Uddrag af e-bogen Offertrekanten – Den dysfunktionelle dans i familien, parforholdet eller på jobbet

Uddrag af bogen “Offertrekanten – den dysfunktionelle dans i familien, i parforholdet eller på jobbet”

Herunder finder du et uddrag af bogens  forord, kapitel 1 og kapitel 2 samt en oversigt over kapitlernes indhold.

 

Forord

Dette er ikke en akademisk bog. Den er skrevet af mig, som praktiserende psykoterapeut og parterapeut, dels baseret på teorien bag modellen, men i høj grad suppleret med mine egne observationer gennem mange års møder med mennesker, der danser med i Offertrekantens dysfunktionelle dans, både på arbejdspladsen og i privatlivet. Og ikke mindst de erfaringer jeg selv har med mig i bagagen.

Jeg har skrevet bogen fordi jeg gang på gang har siddet overfor mennesker, som oplevede en kollosal lettelse og fandt nye handlemuligheder, fordi de pludseligt forstod, og kunne sætte navn på, de mønstre de bliver indfanget i på deres arbejde, i deres parforhold eller i deres familiesystem. De kunne begynde at se, at de ikke har været forkert på den, når de har sanset, at noget var galt. Jeg ved også fra mit eget liv, at det er meget lettere at slippe ud af Offertrekantens dynamik, når man ved, hvad der foregår, og hvordan man selv er en aktør i spillet.

Denne bog er først og fremmest skrevet til dig, som møder Offertrekanten i din dagligdag. Du er måske selv opvokset med Offertrekanten som en del af dit system, kender trinene udenad, ønsker at forstå dette system bedre og måske få indsigt i og forståelse for nogle af de frustrationer, du ind i mellem oplever i din familie eller parforhold. Eller du har måske en partner, som “bærer” Offertrekanten med sig ind i jeres parforhold. Mange oplever, at denne dynamik spænder ben i parforholdet, at man sammen med sin partner sidder fast i nogle negative mønstre, som man ikke forstår, simpelthen fordi man ikke er i stand til at se og beskrive det system, der er i sving. Det kan være svært at bryde med og træde ud af, eller transformere, en dynamik, man ikke kan sætte ord på. Eller du oplever måske, at du på din arbejdsplads rammes af, eller indfanges i, nogle negative mønstre og roller, som spænder ben for dig i hverdagen. Med denne bog ønsker jeg at give dig større bevidsthed om, hvad det er, der kan være på spil, og give dig nogle ideer til, hvordan man kan begynde at bryde mønsteret.

Selvom det ikke er en terapeutisk bog, kan du nok også finde inspiration i bogen, hvis du arbejder med andre mennesker som psykoterapeut, psykolog, sagsbehandler, underviser eller omsorgsperson. Eller hvis du sidder som leder for et team, der arbejder med familiesystemer. Bogen er ikke en terapeutisk guide til, hvordan du arbejder med mennesker og denne dynamik, men den kan hjælpe dig til større bevidsthed om, hvor du i dit professionelle møde med andre mennesker selv risikerer at blive aktiveret i Offertrekantens dynamik. Her er risikoen nemlig, at vi selv træder ind i dynamikken og begynder at møde de andre mennesker gennem vores egne dysfunktionelle mønstre, f.eks når vi får trangen til at ”frelse” eller ”krænke” de mennesker, vi arbejder med. Og det øjeblik det sker, handler vi ikke længere ud fra en professionel medmenneskelig vurdering, men alene ud fra vores egne ubevidste behov og motiver.

Kapitel 1 giver dig en introduktion til Offertrekanten. Her præsenteres du for de tre roller og for den overordnede dynamik i systemet. Når du har læst dette kapitel, har du et overblik over mønsteret.

I kapitel 2,3 og 4 ser jeg nærmere på de enkelte roller, udforsker de handlinger der er knyttet til dem og de strategier og motiver, de udspringer af. Jeg går dybere ind i en forståelse for, hvad der kan være den dybereliggende indre dynamik, den familiemæssige baggrund, og hvordan rollen vil præge en som voksen i relation til andre.

I kapitel 5 har jeg sat Offertrekanten i relation til tilknytningsmønstre. Tilknytningsteori har i de seneste år bidraget til en stadig større  forståelse af hvordan vi trives i vores parforhold, på arbejdspladsen og i andre nære relationer. Med dette kapitel vil jeg gerne dele mit syn på, hvordan tilknytningsmønstrene også afspejles i vores valg af primære roller i Offertrekanten.

I kapitel 6 fokuserer jeg særligt på, hvordan Offertrekantens dynamik kan skabe udfordringer i parforholdet.

I kapitel 7 kommer jeg med nogle betragtninger omkring, hvordan dynamikken kan udspille sig i det arbejdsrelaterede møde mellem mennesker og i teams.

Jeg afrunder bogen med kapitel 8, hvor du finder en række opgaver og øvelser, som kan hjælpe dig på vej, hvis du ønsker at bryde med dine roller i Offertrekanten.

 

–  Steen Rassing, parterapeut og psykoterapeut.

 

Kapitel 1 Offertrekanten

Offertrekanten – også kaldet “Dramatrekanten” er en model, der beskriver en dynamik i menneskelig interaktion, som finder sted i mange familier og andre nære relationer. Modellen blev først udviklet af Stephen Karpman, og jeg anvender den i mit virke som psykoterapeut og parterapeut til at identificere og illustrere nogle særlige former for mønstre, der let opstår i par- og familierelationer. Offertrekantens dynamik er særlig synlig i familier, hvor der f.eks. er alkoholmisbrug, vold eller andre former for overgreb. Men mønsteret viser sig ofte også i ”almindelige” familier, hvor en eller begge de voksne har mønsteret med sig i bagagen.

I mit daglige arbejde som psykoterapeut og parterapeut møder jeg rigtig mange mennesker, som er vokset op i denne dynamik og som viderefører den i deres egne familier/parforhold, hvilket ofte medfører store belastninger i parforholdet eller familien. Jeg ser også at Offertrekantens dynamik kan præge teams, hvor man har meget kontakt med mennesker, der via deres baggrund bringer Offertrekantens dynamik ind i rummet. Det skaber let situationer, hvor man som terapeut, rådgiver, sagsbehandler, lærer, pædagog mv. risikerer at blive trukket ind i dynamikken af de mennesker, man møder. Samtidig kan dynamikken også sommetider overføres til samspillet mellem kollegerne i teamet.

I dette kapitel giver jeg dig et overordnet indblik i modellen, dynamikken og de tre rollers samspil. I de efterfølgende kapitler går jeg mere i detaljer med de enkelte roller. Jeg bruger begrebet “roller” eller “mønstre” bevidst i denne bog, da det er vigtigt at adskille mennesket fra adfærden. Dette stemmer også overens med Eric Bern’s måde at betragte denne form for systemer på.

De former for adfærd vi finder i Offertrekanten kan ses som overlevelsesstrategier, som mennesker har lært for at komme bedst muligt igennem svære kår. Men det er vigtigt at tænke på det som roller, eller mønstre vi træder ind i og gør brug af i særlige situationer. Du vil også se mig henvise til det som en slags “dans,” for at understrege at mønsteret normalt er noget, der udvikler sig mellem mennesker. “It takes two to tango” er en engelsk talemåde, som giver mening for mig i denne sammenhæng. Og når den ene træder ud eller skifter stil, ændrer dansen sig.

Beskrivelserne kan måske nogle gange virke lidt unuancerede eller sort/hvide. Dette er bevidst, idet jeg har til hensigt at gøre rollerne så tydelige som mulig, så de bliver lettere at forstå og forholde sig til. I “virkelighedens verden” vil du ofte kunne iagttage flere nuancer og gråzoner hos de mennesker, der indgår i Offertrekanten. Rollen eller mønsteret vil aldrig beskrive hele mennesket.

I Offertrekanten møder vi tre roller – Offeret, Forfølgeren og Redderen. Offeret er den svagelige, usikre person, som det er synd for. Offeret demonstrerer med hele sit væsen en afmagt og hjælpeløshed og signalerer til omgivelserne: ”jeg er svag – hjælp mig!” Og Offeret tiltrækker Redderen, der tilsidesætter egne behov,for at passe på, trøste og støtte Offeret.  Offeret bliver ofte hakket på af Forfølgeren, som er den, der bruger sin styrke til at kritisere, bebrejde og nedgøre Offeret med.

I filmens verden møder vi ofte disse roller. I Olsen Banden f.eks. i form af Keld (Offeret), Benny (Redderen) og Egon (Forfølgeren). Keld er ofte i afmagt, domineret af sin kone – Yvonne (Forfølgeren) – ”Hvad skal jeg gøre? Yvonne siger, at jeg skal ….” er en hyppig udtalelse. Benny kommer ilende til og vil som altid gerne gøre det godt for Keld – ”Måske Egon har en plan?” Egon er handlekraftig og begynder straks at sætte de andre i gang med sin nyeste plan. Men når noget går galt, er det aldrig hans plan, det er galt fat med. Han begynder at bebrejde og skælde ud på Benny og Keld, der er ”hundehoveder og hængerøve… og socialdemokrater” og som må tage skylden for alt det, der er gået galt.

Vi kender nok alle til en snert af alle disse sider i os selv, og det er vigtigt at sige, at det er naturligt, at man ind i mellem kan føle sig svag og afmægtig, kan være vred og sætte grænser eller have lyst til at tilsidesætte sig selv for at gøre noget for andre. Det er i sig selv dele af naturlige menneskelige følelser og naturligt samspil mellem mennesker og ikke nødvendigvis et resultat af, at Offertrekanten er i spil. Alle mønstrene rummer positive aspekter og menneskelige ressourcer. Men der, hvor vi skal være opmærksomme er, når det bliver til et gentagent mønster, der udspiller sig i vores nære relationer som en dans, hvor vi gensidigt fastholder hinanden, og hvor mønsteret tvinger os til at opgive dele af os selv – egen styrke, egne behov eller egne følelser for at kunne indgå i samspillet med de andre.

Den primære rolle

I en familie, et parforhold eller i andre relationer vil de personer, der indtræder i Offertrekantens dynamik, kunne positionere sig i bestemte roller, men vil mange gange dynamisk skifte mellem de forskellige roller.

Det er også det, der sker, når Egon (som Forfølger) skælder ud på Keld (som Offer) og begynder at tale nedsættende om Yvonne. Det får Keld til at skifte position og gå ud af Offerrollen og over i den beskyttende rolle (Redderen) overfor Yvonne, og det sker ved at tage Forfølgerrollen overfor Egon. Han begynder at skælde ud på Egon og kritisere hans planer, mens Benny forsigtigt prøver at glatte ud. Egon går nu i Offerrollen og trækker sig væk fra de andre, hvilket sætter Benny på overarbejde – nu skal han jo tage sig af Egon og få glattet ud (Redderrollen). Bliver Egon så krænkende overfor Benny, kan man se, hvordan han så kan ryge ind i Offerrollen og blive fanget i afmagt og skyldfølelse.

Bærer vi systemet med i vores bagage, har vi en primær rolle, som er den bestemte rolle, som vi typisk “indfanges på,” den der får os til at træde ind i trekantens dynamik. Det er normalt den rolle, som vi har “overlevet” på i barndommen. Barnet, der i overvejende grad har været mors hjælper, kan så at sige blive “bærer” af Redderrollen i voksenlivet, og vil så typisk kunne blive trukket ind i Offertrekanten ved mødet med personer, der opfører sig “Offeragtigt.”  Så vi kan altså have enten Offer, Redder eller Forfølger som vores primære rolle. Men samtidig vil man bære hele dynamikken med sig og derfor også kunne agere i de andre roller. Og det er faktisk et karakteristika for de af os, der er opvokset med dynamikken, at vi dynamisk, og på et splitsekund, kan skifte mellem de tre roller.

Den primære rolle er baseret på en overlevelsestrategi, som udspringer af de vilkår, vi er vokset op med. Børn lærer at klare sig på den måde, det nu kan lade sig gøre, og som er bedst ud fra deres bevidste eller ubevidste fortolkning af situationen og samspillet i familien. Under den primære rolle ligger således en række fundamentale overbevisninger om en selv og omverdenen, og om hvordan man bedst relaterer sig til andre mennesker.  Så den form for tilknytning, vi har oplevet i barndommen, vil også spille ind på den rolle, som vi bærer med os som den primære. Den primære rolle afspejler også ofte, hvordan vi ser os selv som person, og hvordan andre ser os. Redderen ses som den hjælpsomme, Offeret som den svage og følsomme og Forfølgeren som den stærke og handlingsorienterede. Når jeg senere ser nærmere på de enkelte roller, går jeg mere bag om rollernes overlevelsesstrategier.

Når først man er trådt ind i denne dynamik, vil man som sagt dynamisk, sammen med de øvrige personer, skifte position mellem de tre roller og f.eks. bevæge sig fra den primære Redderrolle ind i både Offerrollen og videre ind i Forfølgerrollen. Et eksempel på dette kan være moderen, der p.g.a. sin Redderrolle, forsøger at gå ind og løse nogle problemer for sit barn. Barnet er i starten villigt i Offerrollen, men efter en tid bliver det irriteret, skælder ud på sin mor, og bliver dermed Forfølgeren, og moderen går så over i Offerrollen. Faderen kommer til og skælder ud på barnet, der igen går over i Offerrollen. Moderen føler en afmagt, der nu kommer ud i form af irritation over manden, som hun nu skælder ud (Forfølgerrollen) – hvorefter han går over i Offerrollen, hvilket får barnet til at tale faderens sag (Redder), og sådan kan det fortsætte frem og i tilbage mellem rollerne.

Alle er ofre

Offertrekantens dynamik er en uhensigtsmæssig dynamik, fordi den afspejler en adfærd som udspringer af frygt for at blive forladt, at føle sig inkompetent eller magtesløs. Man forsøger gensidigt at manipulere hinanden (som jeg antyder med bogens forsidebillede) og fastholde hinanden i bestemte mønstre, i forsøget på at få det, man ønsker sig, og hvor man som medspiller i dynamikken må ofre eller tilsidesætte sider af sig selv. Som du kan læse senere, vil Offerrollen som primær rolle ofte afspejle en frygt for at blive forladt, og måden man manipulerer med andre mennesker på, er ved at appellere til deres Redderdel, så de ikke forlader en. Mønsteret og adfærden kan karakteriseres som forsvarspræget – det handler om at passe på sig selv. Det fastlåser os i nogle bestemte positioner. Offeret har brug for Redderen. Forfølgeren har brug for et Offer osv. En af grundende til at vi bliver låst fast i dette mønster er, at denne type mønstre, eller med Eric Berne’s ord: “spil” også har den afledte fordel, at de opretholder en form for balance i et system, hvor der også kan blive en tryghed i det genkendelige – vi kender vores rolle, og mønsteret er velkendt.

Men i manipulationen ligger også den effekt indbygget, at vi i virkeligheden afskærer os selv fra noget, vi har stærkt brug for. Som Offer er man fastlåst i sin magtesløshed, som Redder må man negligere egne behov og følelser for at tage sig af andres, og som Forfølger undgår man kontakt med sine egne dybere følelser og giver afkald på nærheden til andre. Så i virkeligheden er alle deltagerne i Offertrekantens dynamik på hver sin måde ofre.

Samtidig forhindrer rollernes indbyrdes positioner os i at mødes som ligeværdige mennesker.  Offer-Redder relationen er præget af, at Redderen er ”bedre” end Offeret. Offer-Forfølger relationen af, at Forfølgeren er stærkere end Offeret og Redder-Forfølger relationen af, at man gensidigt kan se ned på hinandens adfærd. Så når vi er i dynamikken forhindrer det, at man har kontakt i en gensidig, ligeværdig relation.

 

Dynamikken følger med

Offertrekantens roller kan ses som forskellige strategier at overleve på. Forfølgeren gennem sin hårdhed, Offeret gennem sin afhængighed og krav om omsorg, og Redderen gennem sin tilsidesættelse af egne behov for at skabe balance. Men desværre bliver overlevelsesstrategier som en slags ”brynje,” vi iklæder os og ofte ubevidst bærer med os ind i voksentilværelsen. En brynje, som kommer til at  præge vore relationer til andre mennesker, idet vi, særligt under pres, vil have en tendens til at søge ind i de velkendte mønstre og beskyttelsesmekanismer.

I parforholdet og i den familie man selv etablerer, er det åbenlyst, at Offertrekantens dynamik bringes med ind.

For nogle sker det allerede i partnervalget. Er man vokset op med en Redderrolle som primær rolle, vil mødet med en person med Offerrollen som primær rolle, kunne udløse en masse positive følelser og et velvære, hvor Redderpersonen vil føle sig stærk, omsorgsfuld, og samtidig vil få en masse taknemmelighed tilbage fra Offeret. En person med en primær Offerrolle vil enten tiltrække personer med Redderrollen og nyde den opmærksomhed og omsorg de får, eller udvælge sig en person med Forfølgerrollen som den primære rolle i fascination over den styrke og handlekraft, Forfølgerrollen udviser. En person domineret af Forfølgerrollen vil nyde kontakten med Offeret og vil føle sig potent, stærk, handlekraftig og se dette spejlet i den andens øjne.

For andre opstår det undervejs, når man som par glider ud af forelskelsen og kommer ind i parforholdets konfliktfaser. Konflikter med vores kærlighedspartner sætter os under pres og bringer os i berøring med sårbare følelser som for eksempel ”følelsen af ikke at være god nok,” ”at være uelsket,” ”afmagt,” ”ensomhed,” ”frygt for at blive forladt,” ”frygt for at blive invaderet” etc., og når vi kommer under pres, søger vi tilbage i den selvbeskyttende adfærd, som ligger lagret dybt i vores neurologi. Er man vokset op i Offertrekantens dynamik, er det der man søger hen – i sin Redder-, Offer- eller Forfølgerrolle, og man vil nu sætte dynamikken i gang, hvis partneren ”danser med”.

I familien eller parforholdet kan Offertrekanten også blive aktiveret, hvis familien kommer under særlig belastning. Her er et par eksempler på familier, hvor en god balance tippede over og dynamikken i stedet blev præget af Offertrekanten.

Familien Hansen med far, mor og 2 børn fungerede rigtigt godt sammen. Far bliver fyret fra sit job på grund af nedskæringer, og efter måneders forgæves jobsøgning begynder han at synke hen i en tilstand, hvor han afspejler afmagt og hjælpeløshed. Dette aktiverer noget hos mor. Hun kan simpelthen ikke klare at blive konfronteret med hans hjælpeløshed. Hun går i aktion som Redderen og forsøger at skaffe ham kontakter, klipper stillingsopslag ud, taler med forskellige mennesker etc.. I starten virker han rigtig taknemmelig, men med tiden oplever hun, at det er som om, han ikke rigtig tager imod hjælpen. Sommetider bliver han endda så sur på hende, at han råber ad hende, og beder hende lade ham selv om jobsøgningen.  Hun bliver ked af det, børnene kommer til og trøster skiftevis hende og far – og så kører Offertrekantens dynamik.

Familien Jensen er en velfungerende familie med et velfungerende barn. De venter barn nummer to. Barn nummer to viser sig at have nogle fysiske og psykiske problemer, som gør at far og mor skal bruge rigtig meget tid på at tage sig af barn nummer to. Men far synes efterhånden, at mor bruger for meget tid på det. ”Hun burde da holde op med at pakke ham ind i vat,” siger han ofte, og han bliver gradvist mere krænkende både overfor mor og barn nummer to. Dette får selvfølgelig mor til at beskytte sit barn endnu mere, og så er vi på vej til at have Offertrekantens dynamik på plads.

Og hvis ingen andre vil, har man da børnene

Det hænder selvfølgelig også, at en bærer af dynamikken får en partner, som ikke vil spille med, og her kan man sommetider se det ulykkelige, at man så som voksen bruger sine børn i stedet. Denne problemstilling er blandt andet uddybet i Patricia Loves bog ”Det alt for dygtige barn”.

Eksemplet kan være moderen, som har overlevet på Offerrollen hele sit liv. Hendes mand nægter at gå ind i rollen som Redderen. Så moderen ”oplærer” i stedet sin ældste datter til at tilsidesætte sine egne behov og ønsker og i stedet tage sig godt af mor. Belønningen er: ”Hvor er mor stolt over at have så dygtig en pige!” Når datteren i sine teenageår ind i mellem forsøger et oprør mod denne rolle, oplever hun, at moderen bliver krænkende, skælder hende ud eller forsøger at spille martyr. ”Hvis du synes, at du kan være bekendt at gå ud med dine venner, når jeg har ondt og har så meget brug for dig, så tag du bare af sted”.

Eksemplet kan også være faderen, som har overlevet på ”Redderrollen” hele sit liv, som gifter sig med en ressourcestærk kvinde, der nægter at lege ”Offer”. De får deres første barn – en dreng, og her øjner far chancen for at få tilfredsstillet trangen til at frelse. Far bliver en rigtig ”curling far,” der gør alt for sin søn for at undgå, at sønnen skal blive for kompetent selv. Og han lærer gradvist sin søn op til at være i rollen som hjælpeløs, og til ikke at kunne finde ud af noget uden fars hjælp. Og når sønnen engang i mellem forsøger at bestemme selv, gør far meget ud af at kritisere sønnen for alt det, der så går galt: ”Hvis du havde lyttet til mig, så var det ikke sket. Du ved jo, at jeg vil det bedste for dig”.

Så sommetider præges børn til at være villige medspillere i dette dysfunktionelle spil af voksne, der bevidst eller ubevidst prøver at få tilfredsstillet deres egne emotionelle behov for  ikke at blive forladt, for at føle sig kompetent og elsket etc.

Når man betragter familiemønstre, kan man ofte se, hvordan dynamikken nedarves fra generation til generation. Offertrekantens samspil bliver en slags familiekultur, som børnene socialiseres ind i. Og så længe ingen stiller spørgsmålstegn ved det, får det lov til at fortsætte.

Kapitel 2 Offerrollen

“Stakkels mig, jeg har sådan brug for din hjælp!”

Lad os se lidt nærmere på Offerrollen, som ofte er “grundstenen” i dynamikken. Offerrollen indtages af den person, der frivilligt eller ufrivilligt  har accepteret rollen som et Offer. Det kan f.eks. være personen i familien, som er syg, arbejdsløs eller personen, som bærer rollen med sig som primærrolle fra sin egen oprindelsesfamilie.

Som nævnt tidligere er Keld fra Olsen Banden et typisk eksempel på den adfærd, man forbinder med Offerrollen, og jeg kan tilføje Maude fra Matador til listen, så lad os se lidt på, hvad det er, der karakteriserer deres adfærd, og hvad de gør ved deres omgivelser.

Begge fremstår som skrøbelige og ydmyge i deres fremtoning – det man kalder submissiv (underkastende) adfærd. Deres kropssprog og øjne udsender signaler om en usikkerhed eller ked af det hed, som ligger lige under overfladen. Når de taler, er det ofte med en usikker, svag eller direkte bævende stemme. I diskussioner bøjer de af og giver andre ret, og de lader andre vade ind over deres grænser. De nedvurderer og underspiller sig selv og accepterer ofte, at det er andre, der får ret. De bliver let handlingslammede og lader sig låse fast i en afmagt, uanset om det er Keld, som sætter sig ned og ryster på hovedet med ordene: ”Jeg kan ikke mere,” eller Maude med sin: ”Jeg går op og lægger mig.”

Inden du læser videre, så tænk lige over – og mærk efter – hvordan du umiddelbart reagerer på denne type adfærd. Hvad fremkalder det i dig, når du møder mennesker med denne type adfærd?

Det er den ene side – det vi umiddelbart ser i mødet med Offerrollen, hvor personen typisk vil:

  • Fremstå skrøbelig og svag
  • Appellere om hjælp – verbalt/non verbalt
  • Være tydelig emotionel/følelsesladet, særligt let til tårer
  • Udvise afmagt og virke handlingslammet
  • Være selvudslettende
  • Have uklare/diffuse grænser, der tillader andre mennesker at vade ind over ens grænser og at komme for tæt på.

Men det er også interessant at se, hvordan det påvirker menneskene omkring Offerrollen.  Reaktionerne kan være mange. Måske vil vi omkring Maude og Keld have en tendens til at ”træde varsomt.” Vi er bange for at komme til at skubbe til den skrøbelighed, de så åbenlyst bærer rundt på.  Vi bliver forsigtige med, hvad vi siger, lægger bånd på os selv og holder os tilbage. Vi bliver usikre på, om vi kommer til at træde ind over deres grænse, og vi mærker skamfuldheden, hvis vi alligevel kommer til det. Så resultatet bliver at Offerrollen i den grad kommer til at styre og kontrollere omgivelserne. Al den udstillede afmagt og hjælpeløshed vil hos nogen kalde på hjælp og omsorg.

Hos andre vil den fremprovokere en vrede eller irritation. Her mærker man enten trangen til ”skælde dem ud, og bede dem om at tage sig sammen” eller trangen til at gå sin vej, og “lade dem sejle deres egen sø”. I yderste konsekvens, kan nogle i mødet med Offerets afmagt, blive så vrede og ophidsede, at de reagerer voldeligt – eller har lyst til det.

Hos andre, vil den direkte appellere til det bløde sted i en, hvor man kan mærke styrken ved, at her er virkelig en der har brug for mig, og man vil typisk begynde at tage sig af Offeret, komme med gode forslag eller ordne det, de ikke selv kan klare.

 

Offeret indefra

”Nej jeg orker det næsten ikke. Uanset hvad jeg gør, vil det alligevel ikke lykkes. Jeg duer ikke til det. Jeg kan se, at mine venner og kolleger har meget bedre styr på det. Jeg synes, at de er både stærkere og dygtigere end mig. Det er faktisk utroligt, at de har lyst til at være sammen med mig stadigvæk. Men måske er det bare fordi, de ikke nænner at afvise mig, fordi de er bange for at såre mine følelser.

Men det er jeg nu så vant til. Jeg synes tit andre mennesker træder ind over mine grænser og rammer mig – jeg burde egentlig nok blive vred, men jeg bliver mere ked af det, når det sker. Ked af, at jeg ikke er bedre til at markere mine grænser. Men det er bare så svært, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det på en ordentlig måde. Så jeg er selv skyld i, at det sker.

Min mand er et dejligt menneske, han gør så meget for mig. Han har accepteret ,at jeg har det skidt, og gør hvad han kan for at hjælpe mig. Bare det nu ikke bliver for meget for ham, så han forlader mig?  Men jeg ved, at han er et rigtig godt menneske, så han gør det nok ikke, når han kan se, hvor skidt jeg i virkeligheden har det.

Jeg ved egentlig godt, hvad jeg burde gøre. Det er der masser af velmenende mennesker, der har fortalt mig. Men der er bare så meget, så jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Det hele bliver så uoverkommeligt.

Men sådan har jeg vist altid haft det. Da jeg var barn, var det vist mest min mor, der tog sig af tingene for mig. Far brokkede sig altid. Man kunne aldrig være god nok, og han skældte tit ud på mor, fordi han syntes at hun altid bekymrede sig om for meget, og fordi han syntes at hun pylrede om mig. Måske var det fordi, jeg var det eneste barn, hun havde fået. Efter mig fik hun at vide, at hun ikke kunne få flere børn, og jeg ved, at hendes søster – min tante – døde, da de var små. Så måske er der noget om det. Jeg var – og er – meget glad for det, min mor gjorde og gør for mig. Det er måske også derfor, jeg stadig ringer til hende, når jeg har brug for et godt råd. Hun er meget bekymret og vil mig det bedste. Hun har altid hjulpet mig til at træffe de rigtige beslutninger og været den, der har været der for mig. Når jeg havde problemer med mine veninder, ringede hun til deres mødre og fik det ordnet, og hun hjalp mig altid med mine lektier. Men jeg var nu heller ikke særlig dygtig i skolen. Hvis jeg var ked af det, trøstede hun mig. Vi havde en kort periode, hvor jeg nok var lidt umulig og ville gå mine egne veje, som hun siger. Det var, da jeg var omkring 11 og begyndte at insistere på at gøre tingene anderledes. Men jeg kom heldigvis til fornuft igen kort tid efter. Da jeg som 17 årig fik en spiseforstyrrelse, var hun der hele tiden for mig, og det var også dengang, hun forlod far. Og siden har det gået godt imellem os. Jeg kan mærke, at jeg har brug for hende, og jeg tror også, hun har brug for mig.

Jeg kan mærke, at jeg bliver lidt trist, når jeg fortæller om min barndom, men det gør ikke noget, lad os bare snakke videre om den, hvis du synes…”

 

Offerets strategier

I barndomshistorien finder man ofte et familiemønster, hvor barnet enten er blevet umyndiggjort af en velmenende Frelserrolle forældre, eller man finder et mønster hvor barnet har lært at skabe tilknytning til den voksne ved at være afhængig af hjælp. Det kan f.eks. være i et familiesystem med voksne, som af forskellige årsager ikke har så meget overskud til børnene . Her kan Offerrollen være en måde at skaffe sig lidt kontakt og omsorg på. Og endelig ser man også det mønster, at et barn tager Offerrollen i en form for identifikation med en betydningsfuld voksen, som er i denne rolle.

I Offerrollen er man meget i kontakt med sine sårbare følelser (ked af det, trist, sorgfuld, depressiv, skyld og skam), og bliver ofte følelsesmæssigt oversvømmet. Følelser som raseri og vrede har man sværere ved at være i kontakt med. Selvom der er store følelser i sving, er det ikke let for personen i Offerrollen at få kontakt med og at identificere de dybere bagvedliggende følelser – det man kalder de primære følelser. Følelserne flyder sammen som et stort kludret garnnøgle og efterlader Offeret i en afmagt, hvor det er svært at mærke de dybere følelser og hvad det reelle behov er.

En af de grundlæggende følelser, der ofte ligger dybt i mennesker, der let søger ind i Offerrollen, er en grundlæggende separationsangst, dvs. angsten for at blive forladt af andre. Offerrollens strategi handler derfor om at sikre sig mod at blive forladt ved at knytte mennesker til sig gennem sin svaghed og sit behov for hjælp og støtte. Man kan sige, at der ligger en genskabelse af ”symbiosen,” hvor man søger en form for sammensmeltning i relationen, så man ikke bliver forladt. Hos mennesker, som er meget udpræget i Offerrollen, ser man det afspejlet i en usikker ambivalent tilknytningsstil, hvor de kun oplever trygheden i tæt kontakt med andre, og hvor usikkerheden kommer det øjeblik, de skal stå på egne ben og klare noget alene.

I kontakten med personer, der befinder sig i Offerrollen, vil nogle blive overvældet af dette stærke behov for nærhed, og opleve det som ”klistrende” eller ”invaderende”, og det kan resultere i, at personen i Offerrollen skubbes væk, eller at man lægger afstand. På den måde kan Offerrollens strategi for at undgå at blive forladt, nogle gange blive årsagen til, at det netop sker.

Sygdom bliver nogle gange den måde, hvorpå man kan sidde fast i Offerrollen. Med en migræne, en nervøs tarm, et smertefuldt knæ etc. bliver det ”legalt” at træde ind i Offerrollen, og sværere for andre mennesker at afvise, at man virkeligt har brug for hjælp. Og man ser også triste eksempler på, hvordan en forældre kan sygeliggøre sit barn, og dermed pådutte barnet Offerrollen.

 

Paradokset: ”Jeg vil hjælpes – Lad vær’ at hjælpe mig”

Afmagt og hjælpeløshed er et grundlæggende mønster i strategien bag Offerrollen, og det kommer til udtryk i en appel om hjælp og støtte. I den proces vil personen i Offerrollen ofte gør brug af en devaluering af sine egne kompetencer og evner: ”Jeg er desværre nok for dum til selv…”, ”Jeg kan ikke klare mig uden dig,” og en idealisering af de mennesker Offerrollen knytter kontakt med: ”Du er et fantastisk menneske, som har så meget at give af” eller ”Hvis bare jeg havde de samme evner som dig, så…”.

Nu kan man fristes til at tro, at personen i Offerrollen så vil være taknemmeligt for at blive hjulpet ud af hjælpeløsheden. Men sådan er det ikke.  Ud fra devisen: ”Hvis jeg kan selv, vil du jo ikke være her for mig,” vil personen i Offerrollen have det, man kalder ”hjælpeafvisende adfærd.” Mest tydeligt er det, når Redderrollen føler sig tilskyndet til at komme med en masse velmenende råd – ”Kunne du ikke bare…”, så vil det meget hurtigt vise sig, at: ”Tak fordi du gider at give mig alle disse gode råd…,” hurtigt vil blive fulgt op af ”… men de virkede ikke rigtigt. Så hvad vil du foreslå, jeg gør i stedet?” Bagved ligger rædslen for den adskillelse, der kan følge, hvis man ikke længere har brug for hjælp.

Personen i Offerrollen vil derfor gøre meget for ikke at handle sig ud af magtesløsheden, først og fremmest fordi det underminerer den strategi, der knytter andre mennesker til en. Så hos personen i Offerrollen kan du da se både “det afmægtige Offer” og “det manipulerende Offer”.

Når to mennesker, der begge bærer Offerrollen mødes, er det interessant at se, om det bliver kampen om “hvem er dårligst” eller, om en af dem naturligt træder over i en af de andre roller.

Offerets ressourcer

Nogle af de menneskelige styrker, der ligger i Offerrollen, er blandt andet:

  • Evnen til at kunne tåle egne følelser, også de smertefulde. De frygter ikke at gå i stykker.
  • Det at kunne og turde bede andre om hjælp
  • Det at turde lade andre komme tæt på

Når offeret går i Redderrollen eller Forfølgerrollen

Selvom Offerrollen er en overlevelsesstrategi, er det også en strategi, som medfører megen smerte hos Offeret. Først og fremmest smerten ved at blive forladt, når man oplever hvordan nogle mennesker flygter væk,  giver op eller direkte krænker en, når man har allermest brug for deres støtte. Samtidig kan der let opstå en skamfølelse over egen utilstrækkelighed. Man bliver træt af at være den svage, træt af ikke at kunne gøre noget for andre, træt af at føle sig trukket længere og længere ned i afmagten.

Man kan derfor også se, hvordan personen i Offerrollen nogle gange træder ind i de andre roller. Offeret træder ind i Redderrollen, når man finder én – en person eller et dyr, som er endnu mere Offer end en selv. Offeret har måske en historik, der rummer mange halvdøde katte, mus, fugle etc. som Offeret har kunnet være Redder overfor. Og andre Ofre finder sig en mand eller kone, som de kan sætte ind i Offerrollen i stedet for dem selv, f.eks. en person, der er meget syg, misbruger etc. Når Offertrekanten udspiller sig i familien, kan Offeret også dynamisk gå over og blive Redder, hvis en anden i familiesystemet pludselig sidder i Offerrolllen.

Offeret kan også træde ind i Forfølgerrollen og få en kontakt til den handlekraft og styrke, der ligger i denne rolle. Det sker f.eks. når Offeret bliver overvældet af skam over afmagt, f.eks. når en god Redder bliver ved med at ville ”gøre det hele for en”. Her kan Offeret sommetider blive krænkende overfor sin egen Redder: ”Så lad mig dog være, jeg har ikke brug for, at du bestemmer over mit liv!” (F.eks. alkoholikeren, der har oplevet at konen foreslår ham at gå på afvænning) Et Offer, der oplever at Redderen begynder at trække sig, eller oplever, at ingen tilbyder den ønskede støtte, dvs. Offerstrategien fungerer ikke, kan også lufte sin frustration, ved at gå over i Forfølgerrollen: ”Synes I virkelig, I kan være det bekendt. Nu hvor jeg har virkelig brug for jer, er I der ikke – skam jer!”, i håbet om at det vil få den anden tilbage i en Redderrolle. Og endelig kan et Offer også gå over i Forfølgerrollen, hvis det er det, der skal til for at beskytte et andet Offer. Det kan f.eks. være en mor, der i årevis har fundet sig i, at blive slået af manden, for ”så lod han jo børnene være.”Oplever hun, at manden slår et af børnene,  griber hun ind. Hun skubber sin mand væk, skælder ham huden fuld og forlader ham med børnene. Når Offeret går i Forfølgerrollen kan det ske som en aggressiv eksplosion (skælde ud), eller som en mere passiv aggression (kulde, læggen afstand).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *