Empatitræthed, sekundær traumatisering og udbrændthed hos professionelle

Empatitræthed – Sekundær og/eller udbrændthed hos mennesker, der arbejder med omsorg

Af Steen Rassing, psykoterapeut, parterapeut og supervisor – www.steenrassing.dk, april 2017.

OBS: Jeg holder foredrag om dette emne 24. April i København. Læs mere her.

Jeg vil starte denne artikel, der henvender sig til alle personer, der arbejder med omsorg for andre mennesker, med et citat af Viktor Frankl “What brings light must endure burning” – som kan oversættes med: Det som bringer lys, må udholde at brænde. Viktor Fankl har som Holocaust overlever og psykoterapeut en masse erfaring med, hvordan vi som mennesker kan leve med smerte, uden at det bliver til lidelse. Du kan her se en ted-talk “Why believe in others” med ham, og du kan læse mere om ham her.

Med dette citat, vil jeg gerne henvende mig til alle de af jer, som på en eller anden måde arbejder med omsorg for mennesker der har det svært i livet, er i krise eller er decideret traumatiserede. De mennesker møder du som lærer, terapeut, hjælper, sygeplejerske, præst, frivillig besøgsven, plejefamilie, støtteperson, etc.  Mit fokus i denne artikel er det faktum, som utallige undersøgelser understøtter, at når man arbejder med mennesker i krise, er der i arbejdet en iboende risiko for det, som amerikanerne kalder “empati fatique” eller “Compassion Fatique” – et tilstand, der rummer både en sekundær eller vikarierende traumatisering og en udbrændthed. Det er en tilstand, der kan ramme alle, der er dybt engagerede i deres arbejde med mennesker.

Sekundær traumatisering (Vikarierende traumatisering)

Den sekundære traumatisering kan vi opleve, når vi gentagne gange er vidne til andres lidelse, særligt når man arbejder med mennesker, med voldsomme traumeoplevelser i livet. Det er ikke en enkelte samtale med overleveren af tidlige overgreb, eller den enkelte samtale med den PTSD ramte soldat eller redningsarbejder, eller den enkelte samtale med flygtningebarnet, som har været vidne til smerte og død. Den ene samtale, et menneskes historie kan selvfølgelig ryste os dybt, og det sker ofte, når man er åben og empatisk sammen med et lidende menneske. Smerten kommer ind i hjælperens system, gennem empatien for det andet menneske. Empatien gør, at vi kan mærke den andens smerte, at vi får forestillinger om, hvordan det måtte have været og måske stadig er. Vi sætter os i den andens sted, som forældre, som menneske og kan for en kort stund blive med-lidende. Og det er helt naturligt for mennesker at være med-lidende med andre mennesker på den måde. Men, når vi dagligt konfronteres med og forholder os empatisk til andres smerte, kan det begynde at sætte sig som en tilstand i hjælperen, der selv begynder at opleve PTSD-lignende symptomer, herunder:

  • Invaderende tanker – tanker om den særlige klient og hvordan man kan hjælpe – eller afmagten ved ikke at kunne gøre noget, dukker op også når man har fri og skulle slappe af med sin familie, og måske endda også om som forstyrrelse af nattesøvnen.
  • En tilstand af uro – stress – der skaber et ubehag på mange fronter, og får os til at blive mere kort-luntede, miste overblikket, skabe fysiske symptomer etc.
  • Undgående adfærd – undgår situationer, hvor man kan blive konfronteret med andres smerte.

Over en længere periode, kan disse symptomer føre til at hjælperen trækker sig fra sociale relationer og måske begynder på forskellige former for misbrug, i et forsøg på at regulere den indre smerte.

Udbrændthed

Udbrændthed er den anden komponent, som opstår, når vi som hjælpere har en oplevelse af, ikke at kunne udføre vores arbejde godt nok, ofte udtrykt som en frustration og afmagt over de vilkår vi arbejder under, og de begrænsninger, som vi oplever kombineret med de krav, som vi synes der er til os som hjælpere. Mange af jer arbejder i systemer med begrænsede ressourcer. Du sidder måske endda med en viden om, hvad der skulle til for at hjælpe mennesker, men oplever at ressourcerne og rammerne ikke er tilstrækkelige. Samtidig oplever du måske, at de krav der er til, det du skal yde (egne eller andres krav og forventninger), overstiger de kræfter og den tid, du har til din rådighed. Og så privatpraktiserende, er det ikke en arbejdsplads, der stiller kravene, men det, at du kan se, at der er behov for meget mere hjælp og støtte, end du har mulighed for at give. Der er altid brug for mere end vi kan yde.

Udbrændtheden er karakteriseret ved, at vi mister vores lyst, gejst og engagement i arbejdet. Det, som vi brændte for, virker pludselig mindre interessant, eller decideret ligegyldigt, og energi niveauet generelt falder drastisk. Og ofte kombineres det ofte med en stærk tvivl på sig selv: “Er jeg egentlig god nok til mit arbejde?”, “Burde jeg i virkeligheden gøre noget andet?”. Tilstanden kan endda få os til at tvivle på vores helt grundlæggende menneskelige egenskaber: “Er jeg ved at miste min empati for mennesker?”

Disse to faktorer tilsammen er det, man forstår ved “empati træthed”. Og det er vigtigt at være opmærksom på det, som undersøgelser viser os:

  • At ALLE, der arbejder i dette område er i risikozonen.
  • Det er ikke mangel på empati, tværtimod – det er på grund af at man udviser empati, at dette kan ske.
  • Det er ikke mangel på engagement, tværtimod – det er, når man er engageret i at ville gøre sit bedste, at man kan blive ramt.
  • Og det er en tilstand, som man skal tage alvorligt, da den kan være stærkt fysisk og/eller psykisk invaliderende for hjælperen, hvis man ikke får arbejdet sig ud af den

Og tilbage til det indledende citat – Det, der skal give lys, må udholde at brænde. Dr. Susan Johnson bruger en lidt anden metafor, hun siger, at vi som hjælpere og omsorgspersoner kan sammenlignes med brandmænd. Vores natur fortæller os, at gå ud af et brændende hus, brandmænd lærer at gå hen til og ind i det, for at rede liv og minimere skader. Men de lærer også, at det er vigtigt at de passer på sig selv og hinanden. Det man kan tilføje her er, at i hjælpe professionerne har vil brug for at lære at udholde at brænde, uden selv at blive for-brændte, og uden at brænde ud.

Nogle mennesker/situationer påvirker dig mere end andre.

Når du arbejder med mennesker, ved du, at nogle omstændigheder og nogle mennesker lettere kommer til at såre noget inden i dig end andre. Det kan f.eks. være mennesker hvis gribende beretninger om traumer og overgreb, eller mennesker som sidder fast i afmagt og modgang som med deres historier rører ved en dyb empati i dig. Det kan være mennesker som trigger noget i din egen historie, så de aktiverer følelser i dig, som du bliver ramt af, når de dukker op.
Du ved, at du kan stå tæt på et bål og være der en vis tid, men hvis du bliver stående på samme sted for længe, så begynder varmen at blive ubehagelig og til sidst kan du blive forbrændt. Os, der arbejder med mennesker, må også sommetider bevæge os væk fra det, som skaber smerte i os. Vi må, hvor det er muligt have passende pauser, tidsrum hvor vi arbejder med mere trivielle eller ikke-sårende ting, fordele de svære møder ud over ugen etc. Vi må have tid, hvor vi fylder vores liv med helt andre og mere glædelige eller ligegyldige ting, og vi må have tid, hvor vi finder ro og hvile.
Vi kan selvfølgelig også arbejde med vores egen robusthed, så vi bliver mindre sårbare. De velkendte  fysiske faktorer som sund kost, motion, godt med søvn er alle vigtige forudsætninger. Den gode søvn, det at vi er udhvilede er for mange en afgørende faktor for, om de kan indgå i mødet med andre mennesker med engagement, empati og omsorg. Når vi er trætte og pressede bliver vi lettere kortere for hovedet eller mere “kolde” overfor andre mennesker eller irriterede på dem. Robustheden øges også gennem det netværk af relationer vi selv indgår i. Vores egen familie er en af de vigtigste her, og hertil kommer venner og kolleger, som vi kan støtte os op ad. Vi kan også øge robustheden ved at se vores egen psykologiske sårbarhed i øjne og arbejde med os selv i forhold til de sårbare følelser, erfaringer etc. som der bliver rusket op i, i mødet med andre mennesker. Og i dette arbejde også konfrontere og udfordre de tankekonstruktioner, som vi nogle gange holder fast i, som vi bruger til at såre os selv med, f.eks. “Hvis jeg ikke kan hjælpe dem, er jeg en dårlig terapeut” eller “Som socialrådgiver burde jeg kunne finde en løsning, ellers duer jeg ikke til mit arbejde” etc.
Hvis du er blevet forbrændt, tager du hånden i koldt vand. På samme måde må vi tage det alvorligt, når vi kan mærke at det allerede har fået taget for meget ind og er blevet for meget, at vi er blevet ramt og rystet af en klients historie, en families skæbne, børnene i flygtningelejeren etc. Vores “kolde hane” er ofte at kunne dele byrden med en supervisor eller gode kolleger og så ellers sørge for at fylde på med ting, som skaber meningsfuldhed og glæde i vores eget liv.

Og jeg møder mange, som fortæller mig, at de ikke kan udholde at se nyheder længere. Vær opmærksom på, hvor mange steder fra, du bombarderes med menneskelig lidelse og afmagt – og selvom vi måske kan lægge en vis distance til enkelte situationer, så vil vi som empatiske mennesker alligevel blive berørt, og nogen gange også overvældet af, hvor svært det kan være at gøre noget reelt. Så derfor hører det også med til selvomsorg, at du ind i mellem kan skærme dig selv for disse ting – det betyder ikke at du er ligeglad eller uengageret – tværtimod!

Du skal tage ”ilt-masken” på selv, før du kan hjælpe andre

Det er en menneskelig dyd at kunne yde hjælp og støtte og gøre noget der, hvor der er brug for en indsats. Og der er brug for at vi gør noget – i vores profession, men også i forhold til al den smerte og uretfærdighed, som vi er vidne til. Det at gøre noget, selvom det måske er relativt små skridt, som at give til en indsamling eller selv samle ind, eller større skridt, som de, der rejser ud i verden og aktivt arbejder på at yde bistand i områder med nød, er en hjælp, der går begge veje. Ved at gøre noget overfor andre mennesker, er vi ikke længere passive vidner til den nød andre lider. Vi kommer ud af vores afmagt og apati, og kan glædes over at yde et bidrag.
Men den anden side er også, at man ikke kan yde med mere end man har at give af. Noget som for mange omsorgsfulde mennesker er svært at forstå. I flyenes sikkerhedsinstrukser fortæller de under sikkerhedsinstrukser, at man i nødsituationer selv skal tage ”ilt-masken” på, før man begynder at hjælpe andre med at få deres på. Jeg elsker denne metafor, som også er vigtig for omsorgspersoner at forstå. Du er nødt til at passe på dig selv og tage hånd om dig selv, for hvis du ikke gør det, så ender det med, at du ikke længere er der til at yde noget overfor andre.
Det provokerende er, at dette i praksis betyder at du ind i mellem må prioritere dig selv først, også selvom der er nogen, som gerne vil have din hjælp. Det kan være i det lav-praktiske, som at overholde din arbejdstid og ikke være til rådighed på telefonen 24/7, at prioritere de tidsrum i din kalender, som er sat af til dig selv – afslapning, motion, administrativt arbejde, faglig udvikling, også selvom der er brug for dig. For der vil altid være brug for det du kan, og behovet er nok nær endeløst – har jeg ret?
Og lad os holde os lidt på afstand af det inddirekte storhedsvandvid, der kan ligge og lure lige bag tanken om “jeg er nok den eneste, der er egentlig kompetent til at hjælpe her”… Husk også, at du kan og skal kun yde dit bedste.
Der kunne siges meget mere om dette emne, og er du interesseret i at læse mere kan jeg anbefale denne her spændende og relevante artikel af Kira Newman”Five Science-based Strategies to build Resilience“.

Du er også velkommen til at kontakte mig via sr@steenrassing.dk hvis du har spørgsmål eller kommentarer til denne artikel.