Når de gamle familiemønstre vækkes til live

Nu nærmer tiden sig jul, og dermed tiden med gamle traditioner og  sammenkomster i mange familier.

Af Steen Rassing, Psykoterapeut MPF.

Og det bringer selvfølgelig mulighed for en masse gode, varme og kærlige stunder. Og for nogle også meget andet.

Hvis du er en af dem, der oplever, at familiesammenkomster kan bringe sider af dig selv og andre frem, som du for længst troede du havde lagt bag dig, er du ikke alene.

For nogle oplever at juletidens sammenkomster i familien er forbundet med oplevelsen af at gamle ”manuskripter” tages op af skuffen, og at de træder ind som aktører i gamle roller, som også vækker gamle familiemønstre. Så selvom du er en voksen kvinde, kan du eksempelvis pludselig se dig selv træde ind i lillesøsterrollen igen, når du sidder til bords med dine voksne søskende. Og til de gamle roller hører også alle de uskrevne regler om, hvad man må tale om og gøre, og hvad der er tabu, og det kan medføre en oplevelse af at være på følelsesmæssigt overarbejde. Eksempelvis, når du oplever, at du ikke får sagt fra overfor ting, der overskrider dine grænser, eller du siger ja til ting, du i virkeligheden ikke har lyst til.

Har du lagt fortiden bag dig?

Mange tror det, og blinde for, i hvor høj grad de faktisk styres af fortiden. Forskere taler om, at amygdala (den del af hjernen som er med til at evaluere om vi kan være trygge) fortsætter med at reagere ved at gå i alarm når vi i nutiden oplever interne eller eksterne stimuli, som før har skræmt eller truet os. Så vores erfaringer i fortiden – f.eks. fra barndommen, i skoletiden eller i andre vigtige relationer, har skabt nogle ”programmer” i form af følelsesmæssige reaktioner, som gentager sig igen og igen i nutiden, når vi kommer i situationer, som ”minder om”. Det kan ofte føles som overvældende og kraftfulde reaktioner på noget, som måske set med nutidsbriller bare er en lille ting. Og det er der, vi kommer til at køre på autopilot, og delvist reagere udenfor kontrollen af vores egen vilje. Reaktionerne kan eksempelvis være kraftfuld vrede eller en tilbagetrækning eller følelsesmæssig nedlukning, der nærmest sker af sig selv. Og disse kraftfulde reaktionerne fører sjældent til noget tilfredsstillende og godt i vores nære relationer.

Det paradoksale er, at disse automatiske programmer ofte er nervesystemets måde at passe på os på. Har du en gang oplevet noget, som er meget smertefuldt og særligt, hvis det har været noget, som du har oplevet som udenfor din kontrol, så skaber din organisme programmer, som har til hensigt at beskytte dig mod lignende ting i fremtiden.

Så selvom det kan føles besværligt og pinefuldt, er det ingenting i forhold til det, du sandsynligvis vil mærke, hvis du træder ud af de velkendte roller. Her er det ofte skyld og skam, som kommer i spil. Familiesystemer har en indbygget drift i forhold til at opretholde en balance, og et af de kraftige midler til det, er netop belønningen ved at ”følge reglerne”, som er at man hører til i fællesskabet. Og omvendt, hvis man træder udenfor, siger fra overfor skuespillet, sætter grænserne etc. så vil man ofte opleve at andre i familiesystemet vil forsøge at få en tilbage i rollen gennem overtalelse, argumentation, og hvis det ikke virker, ved at trykke på skyld og skam-knapperne ”Synes du kan være det bekendt overfor…”, ”Kan du ikke se, hvordan det sårer…  når du …”. Og hos mange er det så internaliseret, at bare tanken om at sige nej til noget, eller nægte at spille efter reglerne, er nok til at man føler sig forkert – endda helt uden at nogen har sagt noget. Så kraftig og internaliseret en mekanisme er det.

 

Vælg dine kampe med omhu – og hav omsorg for dig selv – og hinanden.

Du har lov til at vælge dine kampe med omhu. Hensynet til børn, julefreden, din egen sindsro og ikke mindst omsorgen for mennesker i din familie betyder, at du har ret til at vælge hvornår du vil spille med, og hvornår du vil træde ud. At spille med har en pris, det har det også at træde ud, så gør op med dig selv, hvornår det er rigtigt for dig at gøre det ene og det andet. Og husk selvomsorgen – både at give dig selv momenter, hvor du uden krav kan finde roen og balancen i dig selv, det er med til at give dig en større robusthed i forhold til belastende situationer, og også den selvomsorg der er i accepten af at tingene er som de er, og at du selv bestemmer, om du vil gøre noget ved dem. Og du har også lov til bare at læne dig ind i ”take the best, leave the rest”.

Og husk også, er du partner til en, der udfordres af gamle familiemønstre, så lad det ikke splitte jer. Brug det i stedet til at styrke jeres sammenhold, tal om, hvad det er der rør sig, og hvordan det påvirker jer begge, giv hinanden den omsorg, forståelse og støtte i har brug for, så parforholdet kan være den sikre havn, I kan søge ind i, når bølgerne går højt.