: “Hvis det sker for mig, så er det forbi”.

Men svaret på ovenstående spørgsmål er heldigvis “Ja”, for rigtigt mange par er i stand til at klare sig igennem og redde parforholdet, nogle ved egen kraft, andre ved hjælp udefra. Så der er håb, selvom det vil være en illusion at sige, at det er let.

Der er selvfølgelig de par, der fejer det ind under gulvtæppet, og hvor den svigtede part tvinges til at lægge låg på, hvor man lader som om det ikke er sket, og fokuserer fremad. Min erfaring med arbejdet med mange par, fortæller mig, at det normalt ikke er den bedste vej frem. Det vil let kunne skabe en afstand mellem parterne, som blot vokser sig større hen ad vejen.

Heling af utroskab, kommer gennem at erkende smerten, give den plads, og gradvist hjælpe hinanden til at genopbygge parforholdet – og mange gange ikke det parforhold som var, men en udgave af parforholdet, som også fremadrettet kan give en tryghed i, at det ikke kommer til at ske igen. Tilgivelse er også en vigtig faktor, og her taler vi om den form for tilgivelse, der kan komme ud af, at man som den svigtede part, ikke er i tvivl om partnerens smerte ved det han/hun har gjort.

Dr. Susan M. Johnson – psykolog og forsker, og udvikleren af Emotionsfokuseret Parterapi (se www.dkceft.dk) deler i mange videoklip på Youtube sin viden om utroskab. Her er er nogle af videoklippene:

• I dette videoklip “Why do people cheat?”, taler Sue Johnson om årsagerne til, at mennesker er utro, og også videoklippet: “Is cheating inevitable?” fokuserer på dette emne.
• I videoen “Can you repair a relationship after an affair?” fortæller Sue Johnson om mulighederne for at komme videre og bevare parforholdet.

– o –

Ytringsfrihed er noget vi længe har diskuteret, og som der er mange meninger om. Så i relation til mit arbejde, synes jeg spørgsmålet: “Har vi ytringsfrihed i parforholdet?” er relevant.

Ytringsfriheden betyder så, at hvis der er noget jeg har lyst til, brug for at sige til min partner, så er det min gode ret, at kunne sige det. Og umiddelbart er det jo en ret, vi har i en dialog mellem to voksne mennesker. Men hvordan forholder man sig til det, at have “ret til noget”? I mit arbejde kan jeg se, hvordan det virker, når vi overfor vores partner kommer med sårende, nedladende, sarkastiske eller krænkende bemærkninger. Resultatet er en partner, der lukker af for at passe på sig selv, som derfor ikke forholder sig til det, vi siger, men som i stedet typisk reagerer ved at gå til modangreb eller trække sig, og dette fører ofte til en konflikt, der eskalerer og på den lange bane truer forholdet. Og hvor meget har jeg så fået ud af at bruge min ytringsfrihed? Jo måske tilfredsstillelsen ved at se min partner blive ramt, såret eller vred, men der ud over?

I et parforhold har jeg lagt mærke til at krænkende, nedladende, sarkastiske og vredladne ytringer let kommer, når man har mistet den gode kontakt. Når et forhold er præget af gensidig respekt, omsorgsfuldhed og kærlighed, er det ligesom at ytringsfriheden, slet ikke trækker os i så radikale retninger. Vi taler til hinanden på måder som afspejler respekten, og som gør det mulig for partneren at lytte og respondere. Vi taler på måder som gør samhørigheden større og afstanden mindre. Og skæve, humoristiske, eller tvetydige bemærkninger bliver tolket i lyset af en positiv intention, og sætter derfor sjældent gang i eskalerende konflikter.

Så tilbage til mit spørgsmål – selvfølgelig har vi også i parforholdet en ytringsfrihed og afhængig af, hvordan vi forvalter den, kan vi skabe splid, smerte og konflikt, eller skabe respekt, samhørighed og tryghed.

Og det er jo bare en måde at se det på – og jeg udtaler mig kun om parforhold, som jeg jo synes, jeg ved noget om 🙂

– o –

Så fik jeg endelig gjort min e-bog om forebyggelse af utroskab færdig. Den henvender sig både til par, der har oplevet utroskab tæt inde på livet, og i høj grad også til par, der ønsker at forebygge, at det sker.

Du kan læse mere om bogen her.

Dette er overskriften på en interessant lille artikel bragt i søndagsavisen 31/10-2014. Du kan læse artiklen her. Her finder du nogle interessante betragtninger om, hvorfor kvinder ikke synes at mænd hører nok efter, blandt andet med udgangspunkt i biologiske forskelle på mænd og kvinder m.v.

Jeg vil gerne tilføje et par yderligere årsager, som jeg ofte støder på i mit arbejde som parterapeut, som jeg synes det kan være værd at se nærmere på.

1. Mange af os mænd er trænet til at skulle forholde os til det vi hører og reagere med en løsning på problemet. Dette er en nyttig egenskab i mange sammenhænge, men kan også være anstødssten til konflikter, når ens partner ind i mellem bare har brug for at man lytter, uden at give gode råd. For mange mænd kan det være forvirrende – “Hun beder mig om at lytte – og det gør jeg da også, ellers ville jeg ikke fortælle hende, hvad jeg synes hun skal gøre ved det” – for det, de møder er ofte frustration fra deres partners side, netop her hvor de forsøger at gøre sig umage. Og så bliver det for kompliceret, hvilke får nogle mænd til at trække sig, for at undgå at blive årsagen til en konflikt. Nogle af os, kan have svært ved at forstå, at det at lægge øre til, også er en måde at være der på, og faktisk det, hvis man skal generalisere bare lidt, jeg hører mange kvinder sige, at de i virkeligheden forventer fra deres partner. Omvendt kan man som kvindelig partner måske hjælpe sin mand lidt, ved at gøre det tydeligt hvornår der skal lyttes og hvornår gode råd er velkomne.
2. Det at føle vi bliver lyttet til – ikke kun at partneren hører vores ord, men at vi også føler os forstået er et grundlæggende behov, som man finder både hos mænd og kvinder. Så når vi oplever at vores partner ikke hører efter, kan det være fordi, vi ikke har oplevelsen af at partneren virkeligt forstår, hvad vi forsøger at sige. Måske fordi vi ikke selv er tilstrækkelig i kontakt med det til, at vi kan formulere det tydeligt. Måske fordi vi forsøger at kommunikere på tidspunkter, hvor vores partner ikke har tid/overskud til at være tilgængelig og lydhør. Måske fordi vores partner reelt set ikke forstår det vi udtrykker. Måske fordi partneren slet ikke gider høre, hvis vi f.eks. er i et konfliktfelt. Så når vi ikke føler at vores partner lytter kan den pege mange steder hen – incl. på os selv.

Så det var bare lige mine synspunkter som tilføjelse til den udemærkede artikel. 🙂

Det at blive “set” af andre mennesker er et af vores grundlæggende behov. Vi spejler os selv i genspejlet fra den måde andres blik møder os. Og et blik kan udtrykke hårdhed, afsky eller ligegyldighed, eller kan helt undgå at se. Og du kender nok selv den følelse det giver, når man ser dette i et andet menneskes øjne. Omvendt kan øjne velsigne et andet menneske med et kærligt blik, et blik der udtrykker “du er noget særligt, du betyder noget for mig”. Det kærlige blik er som vand på en plante – det får os til at vokse indeni. Det beroliger os, og fortæller os at vi er ok og hører til. Det styrker selvværdet – selv hos voksne.

Hvordan ser du på de mennesker, der er omkring dig? Hvordan føler de sig set af dig?

Og så kunne dagen i dag, være dagen hvor du bevidst ser på andre med kærlige og omsorgfulde øjne – måske er der en i din nærhed, som i særlig grad længes efter at blive set af dig…

Tag eventuelt et kig i spejlet – hvordan ser du på dig selv? Kan du se dig selv med de kærlige omsorgsfulde øjne, eller bliver blikket hårdt eller viger bort? Hvordan vil det være, lige at give dig selv et bekræftende smil – et “du er noget særligt for mig”-blik. Bare lige en ekstra tanke til dagen 🙂

– o –

Mange mennesker erkender, at der er mønstre i livet, som begrænser dem i forholdet til andre mennesker. Og når vi erkender det, ønsker vi ofte at ændre det til noget andet, men må nogle gange erkende, at det ikke er “bare lige”.

Jeg har skrevet en lille artikel, som du kan finde her, som fortæller lidt om årsagerne til at forandringen kan være svær.