I sit seneste videoklip Soothing the Threatened Brain, fortæller Dr. Sue Johnson om de undersøgelser, der viser at smerteoplevelsen i hjernen forandres, når vi holder en person i hånden, som vi har en tryg og kærlig relation til.

I videoen refereres til en af de nyere undersøgelser af dette område, hvor man har foretaget fMRI skanninger af par, før og efter de har været gennem parterapi. Undersøgelser dokumenterer, at man med Emotionsfokuseret Parterapi kan hjælpe par i  krise til at skabe præcist den form for tryg og kærlig relation, blandt andet har effekt for vores oplevelse af smerte.

Men det vildeste er nu, at det endnu engang er en bekræftelse af, den betydning kærlighed og kærlige trygge relationer har for vores fysiske og psykiske velbefindende.

Er du interesseret i at

Jeg kan anbefale Joan Ørtings artikel i Politiken 7/12-2013, hvor hun tager bladet fra munden, og giver udtryk for, at ponografi måske ikke er helt så uskadeligt, som mange gerne vil gøre det til. At det ikke bare handler om frisind, men faktisk er med til at skabe afhængighed og gøre skade i parforhold.

Uden at skulle generalisere – ved godt at dette ikke nødvendigvis gælder for alle, så vil jeg gerne støtte op om Joans artikel, med nogle af de ting jeg kan observere i mit arbejde som psykoterapeut og parterapeut:

• At forbrug af porno, kan være en “hemmelighed” i parforholdet, som den ene part, af forskellige årsager holder hemmelig for partneren. Pornografien kan let være som et “spøgelse”, som noget man aldrig taler om. Brugeren af porno kan let bære rundt på en skamfuldhed, en skamfuldhed som let skaber en usynlig mur til partneren.
• At netporno kan “tage magten” fra nogen, der ser sig selv opsøge porno som en tvangsmæssig handling. Dvs. på den ene side ønsker de ikke at gøre det, men deres “trang” bliver for stor til, at de kan lade være. Dette kan let føre til et negativt syn på sig selv. Og worst-case (som jeg ikke selv har set, men kun hørt beretninger om), mennesker, hv0r meget af hverdagen kommer til at handle om hvornår man kan få det næste “porno-fix”, og hvor selvtilfredsstillelsen kan blive så voldsom at man fysisk skader sig selv i form af sår etc. Vil du vide mere om pornografiafhængighed, kan jeg anbefale dig at kigge på Dr. Tammy Nelsons websider.
• At pornografi fører til at partneren kan blive betragtet som et objekt, man har sex med, og derfor kommer sexlivet let på afveje. I nogle parforhold bliver sexlivet en jagt på seksuel tilfredsstillelse, men hvor man glemmer intimiteten og nærheden. Dette kan føre par ind i en negativ spiral, som med tiden betyder, at der skal større og større stimulans til, for at opnå tilfredsstillelse, så det kommer let til at handle om nye stillinger, nye hjælpemidler etc. I dag ved man, at vejen til et tilfredsstillende sexliv, for mange par går gennem det, at arbejde med større tryghed og nærhed i parforholdet, og som Sue Johnson skriver i sin bog “Hold Me Tight” – den intimitet man skaber udenfor soveværelset  bæres med ind i soveværelset.
• At pornografien også gør noget ved partnerens selvtillid. Det er svært, hvis man som kvinde eller mand, føler at man skal måle sig op mod de fantasifremstillede aktører som optræder i pornografien.

Et andet aspekt er også, at  nogle partnere oplever pornografi som utroskab. Grænsen for hvornår man er utro er jo ikke en objektiv grænse. Grænsen går der, hvor man som par, har lavet sin monogami aftale. Så selvom du måske selv tænker på porno som en uskyldig fritidsinteresse, du har for dig selv, så tænk på hvordan din partner oplever det, og på den måde det påvirker jeres parforhold på.

Så det var bare mit bidrag til en debat, som jeg er glad for at Joan har bidraget til, håber på at det ikke bliver til en debat om “for eller imod porno”, men at det bliver til en debat, der fører til større bevidsthed om dens betydning i forskellige sammenhænge.

Du kan også læse min artikel om porno og parforhold her.

Her er en lille sød video, der på en humoristisk måde viser, hvordan nogen oplever kommunikationen i parforholdet – her som en sang. Den er ganske humoristisk, og får alligevel sat fingeren på noget essentielt i, hvor svært det sommetider er at møde hinandens opfordringer til kontakt.

Mennesker, der har været udsat for overgreb af seksuel karakter i bardom eller ungdom, oplever nogle gange, at det giver nogle svære udfordringer i parforholdet, særligt når det drejer sig om det seksuelle, som jeg har beskrevet i en tidligere artikel.

Jeg vil nu gerne dele nogle af de erfaringer jeg har gjort mig gennem mit arbejde med, hvordan det er at være partner til en, der er overlever af overgrebene. Denne artikel kan du læse her.

Jeg har også lavet et videoforedrag om emnet, som du kan finde her.

Det er interessant, som også Sue Johnson har fokus på i sin bog Hold Me Tight, som nu er på vej i dansk oversættelse, at vi lever i en tid, hvor samfundet – og psykologien – har så stort fokus på at man skal være stærk og uafhængig. På mange måder bliver det italesat, og vi ser det i mange film, budskabet om, at man skal kunne klare sig selv, og at det, det der gør stærk, er at kunne klare sig uden andre.

Men mange af de, der forsker i kærlighed og tilknytning, ser det anderledes. De ser at vi som mennesker fødes ekstremt sårbare, hvor vores eneste mulighed for overlevelse er, at kunne knytte os til andre, som vil nære, beskytte og drive omsorg for os. Så hele tilknytningssystemet er programmeret dybt inde i os, som evolutionens middel til overlevelse som art. Og engang troede man, at dette kun gjalt for børn, og at det, at blive voksen netop handlede om at frigøre sig fra afhængigheden af andre. Men sådan er der flere og flere, der opdager, at det ikke forholder sig. Som voksne har vi det sammen behov for nærhed, omsorg og tryghed – den form for nærhed, omsorg og tryghed, vi kun kan modtage gennem andre mennesker (eller for nogens vedkommende igennem en stærk tilknytning til tro). og behovet er så stærkt, at det har betydning for såvel vores psykiske som vores fysiske helbred, som du bla. kan læse om i et af mine tidligere blogindlæg.

Og her kommer vi så over i begrebet “Den sunde afhængighed”, som handler om det, at anerkende vores behov for at have nogle udvalgte mennesker helt tæt på. Som handler om, f.eks. at turde lukke sin partner helt ind, i tillid til at ens partner kan være den trygge og sikre havn, som vi alle har brug for. En sikker havn, der er hviler på et fundament af partnerens tilgængelighed, lydhørhed og engagement. En viden om, at ens partner altid vil bakke en op, og være der når man har allermest brug for det. Dette trygge fundament giver os mulighed for at møde verden på helt nye måder, så for nogen er paradokset, at man ved at komme tættere på sin partner, også styrker sin evne til at udvikle sig som individ. Men mange har svært ved at sige til sin partner “Jeg er afhængig af dig – du er livsvigtig for mig”, fordi vi hører det som en stemme, der har sit udspring i en “klyngen sig til” eller en “manglende selvstændighed”. Og klart – hensigten er ikke at gøre din partner ansvarlig for dit liv, eller gøre din partner ansvarlig for din lykke. Hensigten er, at kunne “give sig hen” og opnå en kontakt i parforholdet, præget af nærhed, tillid og intimitet – og det kan kun for alvor lade sig gøre, hvis vi erkender, at vi har brug for hinanden, erkender at vi er forbundet, og at trangen til at være tæt er noget, naturen har givet os.

Og jeg ved godt, at det ikke er lige let for os alle. For nogen er begrebet “en tryg relation”, noget man aldrig har kendt til, og ens overlevelse i verden – og parforholdet – er derfor en vagtsomhed og selvbeskyttelse, båret af en ubevidst beslutning om “aldrig at lade nogen komme for tæt” – eller “aldrig at være afhængig af nogen”. Andre har oplevet nærhed som noget flygtigt, og har lært at klamre sig til det, når det endelig er der, blot for at se sig selv, igen og igen kvæle det der er med omklamringen.  Så for nogen er det en realitet, at overlevelsen er, at kunne klare sig selv. Men min pointe er, at det er ikke det, vi er skabt til, så hvorfor gør vi en dyd ud af det. Se det som det, det er  – en måde at overleve på, når vi ikke kan se andre udveje. Og det kan kræve både mod og hårdt arbejde at ændre på det.

Hvis du er en af dem, der er så heldige, at du er i et parforhold, med en god tryg base, så er det mere enkelt, at bevæge sig ind i det sårbare sted, hvor vi tør komme i kontakt med, at vi er afhængige af vores partner. Men selv her kan det være svært, for selvom forskningen i dag viser os at, det at turde dele sin sårbarhed, er med til at styrke parforholdet (også tidligere blogindlæg), så ved mange ikke hvor de skal gribe, hvordan man kommer igang. Et godt sted at starte er, at kigge din partner dybt i øjnene og fortæl så ham/hende, hvor meget han/hun betyder for dit liv. Og måske tør du endda sige ordene “Jeg har brug for det, vi to har at give hinanden.”

For mange år siden, var der en kollega, der nævnte for mig, at der midt i mange skilsmisser står en mand, der udtaler ordene: “Jamen, det går da meget godt – ikke?”

I Søndagsavisen, kan man under overskriften “Det er kvinder, der vil skilles”  læse om undersøgelser foretaget af analyseinstiuttet YouGov, der bekræfter dette, idet deres undersøgelser viser, at 55% af de fraskilte kvinder angiver at de har taget initiativet til skilsmisse, mens det kun er 28% af mændene. I selvsamme udmærkede artikel kan man læse om de hyppigste årsager til skilsmisse, hvor utroskab rangerer højest, stærkt fulgt af forhold som “kærligheden forsvandt bare”, “Vi havde forskellige værdier”, “Dårlig kommunikation”, “Gnisten forsvandt” og “Vi skændes for meget” m.f.l.

Det er triste tal, men det, der faktisk gør mig glad er, at mange af de ting, der nævnes er noget, man faktisk kan arbejde på at forebygge. Utroskab er selvfølgelig et kapitel for sig selv (det ka