Dette er overskriften på en interessant lille artikel bragt i søndagsavisen 31/10-2014. Du kan læse artiklen her. Her finder du nogle interessante betragtninger om, hvorfor kvinder ikke synes at mænd hører nok efter, blandt andet med udgangspunkt i biologiske forskelle på mænd og kvinder m.v.
Jeg vil gerne tilføje et par yderligere årsager, som jeg ofte støder på i mit arbejde som parterapeut, som jeg synes det kan være værd at se nærmere på.
- Mange af os mænd er trænet til at skulle forholde os til det vi hører og reagere med en løsning på problemet. Dette er en nyttig egenskab i mange sammenhænge, men kan også være anstødssten til konflikter, når ens partner ind i mellem bare har brug for at man lytter, uden at give gode råd. For mange mænd kan det være forvirrende – “Hun beder mig om at lytte – og det gør jeg da også, ellers ville jeg ikke fortælle hende, hvad jeg synes hun skal gøre ved det” – for det, de møder er ofte frustration fra deres partners side, netop her hvor de forsøger at gøre sig umage. Og så bliver det for kompliceret, hvilke får nogle mænd til at trække sig, for at undgå at blive årsagen til en konflikt. Nogle af os, kan have svært ved at forstå, at det at lægge øre til, også er en måde at være der på, og faktisk det, hvis man skal generalisere bare lidt, jeg hører mange kvinder sige, at de i virkeligheden forventer fra deres partner. Omvendt kan man som kvindelig partner måske hjælpe sin mand lidt, ved at gøre det tydeligt hvornår der skal lyttes og hvornår gode råd er velkomne.
- Det at føle vi bliver lyttet til – ikke kun at partneren hører vores ord, men at vi også føler os forstået er et grundlæggende behov, som man finder både hos mænd og kvinder. Så når vi oplever at vores partner ikke hører efter, kan det være fordi, vi ikke har oplevelsen af at partneren virkeligt forstår, hvad vi forsøger at sige. Måske fordi vi ikke selv er tilstrækkelig i kontakt med det til, at vi kan formulere det tydeligt. Måske fordi vi forsøger at kommunikere på tidspunkter, hvor vores partner ikke har tid/overskud til at være tilgængelig og lydhør. Måske fordi vores partner reelt set ikke forstår det vi udtrykker. Måske fordi partneren slet ikke gider høre, hvis vi f.eks. er i et konfliktfelt. Så når vi ikke føler at vores partner lytter kan den pege mange steder hen – incl. på os selv.
Så det var bare lige mine synspunkter som tilføjelse til den udemærkede artikel. 🙂