Tanker om vrede

Tanker om vrede

v/Steen Rassing, Psykoterapeut MPF, parterapeut og supervisor – www.steenrassing.dk
(Artiklen er inspireret af diverse bøger om den emotionsfokuserede terapis syn på arbejdet med vrede).
Vrede er en af de følelser, som mange har det svært med. Vrede er en naturlig reaktion når vi udsættes for krænkelser, når vi bliver indignerede over uretfærdighed, eller når vi forhindres i at få noget, vi gerne vil have. Og når vreden kommer til udtryk på en hensigtsmæssig måde, hjælper den os til at markere grænser, stå op for os selv og andre og til at kæmpe for det, som betyder noget for os.

Vrede kan inddeles i nogle kategorier:

  1. Primær adaptiv vrede, er når den umiddelbare opståede vrede er en umiddelbar passende reaktion på det, der sker lige nu og her, f.eks. hvis nogen overskrider dine grænser. Du kan her spørge dig selv: ”Er det sådan jeg inderst inde føler omkring det, der sker lige nu?”
  2. Primær maladaptiv vrede, er en indlært reaktion, hvor vreden egentlig ikke modsvarer situationen. F.eks. hvis en anden persons tilbud om omsorg med det samme gør dig vred. Du kan spørge dig selv: ”Føles denne følelse som en reaktion på noget, som er sket for mig for lang tid siden, eller føles det som om følelsen passer på det, jeg oplever lige nu?
  3. Sekundær vrede, som er enten når vreden bliver et middel til at håndtere andre sårbare følelser med (jeg bliver bange for at miste, men i stedet for at mærke frygten, bliver jeg vred på mig selv eller min partner), eller når vreden skyldes tankekonstruktioner og tolkninger f.eks. ”de taler nok om mig bag min ryg” eller ”han kørte ind foran mig med vilje!”. Du kan spørge dig selv: ”Hvad er det for tanker og følelser, som udløser min vrede?”
  4. Instrumentel vrede, som vi bruger – ikke som en reaktion på det, der sker, men som et middel til at manipulere eller kontrollere med andre. F.eks. når man udtrykker vrede eller hidsighed for at få sin vilje. Du kan spørge dig selv: ”Forsøger jeg at fortælle noget til nogen ved at vise denne følelse?”

 

Nogle mennesker er bange for deres vrede eller har lært at tilbageholde den og ikke lade den vise sig. Dette kalder man at være overreguleret. At være overreguleret betyder, at du undertrykker vrede i situationer, hvor vreden ellers ville være en naturlig reaktion på det, du oplever. Nogle mennesker kan være så overregulerede, at de helt har lært slet ikke at mærke deres vrede og måske også at undertrykke en række af kroppens fysiologiske udtryk for vrede. Mennesker med overreguleret vrede kan have svært ved at mærke egne grænser og markere og opretholde dem overfor andre. Man kan have svært ved at stå op for sig selv, og havner let i en oplevelse af depressivitet og at være offer for omstændigheder og andre menneskers ønsker. For andre omkring en, kan det skabe en uro over, at man ikke rigtigt ved, hvor man har personen, hvor grænserne går – og for nogen betyder det at de kun med forsigtighed kommer tættere på.

For andre er udfordringen at vreden er underreguleret. Dvs. man kommer alt for let til at blive vred, og når det sker kommer det til udtryk som raseri og aggression. Dette ser man f.eks. ofte i trafikken. Resultatet af dette kan være meget destruktivt – både hvis man ødelægger ting eller gør skade på sig selv og i særdeleshed for de relationer, hvor vreden kommer til udtryk. Vi er genetisk kodet til at reagere på kraftfuld vrede, da den er et faresignal. Så når vi oplever andres uregulerede vrede, er vi hurtige til enten at gå til modangreb eller trække os væk fra personen. Og i voldsomme tilfælde, hvor vi føler os magtesløse overfor vreden, kan vi gå i en frys-tilstand og dissociere – lammede over kraftfuldheden i den andens vrede. Og lever vi i længere tid tæt på mennesker med ukontrolleret vrede, kan det sætte sig i nervesystemet og skabe en konstant følelse af uro og vagtsomhed. Så for mennesker med underreguleret vrede, er der ofte tab af nære relationer, skam og skyld over det man fik sagt eller gjort i sin vrede. Og man kan opleve at andre mennesker lægger afstand til en eller at de hele tiden virker som om de er på vagt og tror man vil angribe dem.

Det er ofte vores tidlige tilknytningserfaringer, som spiller ind på vores evne til at regulere vores vrede. Dertil kommer de normer, overbevisninger og værdier vi er konfronteret med i livet, er det f.eks. okay at være vred eller er det et tegn på umodenhed?; Er vrede noget som er destruktivt? Blev jeg sendt på mit værelse, hvis jeg viste vrede – eller blev jeg latterliggjort eller straffet på anden vis?

Vreden har brug for at komme til udtryk i en hensigtsmæssig form. Den passive aggression som mange af os kender, hvor vreden kommer ud mellem sidebenene som stikpiller, en konstant bebrejdende tone, tværhed, er ikke den rette vej, da det normalt skaber frustration i relationer, og gør det svært for den anden part at afkode, hvad det er vreden er udtryk for. Det direkte udtryk for vrede, hvor følelsen er tilpas reguleret, så man tilpas for situationen, tydeligt udtrykker, hvad man oplever, og hvad man har behov for og uden at angribe, bebrejde eller tilsvine den anden, gør det lettere for vreden at blive hørt. Og når din vrede bliver hørt og forstået, kan den lettere opfylde det formål den havde. Og så er den ikke længere farlig, så bliver den en del af dit emotionelle kompas, som kan guide dig i livet og særligt i nære relationer.

– o –

 

Er du interesseret i dette emne, kan jeg også anbefale følgende artikler: “De vanskelige følelser, emotioner og reaktioner” samt “Din indre kritikker, når du bliver din egne værste fjende!” (om det at vende vreden mod sig selv).