Hvis nogen af jer kunne tænke jer en psykoterapeutisk uddannelse, hvor der er fokus på arbejde med senfølger efter seksuelle overgreb, og hvor arbejdet foregår i en integration mellem psykologisk og en kristen tilgang til arbejdet, så kan jeg anbefale IPSICC (International Psychotherapeutic School in Christian Culture), der starter nye hold op i august i Kolding. Uddannelsen er netop blevet evalueret og lever op til Psykoterapeutforeningens standarder. Du kan læse mere om skolen her, og du er også velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål omkring dette.

Er du i et parforhold, hvor du synes I er gået lidt i stå, hvor du godt kunne tænke dig, at i udvikler det videre? Er du ude af et parforhold og spekulerer på, hvad du ønsker dig af dit næste?

Hvis  du kan svare ja til en af ovenstående, så er det måske en god ide, at arbejde på at formulere visionerne for dit parforhold. Visioner er kraftfulde værktøjer til at skabe forandring – både i erhvervslivet, på det personlige plan og også i parforholdet. Til at understøtte dette, har jeg lavet et lille webkursus kaldet “Visioner for parforholdet”, som du kan læse mere om her. I kurset får man en trin-for-trin instruktion til, hvordan man selv, uden brug af parterapeuter eller andre eksperter, kan arbejde på at lave en vision for parforholdet.

Jeg håber også at bidrage til at forebygge nogle af de skilsmisser, der er karakteriseret ved, at kvinden i forholdet synes tingene er gået i stå, og manden da synes det går meget godt.

God arbejdslyst 🙂

Dr. Daniel Sigel, som er forsker og formidler indenfor neuropsykologi, har udgivet bogen Brainstorm – The Power and  Purpose og the Teenage Brain, hvor han ser nærmere på, hvad der sker i teenageres hjerne, og i den proces gør op med mange af vores fordomme.

Det jeg synes er interessant er, hvordan de hjerneforandringer, der foregår i teenagehjernen, faktisk er hjernens måde at forberede personen på det brud, der skal ske, når man flytter fra sin familie. Og tænk engang over det mod, det kræver, at forlade det, der i årevis (for de fleste) har været den trygge havn og den sikre base, for at begive sig ud i livet og stå på egne ben.

I de første leveår, har det at kunne knytte os tæt til vores omsorgspersoner været det, der har garanteret os vores overlevelse. Der har vi fundet næring, tryghed, og ikke mindst relation og tilhørsforhold. Så det at give slip, må godt nok kræve nogle forandringer i vores måde at fungere på.

Nogle af de ting, der sker i teenage hjernen er betoningen af venne-relationer udenfor familien. Der er nok mange, der er stødt på teenagerens “begejstring” ved udsigten til at skulle give afkald på at være sammen med kammerater for at skulle til en familiesammenkomst. Og faktisk giver det mening, at hjernen begynder at sikre os at vi får vores fodfæste i nye trygge relationer, inden vi er klar til at give slip på familien. Og det er det teenagerens fokus på roller, samspil og tilhørsforhold er med til at skabe. – Og bare lige en lille eftertanke – gad vide hvad det gør ved os, hvis det vi primært orienterer os mod, når vi gør klar til at slippe familien, er de virtuelle tilhørsforhold via Facebook, spillenetværk etc.? 

En anden ting er at teenagehjernen begynder at belønne udforskning af nye og gerne risikobetonede zoner i livet. Dette udløser store mængder af dopamin, som giver glæde og lykkefølelse. Så hjernen gør på en måde alt det velkendte og trygge kedeligt eller ligegyldigt, men oversvømmer teenageren med lykkefølelse, når han eller hun træder ud i og afprøver nye ting i livet, som er anderledes end det velkendte. Og ja – teenagerens hjerne kan forudsige konsekvenser, men lysten til at prøve, bliver nogle gange så stor, så tingene skal afprøves alligevel.

Så dette er blot nogle af eksemplerne på, hvordan hjernen forbereder teenageren på at skulle give slip. Så der er altså logik bag det, vi nogle gange oplever som “kaos”.

Dr. Daniel Siegel beskæftiger sig også med, hvordan man kan forholde sig til den udvikling mere konstruktivt – både som teenager, men også som forældre og lærer, så jeg kan tænke mig at den kan blive en inspiration for mange.

På Youtube ligger et foredrag af Daniel Sigel om emnet. Det kan du se her.

Det kan man læse om i Politiken i dag d. 1/3-2014 i artiklen “Hvert ottende par har opgivet sex.” og i artiklen gives nogle gode bud på, hvad der kan være årsagen til dette. Og på Politikens site kan du også finde en række andre gode artikler om dette emne, blandt andet nogle gode råd til, hvordan man kan rette op på det, hvis det er det, man ønsker.

Med respekt for, at der kan være mange årsager bag, herunder fysiologiske og bivirkninger fra medicin, så er parforholdets øvrige tilstand noget, som er værd at kigge på.

Nogle gange er det traumatiske oplevelser, som f.eks. overgreb, der ligger til grund for at sex bliver kompliceret.  Dette har jeg beskrevet nærmere i min artikel “Når intimitet og sex bliver kilden til smerte“. Andre gange kan pornografi komme til at fylde for meget og stjæle seksualitet fra parforholdet, som jeg har beskrevet i min artikel “Porno og parforhold“. Men oftest handler det om kontakten i parforholdet. Man kan sige, at kontakten i parforholdet iøvrigt, for mange par også afspejler sig i det sexuelle.

Som Sue Johnson skriver i sin bog “Hold Me Tight” (der snart udkommer på dansk): “Seksualitet fungerer bedst, når der er en tryg kontakt”. Dvs. når der er en intimitet og nærhed udenfor soveværelset, er det lettere at få til at fungere inde i soveværelset. I mit arbejde som parterapeut ser jeg ofte, at når det så går skidt i parforholdet, så halter det sexuelle også bageefter. Ofte er der en af partnerne, som har trukket sig fra det sexuelle, fordi han eller hun savner den gode kontakt og intimitet fra partneren, mens den anden partner presser på for at få mere sex, i håbet om at dette kan genskabe noget af den intimitet og nærhed han eller hun savner. Og ja – det kønstypiske mønster er ofte – en kvinde der trækker sig, og manden der presser på. Men billedet er også omvendt i nogle parforhold.

Og ja, det kan være svært at holde den intime kontakt til sin partner, i en hverdag hvor der er fokus på karriere, børn, facebook, sport og motion og alle de andre ting, som kræver vores opmærksomhed. Og nogle gange kan man godt føle at man står overfor valget mellem hårdt tiltrængt søvn eller intimitet med sin partner. Og for nogen bliver det “orker ikke” som vinder. Men det vi ikke dyrker, risikerer at dø ud. Og selvom sex ikke er en forudsætning for et lykkeligt parforhold, så er sex i hvertfald med til at bidrage til det. F.eks. vil berøring og orgasme udløse hormoner, der gør at du føler mere omsorg og større nærhed med din partner.  Så hvorfor ikke arbejde på at få prikken med over i’et?

I min artikel “Når gnisten forsviner” skriver jeg lidt mere om dette, og henviser bla. til en bog af Tammy Nelson, hvor du kan hente inspiration til at sætte mere fut i denne del af parforholdet.

Rigtig god lørdag 🙂

Dette viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for aftenshowet på DR. Det var interessant at se dette emne bragt op 19/2 (du kan se udsendelsen her), og jeg synes, der var flere interessante pointer i indslaget:

• Der er meget stor forskel på, hvad man opfatter som utroskab. Det gik lige fra at tænke intimt om en anden til det, at have sex med en anden. Den gode pointe er her, at det er jer, der som par definerer , hvor grænserne går i jeres parforhold. Og det er bedre at få talt om, før den ene af jer er trådt over grænserne.
• Som Mads Christensen udtalte, er noget af det, der adskiller os fra andre primater, at vi har en vilje og en bevidsthed, der gør det muligt for os at træffe valg og beslutte os for noget, som går på tværs af vores drifter. Det underbygger rigtigt godt min pointe fra mit tidligere blogindlæg “Vi er skabt til utroskab – og hvad så!” og som understreger en vigtig ting: Utroskab finder sted, fordi den ene part vælger at være utro.
• Og interessant at der er så delte meninger mht. om man skal fortælle sin partner, hvis man har været utro, og det er lukket ned. At nogen synes, at det er at skade og give smerte til den man elsker og har valgt at leve sammen med, mens andre mener, at det ikke går i længden, hvis parforholdet er funderet på en hemmelighed af den type.

Så alt i alt synes jeg det korte indlæg var et godt indspark om dette emne.

Som jeg har skrevet om tidligere, er der en masse undersøgelser, der påviser postive fysiske og psykiske effekter af tryg tilknytning i parforholdet. En af de seneste jeg er faldet over, undersøger forskellen på at være eller betragte sig som som værende i et ægteskab med partneren, i forhold til dem der lever sammen med en partner uden at have et dybere commitment.Og det er nok ikke nogen overraskelse, at mennesker der lever sammen med en partner, uden at have et dybere commitment, ikke opnår de samme fysiske og psykiske positive effekter af parforholdet, som mennesker der har et dybere commitment og en tryg tilknytning til deres partner.

Du kan læse om undersøgelsen i artiklen Marry or Move in Together? Brain Knows the Difference.

Se også mit blogindlæg “Kærlighed reducerer smerte”.

Mange mennesker danner par i en sen alder, hvor man allerede har børn med sig fra tidligere parforhold. Og i mange tilfælde giver det nye gode familiekonstellationer, men ind i mellem bliver det også rigtigt svært. En af de ting, jeg gerne vil sætte fokus på, er det sårbare i, at mange får givet deres nye partner budskabet “Du skal bare vide, at mine børn kommer først.” Et budskab som de af os, er selv er forældre godt forstår og ofte bare accepterer.  Og også et budskab, som selvfølgelig rummer den fundamentale ting, at ens børn har brug for, at mærke ens kærlighed til dem og vide, at man stiller op, når de har brug for det.

Men det kan også rumme kimen til mange konflikter efterfølgende. I min optik (og med et lille anstrøg af grov generalisering, som jeg håber kan tilgives), er der ingen partnere, der kan føle sig helt trygge og et forhold, hvor man føler, at man kommer i 2. række.  Resultatet er, at man bliver mere på vagt overfor, om man nu får nok fra partneren – opmærksomhed, kærlighed, tid, og man vil meget let kunne havne i situationer, hvor man føler at man bekræftes i, at man ikke er vigtig nok. I nogle forhold udvikler det sig til en jalousi og en rivaliseren mellem den ene ægtefælle og den andens børn, hvilket jo ofte fører til den selvbekræftende profeti, at partneren så trækker sig væk for at beskytte sine børn, og så er den negative cyklus virkeligt i gang. Skænderier, konflikter, uenighed, forskelsbehandling, frustration er nogle af nøgleordene for det, som let kan komme til at præge forholdet, og det, der engang virkede som en kærlig partner, kan nu komme til at fremstå som en grov krænkende person.

Hvad gør børn trygge og giver dem de bedste betingelser i livet? Ja, som udgangspunkt er det vel efterhånden velkendt, at børnenes trivsel i høj grad afhænger af forældrenes trivsel. Børn, der vokser op med forældre, som har et godt parforhold, oplever forældre som er mere glade, som har mere overskud, og samtidig får de nogle gode modeller med sig til deres egne kommende parforhold. Så min pointe er altså, hvis vi sørger for at parforholdet fungerer godt, og vi har en god, kærlig og tryg relation til vores partner, så har vi så meget mere at give af til vores børn. Når man som partner føler sig prioriteret, elsket og tryg har også en meget større “pyt-bakke”. Man bliver ikke såret, hvis ens partner har brug for at bruge tid og ressourcer på børnene, heller ikke hvis de i perioder kræver noget mere. For så længe man ikke er i tvivl, er man ikke så bange for at miste det man har, og man ved, at hvis der virkeligt er brug for det, så er ens partner der.

Jeg mener derfor at vi har brug for at fortælle vores partner, at han/hun har 1. prioritet i vores liv. At han/hun og det parforhold man har, er noget man virkeligt prioriterer. Og at begge parter med det som fundament, selvfølgelig også har fokus på børnenes trivsel.

(Og et lille ps. Alt det, jeg ovenover skriver omkring børnene, kunne udskiftes med ord som “firmaet”, “arbejdet”, “fritidsinteressen”, “vennekredsen”, “hunden” mv. Vores partner har brug for at vide, at han/hun er det vigtigste i vores liv – men det kræver mod at turde sige det.)

Hvis du tilmelder mig mit nyhedsbrev her, vil du ca. en gang om måneden modtage mit nyhedsbrev, med gode tilbud på kurser og foredrag, nyt om psykologi og parforhold m.v.

Så er det i dag at jeg trykker på knappen, og officielt udgiver min nye e-bog: “Offertrekanten – den dysfunktionelle dans i familien, i parforholdet eller på jobbet”.

Det har været en bog, jeg  har skrevet på og grublet over i flere år. Jeg har droppet den et par gange, men så alligevel taget den op igen, efter at have snakket med mennesker om personlige eller arbejdsrelaterede oplevelser, hvor Offertrekanten gav mening som forklaringsramme.

Jeg har haft flere til at læse det sidste udkast, og det har berørt mig, hvor mange der har fortalt mig, at bogen har haft betydning for dem at læse. At det kan være en hård bog at læse, men at den også har givet dem svar på noget, og nye måder at forholde sig på.

Du kan læse hvad andre læsere har skrevet her.

Jeg har også lagt et uddrag af bogens kapitel 1 og 2 op, så du kan læse om Offertrekanten generelt samt en uddybelse af Offerrollen. Dette uddrag kan du læse her.

Og har du lyst til at læse mere om bogen og eventuelt købe den, kan du gøre det her.

Så har vi taget de første spæde skridt ind i 2014, og er så småt ved at lægge 2013 bag os. For mig er nytår altid en anledning til en refleksion over det forgangne år – hvad har været godt, hvad har været hårdt, og nogle tanker om, hvor jeg vil have mit fokus det kommende år.

Mange laver nytårsfortsætter for sig selv – “jeg skal i bedre form”, “jeg vil stoppe med at ryge”, “jeg vil være et bedre menneske” etc. Det jeg vil opfordre til, med dette indlæg er, at I også laver en slags nytårsfortsæt for jeres parforhold, hvor i sammen bliver enige om, hvad i vil fokusere på at gøre endnu bedre det kommende år. I kunne f.eks. gøre det på følgende måde:

1. Reflekter over nogle af de ting, du har været glad for i dit parforhold i det forgangne år.
2. Reflekter over om der er noget, du har savnet, eller områder hvor du ikke oplever at i er så tæt på hinanden som du ønsker. Pas på, at dette ikke bliver formuleret som en kritik af din partner “jeg er træt af at du aldrig er hjemme”, men at du får det formuleret som “jeg nyder når vi er sammen, og ønsker mig at vi kan være det lidt mere”.
3. Del disse tanker med hinanden – start med tankerne om det i har været glade for, og gå derefter over til listen over det i gerne vil have fokus på at få mere af det kommende år.
4. Udvælg et eller to fokuspunkter, som i er enige om, at i gerne vil have fokus på det kommende år – f.eks. “mere nærvær om aftenen og mindre tv” eller “finde flere stunder hvor vi kan være alene sammen som par.” Snak også om, hvilke effekter i tror det vil have på jeres parforhold.
5. Find i fællesskab ud af nogle praktiske “hvordan kan vi gøre det” aftaler, og skriv dem eventuelt op.

Tilbage er så “bare” at gøre det – og huske hinanden på, at det er noget i begge to har lyst til.

Og husk at store forandringer, ikke behøver at være i form af revolution, men også kan komme af længere tids evolution. Et godt parforhold skabes først og fremmest af de mange små kursjusteringer i sammen foretager, som er med til at udvikle jeres parforhold til det parforhold i gerne vil have.

Godt nytår 🙂

I sit seneste videoklip Soothing the Threatened Brain, fortæller Dr. Sue Johnson om de undersøgelser, der viser at smerteoplevelsen i hjernen forandres, når vi holder en person i hånden, som vi har en tryg og kærlig relation til.

I videoen refereres til en af de nyere undersøgelser af dette område, hvor man har foretaget fMRI skanninger af par, før og efter de har været gennem parterapi. Undersøgelser dokumenterer, at man med Emotionsfokuseret Parterapi kan hjælpe par i  krise til at skabe præcist den form for tryg og kærlig relation, blandt andet har effekt for vores oplevelse af smerte.

Men det vildeste er nu, at det endnu engang er en bekræftelse af, den betydning kærlighed og kærlige trygge relationer har for vores fysiske og psykiske velbefindende.

Er du interesseret i at