Lytter du til din krop?

Af Steen Rassing, Psykoterapeut MPF.

”Disconnection from the body is a cultural epidemic”, Anodea Judith I Eatern Body Western Mind. Det er en interessant udtalelse I en tid, hvor det kan virke som om vi har mere fokus på kroppen end nogensinde før. Der fokuseres på sund kost og livsstil, kropstilpasninger gennem træning, diverse indgreb eller gennem medicin, meditation, yoga og massage er blevet noget mange opsøger regelmæssigt. Så kan det være rigtigt? Er vi et paradoks, hvor vi både har et stort fokus på kroppen, men samtidig glemmer at involvere og lytte til, hvad den har at sige?

En af Anodeas pointer er, at vi lytter mere til vores hjerne end til den intelligens der sidder i kroppen, og det er noget jeg kan genkende i mit virke som psykoterapeut. Vi er ofte så optaget af ”at regne den ud” eller forstå sammenhænge, eller vi har bare for travlt til at stoppe op, at vi glemmer eller afskærer os selv fra at lytte til de signaler kroppen sender os og de iboende erfaringer, kroppen bærer rundt på, og som blandt andet udtrykkes gennem kroppens signalsystem i form af emotioner og følelser. Kroppen (og herunder også hjernen) er optaget af at ”lytte og monitorere”, og den ene del af lytningen handler om at monitorere vores omgivelser, og vores interaktioner med andre – ”Kan jeg være tryg eller skal jeg trække mig væk?”, og den anden del handler om at monitorere de indre tilstande, der er i vores krop. Kroppen reagerer – du mærker suget i maven, når du oplever noget spændende eller udfordrende, hjertebanken, når du bliver ophidset eller bange, så kroppen er hele tiden i gang med at fortælle dig noget.

Vi taler også om, at kroppen har en iboende hukommelse, traumeforskeren van Der Kolk bruger udtrykket ”kroppen husker”, så de kropslige reaktioner er også ofte knyttet til kropslige erindringer om gamle erfaringer, som er lagret i neurale netværk og i kroppens celler – livet ”sætter sig i kroppen”. Vi ved også at voldsomme oplevelser i livet eller stressede perioder kan føre til, at vi ”er ude af os selv”, hvilket sker, når vi dissocierer eller på anden måde blokerer eller lukker af for at mærke os selv. Når det sker, sætter det sig også i kroppen, det påvirker kroppens indre kemi, og manifesterer sig på fysiologisk plan blandt andet i form af muskelspændinger eller energetiske blokeringer, som kan føre til smerter og som ofte begrænser vores åndedræt. ACE studierne viser os, at det over tiden kan føre til forskellige fysiologiske og psykologiske lidelser.

Afstanden til kroppen og følelserne sker ofte for at lægge afstand til smerte, men hvis det bliver en mere permanent tilstand, og vi ikke mærker os selv og er i kontakt med kroppen mister vi det ”kompas”, der viser os vej i verden, som guider os i vore relationer til andre, og som også viser os vej til vores egne dybtfølte behov, og til vores egen lyst. Hvis du ikke kan mærke dig selv, hvordan kan du så vide, hvad du reelt set har lyst til lige nu?

Når man vil arbejde med at ”komme hjem til sig selv” igen, og genetablere kontakten med kroppen kan vi ofte komme i kontakt med en frygt for den smerte vi forventer at mærke – den dybe skam eller frygt, eller måske lyst, som det på et tidspunkt har været nødvendigt at lukke af til. Men emotionsteorien fortæller os, at det ofte er mere smertefuldt at undertrykke de følelser vi ikke vil mærke, end at give dem plads og lade dem arbejde. Og som Lesley Greenberg udtrykker det ”what we resist persist”, så det vi ikke vil forholde os til, vil fortsat have en effekt – og ofte gennem kropslige udtryk. Så hvis du gerne vil være bedre til at mærke dig selv, eller gerne vil bearbejde fortidig smerte, vil jeg derfor anbefale, at du byder kroppen op til dans, og også reelt giver den en stemme, som du lytter til, så lad den være med i processen, uanset om du gør det gennem yoga, healing, samtaleterapi, kropsterapi eller dans.