Når gnisten forsvinder

Af Steen Rassing, parterapeut og psykoterapeut MPF.

Hvis sexlysten er forsvundet?

Der kan selvfølgelig ligge dybere årsager til, at den ene part mister lysten til intimitet og sex, f.eks. kan en barndom med overgreb føre til, at det seksuelle bliver meget svært senere i livet, og paradoksalt nok, kan det være noget, som først viser sig, når parforholdet er etableret og trygt (for mere om dette henvises til anden litteratur, f.eks. bogen ”Spøgelser i ægteskabet” af Clark Barshinger, Lojan LaRowe og Andres Tapia).

Manglende lyst kan også opstå som en følge af stress, eller som bivirkning ved indtagelse af visse former for medicin.

Men i mange situationer handler det om, at vi ”mister drivet” i det seksuelle, og gradvist mister lysten – ”orker jeg?” bliver det dominerende spørgsmål, når den ene part har lyst kl. 23.00 – ”Hvad hvis børnene vågner?” tænker den anden, og på den måde udskyder man til ”mere passende tidspunkter” – som desværre nogen gange udebliver. I nogen forhold bliver sex noget, der får prioritet efter ”rent køkken”, ”støvsugning af bilen” og andre praktiske gøremål, så al den gode energi brændes af på kedelige opgaver, som skal ordnes før, den sidste rest af energien kan bruges på intimiteten.

Der findes også parforhold, hvor sex bliver en ”handelsvare”. Generaliseringen er, at manden ”får sex”, når han har gjort sig fortjent til det. Så sex bliver til noget den ene får af den anden ved særlige lejligheder, eller som udebliver, når vedkommende skal straffes, i stedet for at være noget, som begge parter nyder og har glæde af.

Ofte er den seksuelle relation i parforholdet en afspejling af hvordan parforholdet i øvrigt er, dvs. der under seksuelle problemer også ofte viser sig at være andre problemer i parforholdet, f.eks. hvor den ene part savner intimitet og nærhed på andre områder end i sengen. Den næsten arketypiske problemstilling er kvinden i forholdet, der savner nærhed, ømhed og intimitet i dagligdagen, og som følge der af mister sin lyst  til intimitet i sengen. Sammen med hende er en mand, som også savner nærhed, ømhed og intimitet, og som netop søger dette ved at fokusere mere og mere på sex.

 

Få erotikken tilbage i parforholdet

En aftagende seksuel aktivitet i parforholdet kan i værste fald sætte gang i en ond spiral i forholdet, hvor den ene part begynder at føle sig mindre attraktiv eller afvist, hvis initiativer til sex, ikke mødes positivt af den anden part. Og det kan i sidste ende få den, der udviser initiativ til at trække sig, og søge andre udveje. Seksuel trivsel styrker et parforhold på mange fronter, og på samme måde kan seksuelle frustrationer også skabe eller forstærke frustrationer på andre områder i parforholdet, og dermed gøre parforholdet mere sårbart.

Selvfølgeligt kan man godt have et parforhold uden sex, men ikke desto mindre vi et godt fungerende sexliv give et endnu mere tilfredsstillende parforhold for de fleste mennesker.

Vil man arbejde med at udvikle den erotiske side af parforholdet, er det ofte en god ide at starte med at se på hvordan parforholdet som helhed har det. Er i begge trygge i parforholdet? Føler i hver især at I er værdsat, respekteret og begæret af den anden? Føler i at i kan stole på hinanden? Føler i at i har en god og intim kontakt udenfor sengen? Disse elementer er de grundlæggende forudsætninger for, at man sammen kan løbe den risiko det er, når man blotter sig i en gensidig udforskning af seksuelle udfordringer.

En af grundende til, at vi oplever en større sexlyst i forelskelsesfasen er, at vi har mere sex! Dvs. der er tale om en selvforstærkende effekt. Jo mere sex – jo mere lyst til sex – jo mindre sex – jo mindre lyst til sex. Så nogen gange handler det ”bare” om at komme i gang. At give sig selv lov til at blive stimuleret, at overvinde trætheden og give sig hen, at sætte tiden af til det osv., og så opleve at lysten på den måde kommer tilbage.

For andre par, kan vejen tilbage til et tilfredsstillende sexliv være mere krævende og f.eks. inkludere særlige aftaler om hvordan man nærmer sig hinanden igen, inkludere ”sexfri dage”, øvelser i nærhed og intimitet etc. Man må så at sige “begynde forfra” og begynde at være nysgerrige og eksperimenterende i forhold til at få sexlivet tilbage. Tammy Nelsson giver i sin bog “Getting the sex you want” en masse gode råd og praktiske vejledninger til, hvordan man kan forny den seksuelle gnist og tænding i parforholdet gennem praktiske øvelser. Øvelserne går fra ikke-seksuel berøring, der f.eks. kan involvere massage – med eller uden tøj på, over i gradvis mere intim berøring, frække samtaler og meget andet. Nøgleordet er her, at turde udforske sammen, på en måde så man som par styrker nærheden og intimiteten i parforholdet, samtidig med at man arbejder på at få et bedre sexliv

 

 

Denne artikel er skrevet af Steen Rassing, parterapeut og psykoterapeut MPF med klinik i Næstved.