I disse tider præget af frygt, smerte og uro i verden, er det svært at tie stille. Så jeg har lyst til at citere en af verdens førende traumeforskere Bessel vand der Kolk.

“Mennesker som føler sig trygge og som har betydningsfulde relationer til andre har ikke den store grund til at spilde deres liv med at tage stoffer eller stirre bedøvede på fjernsyn. De føler sig ikke nødsaget til at proppe sig selv med kulhydrater eller til at angribe deres medborgere. Men hvis intet af det de gør ser ud til at gøre en forskel, føler de sig fanget og bliver modtagelige for en dragen mod piller, bandeledere, ekstremistiske religioner eller voldelige politiske bevægelser – mod alt og alle, der lover en lindring af smerten.” Bessel van der Kolk M.D fra bogen The Body Keeps the Score.

Ekstremisme der fører til vold overfor andre mennesker kan ikke undskyldes, men vi kan som samfund gøre meget for at forebygge at vores børn og unge mennesker oplever livsvilkår, der er med til at fylde dem med så megen smerte, at det for nogen kommer til udtryk som had og aggression.

Når vi møder mennesker med respekt, omsorg og kærlighed er det en modgift mod smerten. Og det er gælder i hver enkelt familie, hvert enkelt land og globalt set. Det er selvfølgelig let at pege på krigszoner hvor ekstremismen florerer, og der se de traumatiske vilkår børn, unge og voksne udsættes for. Men vi må også se på vores egen verden, og på hvordan vi behandler mennesker der. Neglekt og misbrug af børn finder sted i alt for stort omfang – også i Danmark og er man i tvivl om de effekter, det kan give i livet, kan jeg anbefale denne Tedtalk af Nadine Burke Harris.

Når man åbner for nyhederne er det let at blive bange og modløs over de tilsyneladende uløselige spiraler af vold, som hærger store dele af verden. Men lader vi os opsluge af frygten og modløsheden, kan den føre til depression og lammelse – eller blive forvandlet til endnu mere  had og aggression. Med Friederick Nietzshe’s ord “Den der kæmper mod uhyrer må se til, at han ikke selv bliver et uhyre. Og når du længe kigger i en afgrund, kigger afgrunden også ind i dig selv.”

Heldigvis er der også meget at glædes over. Mennesker som fastholder godheden, omsorgen og respekten som vejviser i livet, i stedet for at lade sig opsluge af frygten. Så lad os glædes jeg over og har stor respekt for de mennesker, der dagligt bryder dette mønster og kæmper en kamp for det gode, både lokalt og internationalt (se også mit blogindlæg Mørke skyldes fraværet af lys). Og er du bange – det forstår jeg godt, det er jeg også – og som jeg ofte siger til min datter: “Hvis man ikke er bange, kan man heller ikke være modig.” Mod er, når vi trodser frygten, og ikke lader den lamme os, men vi vælger at bevæge os og handle. Og min opfordring til dig er, at finde et sted, hvor du kan handle og gøre en forskel og vise mennesker kærlighed og gøre verden til et lidt tryggere og mere kærligt sted – uanset om det er overfor dine børn, din partner, din familie, dine venner, dine naboer, flygtninge, udsatte børn og unge, skoleelever, mennesker i nød, ensomme, hjemløse, socialt udsatte, …. enhver indsats, ethvert lille skridt i den rigtige retning er med til at skabe en bevægelse ud af modløsheden.

Det er interessant hvor meget fokus, der er på det at “finde den rigtige partner” – blandt andet udmøntet i diverse datingprogrammer, -apps, -sitets etc. Den præmis, der ligger bag dette er, at så snart man har fundet “den rigtige”, så er parforholdet ikke længere kompliceret, så kommer det til at gå af sig selv.

Omvendt fritager det os også fra et ansvar, når det så ikke går som vi ønsker, for så kan vi holde fast i fortællingen om: “at han/hun vist alligevel ikke var den rigtige for mig,” og så kan vi give slip og søge videre i en søgen, der måske i værste fald aldrig får en ende.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er ret skeptisk overfor denne præmis. Jeg tror, at der er mange derude, som potentielt set kan være “den rigtige” at der ikke kun er een “soul mate”, som vi skal søge efter til vi finder ham/hende. Min erfaring er, at udfordringen ikke så meget handler om at finde den rigtige, men om at kunne være fælles om at tage ansvar for at gøre det, der skal til, for at kunne blive sammen med den rigtige. At vi sammen gør det, der skal til for at kunne få en hverdag til at hænge sammen, for at kunne håndtere den medgang såvel som modgang, som er en del af ethvert parforhold. Og når tingene er svære handler det ikke kun om, hvorvidt partneren er den rigtige, det handler i lige så høj grad om det, du selv bidrager med. Det kan lyde hårdt – men tænk også på den gode nyhed i dette – hvis du selv bidrager til problemerne, så har du også en del af kontrollen over, og magten til, at få dem løst.

Så jeg tror at parforhold, som er etableret med udgangspunkt i at lykken er garanteret fordi vi passer sammen, fordi vi er hinandens “eneste rigtige”, med stor sandsynlighed kommer til at opleve en stor skuffelse, efterhånden som hverdagen sniger sig ind. En skuffelse, som også fylder os med usikkerhed i forhold til, hvor længe parforholdet vil eksistere. En skuffelse og en utryghed, som kommer i vejen for at se de kvaliteter og den nærhed, der potentielt set kan vokse frem af, at vi holder fast og kommer gennem modgangen, og ved at vi giver hinanden en tryghed i, at vi også føler os forpligtet af og overfor forholdet når det er svært, og ikke bare rejser videre i vores søgen efter den eneste ene.

Og ovenstående er sagt med stor respekt for, at man ikke altid kan få et parforhold til at hænge sammen. Selvfølgelig kan der være væsentlige årsager til at par, vælger at gå hver til sit, men opgiver vi illusionen om, at det var fordi han/hun ikke var den rigtige for os, får vi også en helt anden forståelse for, hvad der kan gå galt, for hvordan vi selv bidrager til såvel det positive som det negative, og en større forståelse for, hvordan vi i næste parforhold kan gøre vores for at bevare og styrke det. Og så kan smerten og frustrationerne ved et brud, også være en kilde til personlig vækst og indsigt.

Vil du læse mere, kan jeg anbefale min artikel her, som indeholder nogle enkle råd til at styrke parforholdet. Der er også artiklen her, der fortæller noget om de konfliktmønstre, man kan komme ind i . Og endelig artiklen her, hvor jeg skriver lidt om det der sker når parforholdet bliver for meget “leverpostej”.

I anledning af Mattias Stølen Dues nye bog “Pas på parforholdet – mens i stadig elsker hinanden”, har han udtalt sig om parforholdet i dagens udgave af politikken. Og artiklen er så god og inspirerende, at jeg får lyst til at give mit besyv med.

I den rigtige gode og læseværdige artikel, som du finder her, er der mange vigtige pointer, som jeg tænker vi alle kan have gavn af at reflektere over. En af dem er at sænke overliggeren for de forventninger vi har til os selv, parforholdet og partneren. Og her vil jeg skynde mig at sige, at jeg ikke mener, at vi skal lære at nøjes med et dårligt parforhold, men pointen om, at vi måske ind i mellem har for høje forventninger om, at det gode parforhold, med Sue Johnsons ord: “skal leve op til Hollywood billedet af et forelsket og engageret par”, er med til at gøre os utilfredse og søgende efter noget bedre, hvor vi i virkeligheden, måske skulle stoppe op og værdsætte den nærhed og kvalitet, der kan ligge i den daglige nærhed og fællesskabet. Og det er også for mig vigtigt at pointere, at hvis du som partner mærker at nærheden og kontakten mangler, at dine følelser for din partner begynder at dø ud, så er det et faresignal, der fortæller dig, at det måske er på tide at gøre en indsats for parforholdet.

En anden vigtig pointe i artiklen er, at vi i vores tid er alt for individ fokuseret – det handler ofte om mig, mine behov, min selvrealisering frem for om hvad, der er godt for partneren. Det kan måske lyde lidt rosenrødt, når jeg til mine klienter siger: “at man hver eneste dag skal arbejde på at score sin partner” og “at vores vigtigste opgave som partner er, at gøre parforholdet til et godt og trygt sted for partneren at være.” Det jeg tænker på her er ikke den selvudslettende tilsidesættelse af egne behov, for at kunne gøre alt det, den anden ønsker af en. Det jeg tænker på er, at hvis begge partnere har fokus på at være kærlige overfor partneren og vise partneren, at man er der for ham/hende, at man er interesseret i ham/hende, at man han/hun er det vigtigste i ens liv og at man prioriterer ham/hende, så får vi alle den spejling, der er godt for vores selvværd – vi føler os værd at elske og føler os elskede, og det er med til at give os lysten og engagementet i parforholdet. Når det gode parforhold er fundamentet, er der også plads til at udfolde os intimt og til, at vi udfolder os individuelt – men det er altså “vi”, før “mig” hvis det skal kunne fungere.

– o –

Så er det ved at være tid, hvis du overvejer at uddanne dig til psykoterapeut med start i efteråret.

IPSICC (International Psychotherapeutic School in Christian Culture) er en psykoterapeutisk uddannelse, godkendt af psykoterapeutforeningen, der ud over traditionel træning i forskellige psykoterapeutiske metoder, også tilbyder:

• Et særligt fokus på arbejde med senfølger efter seksuelle overgreb.
• Uddannelsen har også en stærk kristen spirituel vinkling (tværkirkelig), hvilket dels giver adgang til nogle særlige psykoterapeutiske metoder, og som også præger undervisningsforløbet på skolen.
• Et spændende dynamisk internationalt miljø, med kursister fra mange forskellige dele af verden, hvilket også betyder at undervisningen foregår på engelsk.

Du kan læse mere skolen på www.ipsicc.com, og du er også velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål omkring skolen. Og du kan tilmelde dig skolens nyhedsbrev her.

Og jeg vil ikke påberåbe mig objektivitet, da jeg selv har fulgt kurser på skolen, og nu underviser på stedet.

Når vi oplever konflikter i parforholdet, kan der let ske det, at vi kommer til at ramme hinanden gennem sårende bemærkninger, ved at vende os om og gå, så partneren føler sig forladt, eller ved at stå fast på synspunkter og udpege partneren som årsag til alle problemer. Når dette får lov at eskalere, er det typisk at atmosfæren i forholdet bliver præget af vrede og frustration, afstandstagen, usikkerhed og frygt. Og når disse følelser bliver for stærke handler vi ikke længere rationelt og empatisk. Automatiske selvbeskyttende mekanismer tager over, vi mister indfølingen overfor vores partner, og ryger ned i et dybt krater af sort-hvid-tænkning, hvor vi kun ser verden ud fra, hvordan der ser ud i det krater vi selv sidder i. Og ofte ser man hvordan dette bare eskalerer og enten bliver mere og mere intenst i vrede ytringer, eller går over i at partnerne trækker sig mere og mere væk fra hinanden.

Og hjerneforskningen fortæller os, at når vi er der, er de empatiske systemer lukket ned, mentaliseringsevnen er lukket (evnen til at forstå, hvordan vi påvirker andre mennesker, og de påvirker os), og evnen til at træffe rationelle beslutninger er stærkt reduceret. Vi tolker partneren som en modpart, og tolker dennes handlinger gennem vores egne forvrængede forventninger og fordomme, som er dannet af frustrationen eller frygten. Vi taler derfor meget let forbi hinanden, misforstår og føler os misforståede. Så hvis man forsøger at finde løsninger, mens man er i den tilstand, kører det ofte fast eller ender i halvdårlige kompromisser, som ikke gør nogen glade.

Derfor er det vigtigt, at der først er fokus på at skabe en atmosfære, hvor vi kan være sammen på en tryg måde. Hvor vi gennem en respektfuld dialog med hinanden, skaber en platform af ligeværd og tryghed, hvor vi kan begynde at lytte – ikke kun til vores egen frustration, men også til partnerens. Hvor vi bliver interesserede i at forstå, hvor empati, sympati og omsorg for det fælles bedste kan begynde at vokse frem. De løsninger, der vokser frem på denne baggrund er langt mere tilfredsstillende, langtidsholdbare og præget af at begge parter føler sig hørt, respekteret og tilgodeset.

Og det er ikke altid let at komme dertil. Det kræver først og fremmest en forståelse for, at det andet ikke virker, og en villighed til at gøre noget andet. Og dernæst modet til, sammen med partneren, at kaste sig ud i at genskabe trygheden, respekten og tilliden.

Se evt. også mit tidligere blogindlæg: “Har vi ytringsfrihed i parforholdet?”

– o –

Som jeg har skrevet om i det tidligere blogindlæg her, rammes rigtig mange parforhold af utroskab. Og smerten ved at opdage, at ens partner har været en utro er uden tvivl en af de mest smertefulde oplevelser et menneske kan stå med. Og det er ikke kun smerten ved, at partneren har haft en fortrolighed eller måske endda sex med et andet menneske, men i endnu højere grad løgnene og den bristede tillid, der bliver så smertefuld. Billedligt talt mister man sin trygge havn, når den, man skulle være tryg ved, også er den, der har sviget en allermest. Og jeg ved, at mange på forhånd har sagt: “Hvis det sker for mig, så er det forbi”.

Men svaret på ovenstående spørgsmål er heldigvis “Ja”, for rigtigt mange par er i stand til at klare sig igennem og redde parforholdet, nogle ved egen kraft, andre ved hjælp udefra. Så der er håb, selvom det vil være en illusion at sige, at det er let.

Der er selvfølgelig de par, der fejer det ind under gulvtæppet, og hvor den svigtede part tvinges til at lægge låg på, hvor man lader som om det ikke er sket, og fokuserer fremad. Min erfaring med arbejdet med mange par, fortæller mig, at det normalt ikke er den bedste vej frem. Det vil let kunne skabe en afstand mellem parterne, som blot vokser sig større hen ad vejen.

Heling af utroskab, kommer gennem at erkende smerten, give den plads, og gradvist hjælpe hinanden til at genopbygge parforholdet – og mange gange ikke det parforhold som var, men en udgave af parforholdet, som også fremadrettet kan give en tryghed i, at det ikke kommer til at ske igen. Tilgivelse er også en vigtig faktor, og her taler vi om den form for tilgivelse, der kan komme ud af, at man som den svigtede part, ikke er i tvivl om partnerens smerte ved det han/hun har gjort.

Dr. Susan M. Johnson – psykolog og forsker, og udvikleren af Emotionsfokuseret Parterapi (se www.dkceft.dk) deler i mange videoklip på Youtube sin viden om utroskab. Her er er nogle af videoklippene:

• I dette videoklip “Why do people cheat?”, taler Sue Johnson om årsagerne til, at mennesker er utro, og også videoklippet: “Is cheating inevitable?” fokuserer på dette emne.
• I videoen “Can you repair a relationship after an affair?” fortæller Sue Johnson om mulighederne for at komme videre og bevare parforholdet.

– o –

Ytringsfrihed er noget vi længe har diskuteret, og som der er mange meninger om. Så i relation til mit arbejde, synes jeg spørgsmålet: “Har vi ytringsfrihed i parforholdet?” er relevant.

Ytringsfriheden betyder så, at hvis der er noget jeg har lyst til, brug for at sige til min partner, så er det min gode ret, at kunne sige det. Og umiddelbart er det jo en ret, vi har i en dialog mellem to voksne mennesker. Men hvordan forholder man sig til det, at have “ret til noget”? I mit arbejde kan jeg se, hvordan det virker, når vi overfor vores partner kommer med sårende, nedladende, sarkastiske eller krænkende bemærkninger. Resultatet er en partner, der lukker af for at passe på sig selv, som derfor ikke forholder sig til det, vi siger, men som i stedet typisk reagerer ved at gå til modangreb eller trække sig, og dette fører ofte til en konflikt, der eskalerer og på den lange bane truer forholdet. Og hvor meget har jeg så fået ud af at bruge min ytringsfrihed? Jo måske tilfredsstillelsen ved at se min partner blive ramt, såret eller vred, men der ud over?

I et parforhold har jeg lagt mærke til at krænkende, nedladende, sarkastiske og vredladne ytringer let kommer, når man har mistet den gode kontakt. Når et forhold er præget af gensidig respekt, omsorgsfuldhed og kærlighed, er det ligesom at ytringsfriheden, slet ikke trækker os i så radikale retninger. Vi taler til hinanden på måder som afspejler respekten, og som gør det mulig for partneren at lytte og respondere. Vi taler på måder som gør samhørigheden større og afstanden mindre. Og skæve, humoristiske, eller tvetydige bemærkninger bliver tolket i lyset af en positiv intention, og sætter derfor sjældent gang i eskalerende konflikter.

Så tilbage til mit spørgsmål – selvfølgelig har vi også i parforholdet en ytringsfrihed og afhængig af, hvordan vi forvalter den, kan vi skabe splid, smerte og konflikt, eller skabe respekt, samhørighed og tryghed.

Og det er jo bare en måde at se det på – og jeg udtaler mig kun om parforhold, som jeg jo synes, jeg ved noget om 🙂

– o –