Mørke skyldes fraværet af lys!

Fysikkens love viser os, at mørke ikke kan fortrænge lys. Mørke får kun lov til at eksistere der, hvor lys er slukket eller endnu ikke bragt ind. Tværtimod er det lyset, der kan fortrænge mørket.

Tænk hvis vi tænker på samme måde, når det gælder det følelsesmæssige mørke vi sommetider kan fanges i. De mørke følelser som frygt, rædsel, skam, depression, skam og afsky, følelser som ind i mellem kan lamme os. De følelser, der nogle gange får os til at slukke det lys, der ligger i kærlighed, håb, tryghed, venskab og glæde. Det sker i det små, når vores parforhold rammes af rystelser – udefrakommende, såsom sygdom eller arbejdsløshed, eller indefra af utroskab eller følelser, der er lukket af for, eller fortidige overgreb, som holder os fanget i smerte. I det større perspektiv kan man f.eks. i Politiken i dag (13/10-2013) læse i “Dagbog fra Damaskus: Krigen dræber også kærligheden” om, hvordan udefrakommende begivenheder er med til at skille mennesker ad på den mest brutale vis. Og når vi rammes hårdt, og føler at vi mister dem, vi har kære, glider vi let over i en tilstand af følelsesløshed, eller vrede og had. En vrede og et had, som desværre får frit spil i mange af de konflikter vi ser mellem folkeslag verden over (og også ind i mellem herhjemme), hvor den ene traumatiserende hændelse efter den anden, fører til en spiral af vold. Det er det vi ser i den enkelte familie, i det par, som bekriger hinanden i en uendelig håbløs kamp for at “vinde” over den anden og få “ret”, eller blot – nærhed.

Derfor er det også opløftende at læse en anden artikel i dag i Politiken – “Blodets brødre vil bekæmpe det had, der tog livet af deres døtre”  en artikel om, hvordan Israelere og Palæstinensere, der har det til fælles, at de har børn, der er dræbt i konflikten, og at de selv har været en del af den, mødes i forsoning, med det fælles mål at skabe fred i verden. At de på den måde bærer lys ind, der hvor der i mange år har været mørke. Her ser vi i stor skala det, som sker på det hjemlige plan, når et par, der i mange år har skændes og bekriget hinanden, pludselig stopper op og erkender, at den anden ikke er fjenden, men at man har været fanget i en dødsspiral, som blot har eskaleret smerten og vreden. Det kan næsten lyde som en poetiske eller religiøs fortæsket udsagn, at sige “kærligheden er det, der heler”. Men det er det som poesien og troen har fortalt os i årtusinder, som forskerne også efterhånden er i stand til at eftervise. Kærligheden, nære kærlighedsfyldte forbindelser er det lys, som kan fordrive mørket. Når vi opnår trygheden i en kærlig kontakt til mennesker, som er os nær, så reducerer det smerte, både fysisk og psykisk, og det bliver muligt at hele de sår, som vi bærer rundt på.

Så hvad gør du/I, når tingene er svære, når “bomberne” sprænger i familien eller i parforholdet – løber i hver til sit – bekæmper i hinanden, eller rækker i ud og finder hinanden, bruger hinanden som den trygge havn af kærlig kontakt, hvor det bliver muligt at konfrontere de svære ting sammen. Er der mennesker/relationer i dit liv, hvor du oplever at mørket dominerer, og hvor det er tid til at få tændt et lys, er der noget du kan gøre for at række ud og trykke på “kontakten”?

Fortsat god søndag  🙂

"Vi er skabt til utroskab" – og hvad så?

I Søndagsavisen kan man i dag læse “I følge den seneste undersøgelse  fra YouGov, har hver tredje dansker været deres partner utro, Det giver os sammen med Finland førstepladsen i utroskab i hele Europa.” Det er en interessant artikel, som også refererer en adfærdsforsker, og en af konklusionerne er også, at “kvinder er designet til utroskab”. Det er en artikel, der er værd at læse, særligt den sidste del, der hæfter sig ved, at selvom vores genetiske disposition trækker os i en retning, så er den retning ikke nødvendigvis den mest hensigtsmæssige for at os at bevæge os i. Og utroskab har utroligt store omkostninger for de enkelte par, for børnene, for familierne omkring dem og for samfundet.

Så når man læser artiklens konklussioner, er det vigtigt også lige at huske på at der er andre undersøgelser, der viser, at dem der er i stand til at kontrollere og udsætte deres egne behov er dem, der klarer sig bedst i det lange løb. Som jeg argumenterer for i mit webforedrag “Kan du stole på dine tanker og følelser?”, er vores følelser og impulser som et kompas, der viser os i en bestemt retning. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er den rigtige retning af følge. Når du er sulten, kender du måske trangen til at proppe dig med fastfood, kage eller slik, som er lige ved hånden, selvom du ved, at du om en time får et godt sundt måltid. Når du skal præsentere din virksomhed/dit produkt for en gruppe potentielle købere, kender du måske frygten, uroen i maven, der fortæller dig, at du er bange og hellere skulle flygte væk. Når du skal til jobsamtalen har du måske mest lyst til at ringe afbud, fordi du er bange for at blive afvist. Hvis du har ødelagt din gode vens bog, fortæller skamfuldheden dig, at du skal undgå kontakt med ham. Og sådan kan jeg fortsætte. Der er masser af situationer, hvor følelserne giver os en impuls til at gøre noget, som i sidste ende vil kunne skade os selv. Det er impulskontrollen, der på mange måder er med til at adskille os som art fra andre primater. Vores evne til at stoppe op – og ja forholde os til vores følelser og de budskaber de giver os om sult, frygt, savn, manglende kontakt etc. – og så vurdere hvad der tjener os bedst, i forhold til det, der betyder noget for os, i forhold til vores værdier, vores tro, og den måde vi ønsker at se os selv som mennesker.

Der, hvor det måske kan være svært, og hvor det så går galt fra mange er, når vi ikke ved, hvad vi kan gøre i forhold til de savn og længsler vi mærker. En anden artikel, som jeg faldt over for nyligt en artikel “An Unrecognized Reason That Married Men Have Affairs”, hvor forfatteren refererer til undersøgelser omkring utroskab, og blandt andet opstiller den hypoteste, at utroskab blandt andet udspringer af, at man ikke er i stand til at snakke om følelsesmæssige ting med sin partner.  En hypotese, jeg som parterapeut, gerne vil tilslutte mig, men med den tilføjelse, at jeg ikke kun tror det gælder mændende. Mange par – både mænd og kvinder, har det rigtigt svært med at komme i dybden med samtaler om emner, der vedrører sårbare følelser.

Så når du læser den fine artikel i Søndagsavisen håber jeg du bruger artiklen som et hint om, at det er vigtigt, at vi som partnere i et kærlighedsforhold, hele tiden er bevidste om, hvad der er vigtigt for os på den lange bane, at vi lytter til følelser, som fortæller os hvis vi savner nærhed, intimitet, anerkendelse eller kontakt, og at vi reagerer på dem på en måde som tjener os og parforholdet bedst, så vi ikke bare væltes omkuld af en impuls, af et øjebliks begær eller længsel, eller af dybe genetisk kodede driftinstinkter. Andre forskere, og her kan jeg f.eks. henvise til Sue Johnsons omfattende arbejde omkring tilknytning og kærlighed, konkluderer, at det er muligt at udvikle parforhold, baseret på livslang kærlighed, og hvor intimitet og sex bare bliver bedre med årene.

Du har faktisk et valg – du er ikke styret af dine drifter…… Valget – og ansvaret for valget – er dit!

Kan sårbarhed styrke kærlige relationer?

En af de ting, der fascinerer mig som parterapeut er, at der i dag findes så meget forskning omkring kærlige relationer, og hvordan de styrkes, repareres eller nedbrydes i parforhold og andre relationer. En af de erkendelser, der virkeligt har været en øjenåbner for mig er, den betydning det har, at vi som par, tør være sammen i og dele vores sårbarhed.

For mange er dette ganske svært. Vi er opfostret i et samfund, som hylder den personlige styrke, og masser af psykologiske retninger og selv-hjælps bølger handler om positiv tænkning, og om det at fremstå som succesfuld og stærk. Og samtidig har mange af os smertefulde oplevelser med os i bagagen, hvor vi er blevet såret af mennesker som vi havde tætte relationer til. Hvordan kan det så give mening, at sårbarhed kan være med til at styrke kærlighedsrelationer?

Den korte forklaring er:

Hvis vi holder sårbarhed for os selv, uden at dele den med vores partner, vil der være dele af dig selv, som din partner ikke kan nå ind til. Lidt afhængig af hvordan din partner fungerer, er risikoen, at din partner føler sig lukket ude af en del af dit liv. Samtidig har sårbare sider en tendens til at “springe frem” som en trold fra en æske, hvis partneren kommer til at træde på følelsesmæssige landminer, som udløser den tilbageholdte sårbarhed. Og når partneren ikke ved, hvad det handler om (og man måske endda ikke engang selv ved det) kan det ofte initiere negative mønstre i parforholdet, hvor konflikter opstår selv omkring dagligdags problemstillinger.

Når vi som par også tør vise vores sårbare sider, lærer vores partner os bedre at kende. Det giver også partneren mulighed for at kunne være “den stærke”, der kan tilbyde sin støtte og omsorg. Gennem at dele sårbarhed kan vi komme tættere på hinanden, og være mere for hinanden som partnere i parforholdet.

Som parterapeut ser jeg ofte, hvordan negative mønstre præget af konflikt og vrede, forandres til omsorg og kærlighed, når den ene part pludselig har modet til at lukke den anden ind i sin sårbarhed. Der sker en fysisk og psykisk forvandling, hvor vrede kritiserende partnere, pludselig bliver bløde, omsorgsfulde og støttende. Og mennesker som livslangt har trukket sig væk og lukket ned, når de var i kontakt med sårbare følelser, pludselig opdager, at man i et parforhold er to om at bære – både de glade og positive side, men også om sårbarhed og smerte.

Og så afslutningsvis lige en advarsel: Sårbarhed er ikke det samme som ynkelighed. Vi har alle billeder af personer, som dyrker deres egen sårbarhed og afmagt, og som bruger den manipulerende overfor omgivelserne. Det kan du f.eks. læse om i min artikel om Offertrekanten. Den form for sårbarhed jeg taler om her, er når vi tør vise partneren sårbare følelser, uden at forvente at partneren skal få det til at gå væk.

 

Hvis du har lyst til at høre forskeren Brené Brown fortælle om “The power of vulnerability”, kan du se det som Tedtalk her.