Rosenterapi og Rosenmetoden

Bliv mere fri til at være dig!

Jeg er blevet dybt fascineret af den form for kropsterapi, der kaldes Rosenmetoden eller Rosenterapi, og selvom jeg endnu ikke kan tilbyde denne terapiform, vil jeg gerne bidrage til at udbrede kendskabet til den, så derfor har jeg lavet denne side.

Rosenterapi eller Rosenmetoden er en nænsom form for kropsterapi udviklet af den tysk-amerikanske fysioterapeut Marion Rosen (1914-2012). I Rosenmetoden arbejder man med en kombination af nærværende berøring, og understøttende ord til at møde kroppen og de fysiske og følelsesmæssige spændinger, vi bærer rundt på bevidst eller ubevidst.

Rosenterapien kan hjælpe dig til at komme i bedre og dybere kontakt med dig selv – fysisk i kroppen såvel som følelsesmæssigt. Du får en dybere forståelse af dig selv, og bliver bedre til at sanse dig selv. Nærværet og kontakten i berøringen, beroliger nervesystemet og  støttter hen ad vejen din krop i at kunne give slip på dybe fysiske og følelsesmæssige spændinger, og i det slip bliver der ofte også plads til, at åndedrættet kan frigøres. I Rosenterapien handler det om at skabe betingelserne for at kroppen kan finde tilbage til sit potentiale – og i modsætning til mere traditionel massage eller andre kropsterapeutiske retninger, arbejder man ikke med kraftfuld manipulation af muskler og led. I Rosenmetoden er mødet med kroppen baseret på en blid og nænsom kontakt – der sommetider er let, og sommetider går meget dybt. Det vigtige i Rosenterapien er ikke at “fikse” noget, men snarere at støtte personen på briksen i at udvikle en dybere kropslige bevidsthed og kontakten til og sansningen af de steder i kroppen, hvor der opleves blokeringer.

 

Rosenmetoden er blandt andet velegnet til

Den beroligende effekt Rosenterapien har på nervesystemet og den kontakt du får med dig selv og din krop gør, at Rosenmetoden er velegnet til kropsligt arbejde med eksempelvis:

  • Stress og uro
  • Undertrykte følelser
  • Personlig vækst og selvomsorg
  • Bedre kontakt med dit autentiske selv.
  • Kropslige spændinger.

Teorien bag er kort fortalt, at følelsesmæssige svære oplevelser, herunder chok og traumer, som kroppen udsættes for, påvirker kroppens muskulatur og åndedræt. Når vi blokerer for følelser, sker det ofte gennem spændinger i vores muskulatur. Følelser, der undertrykkes gennem længere tid, f.eks. fordi de ikke er tilladte eller mulige at udtrykke kan eksempelvis give muskelspændinger, som resulterer i kropslige smerter og som påvirker åndedrættet, der pga. muskelspændinger bliver mere tilbageholdt og mindre frit. Eller sagt med andre ord, så vil de følelser, der sidder lagret i kroppen begrænse os i at leve frit, som dem vi er. Ændringer i det psykiske ændrer på kroppens muskulære struktur, og man kan arbejde med dette dels gennem psyken (psykoterapien) og dels gennem kroppen (kropsterapi).

 

Rosenmetoden er ikke velegnet for

  • Mennesker i akut krise, såsom akut stressnedbrud eller akut sorg. Her kan Rosenterapi være en hjælp, når den akutte krise har lagt sig.
  • Mennesker med svære psykiske sygdomme.
  • Mennesker med afhængighed af alkohol, stoffer eller medicin.  Her skal man have været uden afhængighed i mindst 1 år før Rosenterapi er anbefalet.
  • Personer under 18 år – i Rosenmetoden behandler man ikke børn under 18.

 

Sådan foregår en behandling

Hos en Rosenterapeut vil der normalt være en kort indledende samtale og herefter foregår behandlingen på en briks. Du ligger i undertøj (eller andet tøj, hvis det ønskes) med et tæppe over dig. I behandlingen arbejder terapeuten med hænderne direkte på kroppen. Først vil man normalt ligge på maven, og Rosenterapeuten arbejder på bagsiden af kroppen. Undervejs vender man sig om, så forsiden af kroppen kan behandles.

En del af behandlingen vil foregå i tavshed, så du kan fordybe dig i nærværet med din krop og de kropslige oplevelser, som opstår i kontakten med Rosenterapeutens hænder. Ind i mellem vil Rosenterapeuten dele observationer eller ord eller spørge dig om, hvad du oplever.

Tiden, der er sat af til en behandling kan variere fra terapeut til terapeut, men vil typisk ligge på 60-90 minutter.

 

Rosenterapeuter på sydsjælland

Søger du en Rosenterapeut, kan du finde dem på siden her: https://rosenmetoden.org/find-en-behandler/, og her på Sydsjælland, kan jeg varmt anbefale:

Anja Huss https://anjahuss.dk/, der også har praksis i Vordingborg

Mette Kragelund, https://mettekragelund.dk/der har praksis i Karise

Birgitte Tværmoes, https://birgittetvermoes.dk/, der har praksis i Præstø.

 

Mine egne erfaringer med Rosenterapien

Med min baggrund som psykoterapeut funderet i den emotionsfokuserede terapi, er jeg dybt fascineret af den nænsomhed, der er i denne kropsterapeutiske metode, og jeg har utallige gange prøvet  Rosenmetoden på egen krop, og derigennem fået hjælp til at komme ind til endnu dybere følelsesmæssige lag end jeg har kunne gennem samtale. Derfor er jeg også selv i 2023 påbegyndt et 4-6 årigt uddannelsesforløb som Rosenterapeut hos Det Danske Uddannelsescenter for Rosenmetoden. På nuværende tidspunkt er jeg på 2. niveau, hvor jeg må “afprøve” på venner og bekendte. Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan tage fat på den næste del af uddannelsen, som er at blive praktikårselev, hvor jeg får mulighed til at tilbyde elevbehandlinger i Næstved.

Du kan læse mere om Rosenmetoden på https://rosenmetoden.dk/rosenmetoden/ og finde flere videoklip og andet godt på det internationale Roseninstituts hjemmeside: https://roseninstitute.net/

Du kan også se en kort video med præsentation af Rosenmetoden her.