I dag bringer Politikens sektion “Lørdagsliv” en interessant og læseværdig artikel under overskriften: “Jalousien har alt for gode kår på Facebook”. En artikel, hvor der er fokus på, at Facebook-relationer, også kan udløse jalousi hos partneren. Og mange er ikke opmærksomme på, at der også her kan ske brud på parrets indbyrdes monogamiaftale, så grænserne for, hvad der opleves som utroskab overskrides. Dette emne har jeg skrevet om i min bog “Utroskab nej tak!”.
Der, hvor jeg får lyst til at reagere på artiklen er der, hvor jeg kan læse “Stærk jalousi udspringer typisk af ekstremt lavt selvværd og tidligere svigt…”, hvilket ofte er den gængse forklaring bag utroskab, en forklaring, som i mange forhold også gør det lidt forbud at udtrykke jalousien overfor partneren.
Jeg kunne godt tænke mig at eksperimentere og sætte gang i et nyt begreb: “Sund jalousi”. For hvis vi et øjeblik ser bort fra, at der er mennesker, som har en sygelig trang til at besidde og kontrollere deres partner, der findes mennesker med kronisk lavt selvværd etc. som lettere udløser jalousi, så er det min erfaring, at rigtig meget jalousi i bund og grund handler om en frygt for at miste. Og frygten for at miste, er noget vi fra naturens hånd har med os som en overlevelsesmekanisme, der gør os ekstra opmærksomme, der får os til at passe på de mennesker, der betyder noget for os. Så når jalousien bliver et element i et parforhold hos partnere, som er godt funderet i en rimeligt selvværd etc., så er det et i mit perspektiv et signal om, at trygheden i parforholdet er truet – der er noget i relationen mellem partnerne, som ikke længere gør det trygt for begge parter, den ene frygter at man kunne miste noget værdifuldt, man har sammen med sin partner (og jalousi kan selvfølgelig godt være ifht. en af det modsatte køn, men kan også være overfor børn, særbørn, arbejde, fritidsinteresser etc).
Jalousien er derfor en advarselslampe, der fortæller, at der er noget som parret har brug for at se nærmere på. Er der en reel trussel – er der et menneske eller andet, som er ved at tage for meget plads fra partneren, eller er det tabet af kontakt og omsorg, der gør partneren usikker?
Så i stedet for at forsøge at overse signalerne, og fortælle sig selv, at man nok er galt på den, så tror jeg på, at det er langt bedre at få sat ord på det, og som par arbejde på at få trygheden tilbage i parforholdet – for begge partnere.
– o –