Ægteskabelige konflikter forkorter vores levetid

Dette kan man læse i en spændende artikel i dagens Politiken under overskriften “Mænd, der skændes med konen dør tidligere”. Og i underoverskriften man man læse, at dødeligheden fordobles for middelaldrende mænd og kvinder, hvis de tit oplever konflikter i parforholdet.

Der forskes stadig i, hvorfor det er sådan – om det er den stresstilstand, det afstedkommer, eller om det er andre faktorer, der spiller ind her. Mens vi venter på at få det afklaret, kan vi så tage de nuværende resultater som en bekræftelse af, hvor meget det betyder, når vores kærlighedsrelationer kan være vores trygge havn, og hvor meget det koster, når den trygge havn ødelægges af negative konflikter.

Det, der kan gøre mig trist er at se, hvor mange par der lever med konflikter i årevis. Enten konflikter, hvor man sider fast i mønstre af gensidige bebrejdelser – “Du er skyld i min smerte, det er din fejl!” hvor det tit kan eskalere i højlydte konflikter, hvor vi rammer hinanden med hårde ord, som efterlader dybe sår. Det kan også være konflikter, hvor begge parter trækker sig følelsesmæssigt væk fra hinanden, hvor man gemmer sig bag en mur af tavshed eller ligegyldig konversation “Du kan ikke nå ind til mig! – Jeg lader mig ikke berøre af dig!” – et mønster, som er lige så slidsomt idet vi oplever at blive lukket ude og afvist af vores partner. Eller det tredje konfliktmønster, som er meget klassisk, hvor den ene part brokker sig højlydt over flere og flere ting, og hvor den anden part trækker sig væk for at få ro – hvor dansen er – “Jo mere jeg forsøger at nå dig, jo mere trækker du dig væk!” (Se også min artikel “Konfliktmønstre” hvor disse mønstre er uddybet).

Og hvorfor acceptere vi som par, at vi er i disse mønstre? Jeg har to hurtige bud:

  • Nogle gange har vi lært hjemmefra, at sådan er det bare i et parforhold. Vi har oplevet konflikterne mellem vores forældre, og når vi oplever de samme mønstre i vores eget parforhold, antager vi, at sådan må det nok være i alle parforhold.
  • Den negative udvikling sker så gradvist, at vi ikke opdager det, før vi er kommet meget langt ud. For mange år siden hørte jeg om kunsten at koge en frø. Historien gik på, at man ikke kan tage en levende frø og droppe ned i en gryde med kogende vand – for den vil springe ud igen, og dermed overleve. Hvis man derimod lægger den ned i behageligt tempereret vand vil den svømme glad rundt, mens vi langsom hæver temperaturen. Til sidst vil vandet være så varmt at dens hjerte stopper. Men den sanser ikke hvad der er ved at ske, fordi det sker så gradvist at den ikke reagerer på det. Om historien er korrekt vil jeg overlade til klogere mennesker at svare på, men for mig er det en god metafor for, hvad der nogle gange sker med os i parforholdet. Tingene udvikler sig gennem årene i en negativ retning, men det sker på en måde, så vi bliver blinde for det, der er ved at ske. Det er først når parforholdet er tæt på at dø – f.eks. hvis den ene ikke vil være med mere – at vi reagerer – og evt. søger hjælp.

Så min opfordring til par er – gør dog noget ved det – I behøver ikke acceptere at side fast i negative mønstre. De fleste par kan, men en indsats og måske lidt hjælp på sidelinjen, genfinde trygheden og kærligheden i relationen. Og hvorfor ikke gør det, inden I har brugt mange år på at såre hinanden?

Rigtig god weekend 🙂

Tanker om befrielse

Hvor er det dejligt at opleve, hvordan vi 4. og 5. maj markerer befrielsen, selvom det er mange år siden. Det er sagt så tit – hvis vi ikke lærer af historien er vi tvunget til at gentage den. For os er det tydeligt hvem/hvad besættelsesmagten var dengang, og hvad det var man blev befriet for.

For mig gav dagen også en spirende tanke om begrebet “besættelse” eller “at være besat af”. Vi taler ofte om at være besat af noget: “Jeg er besat af mit arbejde,” “Jeg er besat af tanken om at skulle…,” “Hun knokler som besat,” og sådan kunne man blive ved. For mig er det interessante at en besættelse indikerer ufrivillighed – vi lader os styre af noget – vi har ikke længere kontrollen selv – vi er ufrie. Herfra fortsatte min tankerække – “Hvad er jeg egentlig besat af? Hvad gør mig ufri?” og også spørgsmål som “Er jeg en af dem, der gør oprør mod besættelsen, eller accepterer jeg bare tingenes tilstand?”

Og endelig – “Ønsker jeg overhovedet at blive befriet, med de konsekvenser friheden kan have?” –  “Er jeg i stand til at befri mig selv?” –  “Hvor finder jeg styrken til min min befrielse – er der en ‘stormagt’ som er klar til at kæmpe sammen med mig for min sag?”

Jeg er ikke færdig med at finde svarene på alle spørgsmålene endnu – er du?