Som jeg har skrevet om i det tidligere blogindlæg her, rammes rigtig mange parforhold af utroskab. Og smerten ved at opdage, at ens partner har været en utro er uden tvivl en af de mest smertefulde oplevelser et menneske kan stå med. Og det er ikke kun smerten ved, at partneren har haft en fortrolighed eller måske endda sex med et andet menneske, men i endnu højere grad løgnene og den bristede tillid, der bliver så smertefuld. Billedligt talt mister man sin trygge havn, når den, man skulle være tryg ved, også er den, der har sviget en allermest. Og jeg ved, at mange på forhånd har sagt: “Hvis det sker for mig, så er det forbi”.
Men svaret på ovenstående spørgsmål er heldigvis “Ja”, for rigtigt mange par er i stand til at klare sig igennem og redde parforholdet, nogle ved egen kraft, andre ved hjælp udefra. Så der er håb, selvom det vil være en illusion at sige, at det er let.
Der er selvfølgelig de par, der fejer det ind under gulvtæppet, og hvor den svigtede part tvinges til at lægge låg på, hvor man lader som om det ikke er sket, og fokuserer fremad. Min erfaring med arbejdet med mange par, fortæller mig, at det normalt ikke er den bedste vej frem. Det vil let kunne skabe en afstand mellem parterne, som blot vokser sig større hen ad vejen.
Heling af utroskab, kommer gennem at erkende smerten, give den plads, og gradvist hjælpe hinanden til at genopbygge parforholdet – og mange gange ikke det parforhold som var, men en udgave af parforholdet, som også fremadrettet kan give en tryghed i, at det ikke kommer til at ske igen. Tilgivelse er også en vigtig faktor, og her taler vi om den form for tilgivelse, der kan komme ud af, at man som den svigtede part, ikke er i tvivl om partnerens smerte ved det han/hun har gjort.
Dr. Susan M. Johnson – psykolog og forsker, og udvikleren af Emotionsfokuseret Parterapi (se www.dkceft.dk) deler i mange videoklip på Youtube sin viden om utroskab. Her er er nogle af videoklippene:
- I dette videoklip “Why do people cheat?”, taler Sue Johnson om årsagerne til, at mennesker er utro, og også videoklippet: “Is cheating inevitable?” fokuserer på dette emne.
- I videoen “Can you repair a relationship after an affair?” fortæller Sue Johnson om mulighederne for at komme videre og bevare parforholdet.
– o –