Af Steen Rassing, Psykoterapeut MpF, Reikihealer. www.steenrassing.dk
I kender nok alle til de træer, der står langs vindblæste kyster, som er formet af vind og vejr. Og i kender nok også til talemåden, at de træer, der ruskes, får de dybeste rødder. Og det er dette billede taget en vinterdag på Enø et godt eksempel på Her ser vi det træ, der er formet af blæsten, og vi ser de dybe rødder stikke frem fra klinten. Men det er også et billede, der viser, hvordan selv dybe rødder ikke kan slå til, og det bliver sårbart, når fundamentet under en eroderer væk.
Og hvor vil jeg så hen med det? Måske bare at minde os om, at vi alle bærer rundt på livets erfaringer – traumer, svære og gode stunder, og det kommer til udtryk både i vores krop og psyke.
Det kropslige
Du kender det nok, det med at du kan mærke spændinger og smerte i ryg og/eller nakke, eller have følelsen af at skuldrene sidder oppe omkring ørerne når du enten er stresset, eller tilbageholder frustration over noget i dit liv lige nu. De kender nok til at “sidde med tilbageholdt åndedræt” eller “holde vejret i spænding”, når noget er spændende, eller at “ånde lettet op”, når noget bliver forløst. Måske har du prøvet at “benene forsvinder under dig”, når noget bliver for overvældende.
Kroppens muskulatur og åndedrættet reagerer hele tiden på de følelsesmæssige tilstande du er i lige nu og her. Og det er der for så vidt ikke noget galt med, men der, hvor det kan skabe problemer er der, hvor tilstande bliver så udbredte, at de sætter sig som mere vedvarende spændinger eller kollaps i kroppen.
Det kan være hos dem, der i sin barndom lever i et konstant alarmberedskab, hvor kroppen, som en tilpasning til svære vilkår, f.eks. mange indlæggelser og/eller operationer, uro og konflikter i hjemmet etc. er kronisk spændt op, klar til kamp eller flugt, eller hvor kroppen kollapser ind i en overgivelse og opgivenhed. Det kan være hos dem, der oplever at bestemte følelser er “forbudte” at udtrykke, eller at bestemte følelser ikke kan rummes eller mødes med omsorg af personer omkring en, som derfor lærer at undertrykke og tilbageholde disse følelser, eller hvor kroppen bremser impulsen til at række ud, når man har brug for trøst. Det kan være hos den, der for ikke at fylde for meget, har gjort kroppen “lille”, for at gemme sig væk.
Jeg bruger nogle gange det billede, at vi som små har iklædt os en rustning, som var nødvendig for vores overlevelse. Men problemet med den slags rustninger er, at de ikke vokser i takt med at vi gør det, så som voksen kan en rustning i barnestørrelse faktisk føles ret kvælende og begrænse vores frie bevægelser.
Så prøv at iagttage din egen krop, måden du står og går på, måden du trækker vejret på. Hvad er det for fortællinger din krop bærer på? Er din krop i et alarmberedskab, som på et tidspunkt var en del af din overlevelse, men som ikke længere er nødvendigt, der hvor du er i dit liv i dag? Er det stadig nødvendigt at tilbageholde og undertrykke det, som der ikke var plads til dengang? Bærer du stadig på en gammel rustning, som det er på tide at slippe? Eller fortæller din krop dig, at der lige nu og her er noget, du er påvirket af i dit liv, som du skal forholde dig til?
Når du arbejder med krogen, f.eks. gennem yoga eller gennem kropsligt terapeutisk arbejde kan du hjælpe dig selv til at få givet slip på nogle af disse gamle kropslige begrænsninger, og du kan blive bedre til at mærke dig selv. Det at kunne mærke sig selv er iøvrigt også en forudsætning for, at man kan sætte passende grænser i livet. Når gamle kropslige spændinger og kroppens panser løsnes op, forandres kroppens positur, og der kommer mere plads til at trække vejret frit, og vi får mere “plads” til at livet kan udfoldes og leves mere frit.
Det psykiske
“Det du overlever bliver du stærk af!” er en velkendt talemåde. Og for mig er det en lidt for unuanceret måde at se tingene på, da virkeligheden rummer flere aspekter. På den ene side, udstyrer de oplevelser og erfaringer du har med dig i livet med en række overlevelsesmekanismer. Disse overlevelsesmekanismer gør dig i stand til at navigere og reagere på måder, som sikrer din overlevelse, og som reducerer den emotionelle smerte, du kommer til at opleve. F.eks. det at lukke af for følelser, når man vokser op i en familie, hvor man ikke bliver mødt følelsesmæssigt, eller det at trække sig, når noget bliver for overvældende. Den anden side af medaljen er, at oplevelser af smerte, afsavn, svigt etc. kan sætte sig som dybe følelsesmæssige ar, der også gør os sårbare og sensitive overfor situationer i nutiden.
Der er mange meninger om ordet “traume”, men der er efter hånden skabt en dyb forståelse blandt fagfolk af, at mange forskellige former for erfaringer kan sætte sig dybt i os. Det er ikke kun de “store” voldsomme ting som overgreb, vold og svigt, men også den vedvarende tilstand af ikke at blive mødt i sine basale fysiske eller følelsesmæssige behov som barn. Det kan være fraværet af trøst, fraværet af anerkendelse, det at blive ignoreret, ikke tage plads, være skyggebarnet, savne kontakten til en forældre, frygte for en forældres helbred, de store chok skilsmisser efterlader hos børn og meget meget mere. Det kan alt sammen give dybe “ar i sjælen”, som er med til at forme vores nutid.
Og dette udstyrer os med en ekstra følsom “radar” og ind i mellem et forvrænget billede af, hvad vi oplever i relation til andre mennesker. Dette kan få os til at reagere med stærke følelsesmæssige reaktioner, som nogle gange kan virke som om de ikke helt står mål med det, der sker lige nu og her. Eller vi oplever at gamle reaktionsmønstre tager over, så vi trækker os væk fra andre, som vi i virkeligheden længes efter at finde trøst hos, eller vi bliver styrende og kontrollerende, når vi frygter tilstanden af kaos etc.
Så fortiden er hele tiden en medspiller i nutiden. Og det gælder særligt der, hvor du ikke er bevidst om at det sker. Gennem en bevidstgørrelse om gamle mønstre og følelsesmæssige sår, kan vi blive bedre til at tage styringen i vores eget liv, i takt med at vi får afkoblet de gamle “autopiloter”, som på et tidspunkt har givet mening. Og ud over bevidstgørelse er selvomsorgen i det også vigtigt. De irriterende gamle mønstre, vi gerne vil af med, er ofte som gamle “bodyguards”, der stadig beskytter en lille dreng eller pige, og som ikke har set alle de ressourcer du står med som voksen. De kan ikke bare fyres – de skal anerkendes for det gode arbejde de har gjort, men måske er det også på tide, at bodyguardens jobbeskrivelse ændres, så den mere kommer til at passe med det liv, du står i i dag.