Mange mennesker danner par i en sen alder, hvor man allerede har børn med sig fra tidligere parforhold. Og i mange tilfælde giver det nye gode familiekonstellationer, men ind i mellem bliver det også rigtigt svært. En af de ting, jeg gerne vil sætte fokus på, er det sårbare i, at mange får givet deres nye partner budskabet “Du skal bare vide, at mine børn kommer først.” Et budskab som de af os, er selv er forældre godt forstår og ofte bare accepterer. Og også et budskab, som selvfølgelig rummer den fundamentale ting, at ens børn har brug for, at mærke ens kærlighed til dem og vide, at man stiller op, når de har brug for det.
Men det kan også rumme kimen til mange konflikter efterfølgende. I min optik (og med et lille anstrøg af grov generalisering, som jeg håber kan tilgives), er der ingen partnere, der kan føle sig helt trygge og et forhold, hvor man føler, at man kommer i 2. række. Resultatet er, at man bliver mere på vagt overfor, om man nu får nok fra partneren – opmærksomhed, kærlighed, tid, og man vil meget let kunne havne i situationer, hvor man føler at man bekræftes i, at man ikke er vigtig nok. I nogle forhold udvikler det sig til en jalousi og en rivaliseren mellem den ene ægtefælle og den andens børn, hvilket jo ofte fører til den selvbekræftende profeti, at partneren så trækker sig væk for at beskytte sine børn, og så er den negative cyklus virkeligt i gang. Skænderier, konflikter, uenighed, forskelsbehandling, frustration er nogle af nøgleordene for det, som let kan komme til at præge forholdet, og det, der engang virkede som en kærlig partner, kan nu komme til at fremstå som en grov krænkende person.
Hvad gør børn trygge og giver dem de bedste betingelser i livet? Ja, som udgangspunkt er det vel efterhånden velkendt, at børnenes trivsel i høj grad afhænger af forældrenes trivsel. Børn, der vokser op med forældre, som har et godt parforhold, oplever forældre som er mere glade, som har mere overskud, og samtidig får de nogle gode modeller med sig til deres egne kommende parforhold. Så min pointe er altså, hvis vi sørger for at parforholdet fungerer godt, og vi har en god, kærlig og tryg relation til vores partner, så har vi så meget mere at give af til vores børn. Når man som partner føler sig prioriteret, elsket og tryg har også en meget større “pyt-bakke”. Man bliver ikke såret, hvis ens partner har brug for at bruge tid og ressourcer på børnene, heller ikke hvis de i perioder kræver noget mere. For så længe man ikke er i tvivl, er man ikke så bange for at miste det man har, og man ved, at hvis der virkeligt er brug for det, så er ens partner der.
Jeg mener derfor at vi har brug for at fortælle vores partner, at han/hun har 1. prioritet i vores liv. At han/hun og det parforhold man har, er noget man virkeligt prioriterer. Og at begge parter med det som fundament, selvfølgelig også har fokus på børnenes trivsel.
(Og et lille ps. Alt det, jeg ovenover skriver omkring børnene, kunne udskiftes med ord som “firmaet”, “arbejdet”, “fritidsinteressen”, “vennekredsen”, “hunden” mv. Vores partner har brug for at vide, at han/hun er det vigtigste i vores liv – men det kræver mod at turde sige det.)
Hvis du tilmelder mig mit nyhedsbrev her, vil du ca. en gang om måneden modtage mit nyhedsbrev, med gode tilbud på kurser og foredrag, nyt om psykologi og parforhold m.v.