Her er en lille sød video, der på en humoristisk måde viser, hvordan nogen oplever kommunikationen i parforholdet – her som en sang. Den er ganske humoristisk, og får alligevel sat fingeren på noget essentielt i, hvor svært det sommetider er at møde hinandens opfordringer til kontakt.
Månedlige arkiver: november 2013
Partner til en overlever af overgreb?
Mennesker, der har været udsat for overgreb af seksuel karakter i bardom eller ungdom, oplever nogle gange, at det giver nogle svære udfordringer i parforholdet, særligt når det drejer sig om det seksuelle, som jeg har beskrevet i en tidligere artikel.
Jeg vil nu gerne dele nogle af de erfaringer jeg har gjort mig gennem mit arbejde med, hvordan det er at være partner til en, der er overlever af overgrebene. Denne artikel kan du læse her.
Jeg har også lavet et videoforedrag om emnet, som du kan finde her.
Den sunde afhængighed
Det er interessant, som også Sue Johnson har fokus på i sin bog Hold Me Tight, som nu er på vej i dansk oversættelse, at vi lever i en tid, hvor samfundet – og psykologien – har så stort fokus på at man skal være stærk og uafhængig. På mange måder bliver det italesat, og vi ser det i mange film, budskabet om, at man skal kunne klare sig selv, og at det, det der gør stærk, er at kunne klare sig uden andre.
Men mange af de, der forsker i kærlighed og tilknytning, ser det anderledes. De ser at vi som mennesker fødes ekstremt sårbare, hvor vores eneste mulighed for overlevelse er, at kunne knytte os til andre, som vil nære, beskytte og drive omsorg for os. Så hele tilknytningssystemet er programmeret dybt inde i os, som evolutionens middel til overlevelse som art. Og engang troede man, at dette kun gjalt for børn, og at det, at blive voksen netop handlede om at frigøre sig fra afhængigheden af andre. Men sådan er der flere og flere, der opdager, at det ikke forholder sig. Som voksne har vi det sammen behov for nærhed, omsorg og tryghed – den form for nærhed, omsorg og tryghed, vi kun kan modtage gennem andre mennesker (eller for nogens vedkommende igennem en stærk tilknytning til tro). og behovet er så stærkt, at det har betydning for såvel vores psykiske som vores fysiske helbred, som du bla. kan læse om i et af mine tidligere blogindlæg.
Og her kommer vi så over i begrebet “Den sunde afhængighed”, som handler om det, at anerkende vores behov for at have nogle udvalgte mennesker helt tæt på. Som handler om, f.eks. at turde lukke sin partner helt ind, i tillid til at ens partner kan være den trygge og sikre havn, som vi alle har brug for. En sikker havn, der er hviler på et fundament af partnerens tilgængelighed, lydhørhed og engagement. En viden om, at ens partner altid vil bakke en op, og være der når man har allermest brug for det. Dette trygge fundament giver os mulighed for at møde verden på helt nye måder, så for nogen er paradokset, at man ved at komme tættere på sin partner, også styrker sin evne til at udvikle sig som individ. Men mange har svært ved at sige til sin partner “Jeg er afhængig af dig – du er livsvigtig for mig”, fordi vi hører det som en stemme, der har sit udspring i en “klyngen sig til” eller en “manglende selvstændighed”. Og klart – hensigten er ikke at gøre din partner ansvarlig for dit liv, eller gøre din partner ansvarlig for din lykke. Hensigten er, at kunne “give sig hen” og opnå en kontakt i parforholdet, præget af nærhed, tillid og intimitet – og det kan kun for alvor lade sig gøre, hvis vi erkender, at vi har brug for hinanden, erkender at vi er forbundet, og at trangen til at være tæt er noget, naturen har givet os.
Og jeg ved godt, at det ikke er lige let for os alle. For nogen er begrebet “en tryg relation”, noget man aldrig har kendt til, og ens overlevelse i verden – og parforholdet – er derfor en vagtsomhed og selvbeskyttelse, båret af en ubevidst beslutning om “aldrig at lade nogen komme for tæt” – eller “aldrig at være afhængig af nogen”. Andre har oplevet nærhed som noget flygtigt, og har lært at klamre sig til det, når det endelig er der, blot for at se sig selv, igen og igen kvæle det der er med omklamringen. Så for nogen er det en realitet, at overlevelsen er, at kunne klare sig selv. Men min pointe er, at det er ikke det, vi er skabt til, så hvorfor gør vi en dyd ud af det. Se det som det, det er – en måde at overleve på, når vi ikke kan se andre udveje. Og det kan kræve både mod og hårdt arbejde at ændre på det.
Hvis du er en af dem, der er så heldige, at du er i et parforhold, med en god tryg base, så er det mere enkelt, at bevæge sig ind i det sårbare sted, hvor vi tør komme i kontakt med, at vi er afhængige af vores partner. Men selv her kan det være svært, for selvom forskningen i dag viser os at, det at turde dele sin sårbarhed, er med til at styrke parforholdet (også tidligere blogindlæg), så ved mange ikke hvor de skal gribe, hvordan man kommer igang. Et godt sted at starte er, at kigge din partner dybt i øjnene og fortæl så ham/hende, hvor meget han/hun betyder for dit liv. Og måske tør du endda sige ordene “Jeg har brug for det, vi to har at give hinanden.”
Jamen det går da meget godt – ikke?
For mange år siden, var der en kollega, der nævnte for mig, at der midt i mange skilsmisser står en mand, der udtaler ordene: “Jamen, det går da meget godt – ikke?”
I Søndagsavisen, kan man under overskriften “Det er kvinder, der vil skilles” læse om undersøgelser foretaget af analyseinstiuttet YouGov, der bekræfter dette, idet deres undersøgelser viser, at 55% af de fraskilte kvinder angiver at de har taget initiativet til skilsmisse, mens det kun er 28% af mændene. I selvsamme udmærkede artikel kan man læse om de hyppigste årsager til skilsmisse, hvor utroskab rangerer højest, stærkt fulgt af forhold som “kærligheden forsvandt bare”, “Vi havde forskellige værdier”, “Dårlig kommunikation”, “Gnisten forsvandt” og “Vi skændes for meget” m.f.l.
Det er triste tal, men det, der faktisk gør mig glad er, at mange af de ting, der nævnes er noget, man faktisk kan arbejde på at forebygge. Utroskab er selvfølgelig et kapitel for sig selv (det kan du læse om i nogle af mine artikler), men de øvrige forhold hvor det handler om kærlighed og gnist eller kommunikation og skænderier, ramler jo lige ind i hjertet af det, som den nyere forskning viser os omkring relationer. Vi er sociale individer, vi har brug for hinanden, men hvis det ikke lykkedes for os at opbygge eller fastholde en tæt, kærlig og tryg kontakt, så ender det ofte i frustration eller tomhed, og så er risikoen for, at vi søger det vi så stærkt har brug for andetsteds – eller som jeg ofte også hører nogen sige – “På en måde, er det lettere bare at være mig selv – for så bliver jeg ikke så skuffet over ikke at få alt det jeg savner”.
Der findes i dag et utal af veje til at styrke og bevare parforholdet. Bøger, som Hold Me Tight af Sue Johnson (kommer på dansk i foråret) og lignende, som viser os vejen gennem øvelser vi kan lave som par. Kurser som PREP, Imago parkurser eller Hold Me Tight kurser, som kan lære os at komme tættere på hinanden – og så ikke mindst – et utal af parterapeuter over hele landet som gerne vil støtte. Hvorfor går det så galt for mange alligevel?
Jeg har flere bud på det:
- Den kogte frø syndromet. Jeg har fået fortalt, at hvis du kommer en levende frø ned i en gryde kogende vand, springer den ud af gryden ved kontakt med overfladen. Hvis du kommer den i tilpas tempereret vand, og gradvist varmer det op til kogepunktet, dør den af hjertestop (forsøg det endelig ikke derhjemme). Som mennesker er vi lidt på samme måde i vores parforhold. Når tingene gradvist går ned ad bakke, vi fjerner os lidt fra hinanden, travlhed, fokus på børn etc- dræner parforholdet – sker det tilpas langsomt reagerer vi ikke på det – før den ene part trækker i nødbremsen og siger stop.
- Kan man overhovedet gøre noget? Nogle tror på at kærlighed og intimitet er en mystisk ting vi får fra universet, og hvis den mangler så er det bare dårlig karma. Så hvis det ikke er der, så må vi jo bare acceptere at sådan er det, og så komme videre. Ærgerligt fordi forskningen netop viser os, at det ikke er sådan det forholder sig 🙁
- Travlhed, dovenskab andre prioriteter. Kender det selv i mit liv, der er så mange ting der haster, som kræver ens opmærksomhed eller penge, så hvornår er der lige tid til parforholdet?
Skulle vi behandle vores bil som vi behandler parforholdet, vil det for mange svare til, at vi først kører den på værkstedet, når dækkene er flade, olielampen har lyst konstant i seks måneder, og røgen eller flammerne står ud ad motoren. Men er vi først kommet dertil, er det hårdt arbejde. Så hvorfor ikke give dit parforhold et “servicecheck” i tide, og få lavet de småreparationer, der skal til, for at i igen kan køre godt en periode, så i igen kan være trygge ved, at tingen da går meget godt – ikke?