Hvem er det vigtigt for dig, at have kontakt til, og har du kontrollen over det?

Efterhånden fylder mobiltelefoner, Ipads og andre medier – herunder det velkendte TV, i det sociale rum, når vi er sammen med de venner, den familie, de børn, som betyder noget for os. Det er en udvikling, som rummer mange positive aspekter, men som det også kan betale sig en gang i mellem at stoppe op og være bevidst om og aktivt tage kontrol over.

Dansk TV har hen over efteråret haft fokus på, at mange forældre sammen med deres børn, ofte glider ud af kontakt, når de i stedet bliver optaget af, hvad der skrives på Facebook, den seneste SMS der kommer ind, mailcheck etc. I Norsk udsendelse, som du kan se her gentager de Edward Tronicks gamle Still-face eksperiment, men denne gang med mobiltelefonen i rollen som de, der får moderen til at slippe kontakten med sin baby. Og det er hjerteskærende at se, at på mindre end 1 minut reagerer en baby hjerteskærende på den brudte kontakt.

Også større børn klager over, at deres forældre ind i mellem er mere optaget af det, der foregår på telefonen eller de sociale medier, end af det, de prøver at fortælle dem. Og for at det ikke skal være løgn, er det ikke kun overfor vores børn, vi glider ud af kontakten – mange par kan bekræfte, at det også sker overfor partneren, og nogle gange giver anstød til konflikter i parforholdet.

Mit budskab her er ikke, at man skal stoppe med at bruge disse medier, men at du skal have bevidstheden med dig i det. Du er som voksen model for dine børn. Du viser dem, hvad der er vigtigst lige nu – er det dem, du er sammen med, eller den SMS, der tikker ind på din telefon? Hvad er det for et budskab vi sender vores børn, venner, partnere, når vi på et splitsekund kan slippe kontakten til og samtalen med dem, for i stedet at forholde os til noget andet, som kommer ind fra sidelinjen, når der lyder et pling fra telefonen.

Så en opfordring – ikke mindst nu, hvor julen står for døren: Få bevidstheden med ind i det. Forhold dig aktivt til, hvornår du ønsker at være nærværende for mennesker omkring dig, hvornår du gerne vil vise dem, at de betyder mere end en tilfældig opdatering/SMS/opringning.

Og måske, hvis  du opdager hvor meget det telefon og Facebook m.v egentlig fylder i dit liv, at det er på tide med en faste – at give afkald på det i tidsrum – prøv det, og vær forberedt på, at det er hårdt at give slip på noget, hvis man først er blevet afhængig 😉 Men sommetider er det vejen frem, til at genvinde kontrollen over sit eget liv, og kvaliteten i sine nære relationer.

Mvh – En, der også  alt for ofte checker sin mail, sin mobil og sin Facebook side

Udgivet i Psykoterapi.