Ytringsfrihed er noget vi længe har diskuteret, og som der er mange meninger om. Så i relation til mit arbejde, synes jeg spørgsmålet: “Har vi ytringsfrihed i parforholdet?” er relevant.
Ytringsfriheden betyder så, at hvis der er noget jeg har lyst til, brug for at sige til min partner, så er det min gode ret, at kunne sige det. Og umiddelbart er det jo en ret, vi har i en dialog mellem to voksne mennesker. Men hvordan forholder man sig til det, at have “ret til noget”? I mit arbejde kan jeg se, hvordan det virker, når vi overfor vores partner kommer med sårende, nedladende, sarkastiske eller krænkende bemærkninger. Resultatet er en partner, der lukker af for at passe på sig selv, som derfor ikke forholder sig til det, vi siger, men som i stedet typisk reagerer ved at gå til modangreb eller trække sig, og dette fører ofte til en konflikt, der eskalerer og på den lange bane truer forholdet. Og hvor meget har jeg så fået ud af at bruge min ytringsfrihed? Jo måske tilfredsstillelsen ved at se min partner blive ramt, såret eller vred, men der ud over?
I et parforhold har jeg lagt mærke til at krænkende, nedladende, sarkastiske og vredladne ytringer let kommer, når man har mistet den gode kontakt. Når et forhold er præget af gensidig respekt, omsorgsfuldhed og kærlighed, er det ligesom at ytringsfriheden, slet ikke trækker os i så radikale retninger. Vi taler til hinanden på måder som afspejler respekten, og som gør det mulig for partneren at lytte og respondere. Vi taler på måder som gør samhørigheden større og afstanden mindre. Og skæve, humoristiske, eller tvetydige bemærkninger bliver tolket i lyset af en positiv intention, og sætter derfor sjældent gang i eskalerende konflikter.
Så tilbage til mit spørgsmål – selvfølgelig har vi også i parforholdet en ytringsfrihed og afhængig af, hvordan vi forvalter den, kan vi skabe splid, smerte og konflikt, eller skabe respekt, samhørighed og tryghed.
Og det er jo bare en måde at se det på – og jeg udtaler mig kun om parforhold, som jeg jo synes, jeg ved noget om 🙂
– o –