Kan sårbarhed styrke kærlige relationer?

En af de ting, der fascinerer mig som parterapeut er, at der i dag findes så meget forskning omkring kærlige relationer, og hvordan de styrkes, repareres eller nedbrydes i parforhold og andre relationer. En af de erkendelser, der virkeligt har været en øjenåbner for mig er, den betydning det har, at vi som par, tør være sammen i og dele vores sårbarhed.

For mange er dette ganske svært. Vi er opfostret i et samfund, som hylder den personlige styrke, og masser af psykologiske retninger og selv-hjælps bølger handler om positiv tænkning, og om det at fremstå som succesfuld og stærk. Og samtidig har mange af os smertefulde oplevelser med os i bagagen, hvor vi er blevet såret af mennesker som vi havde tætte relationer til. Hvordan kan det så give mening, at sårbarhed kan være med til at styrke kærlighedsrelationer?

Den korte forklaring er:

Hvis vi holder sårbarhed for os selv, uden at dele den med vores partner, vil der være dele af dig selv, som din partner ikke kan nå ind til. Lidt afhængig af hvordan din partner fungerer, er risikoen, at din partner føler sig lukket ude af en del af dit liv. Samtidig har sårbare sider en tendens til at “springe frem” som en trold fra en æske, hvis partneren kommer til at træde på følelsesmæssige landminer, som udløser den tilbageholdte sårbarhed. Og når partneren ikke ved, hvad det handler om (og man måske endda ikke engang selv ved det) kan det ofte initiere negative mønstre i parforholdet, hvor konflikter opstår selv omkring dagligdags problemstillinger.

Når vi som par også tør vise vores sårbare sider, lærer vores partner os bedre at kende. Det giver også partneren mulighed for at kunne være “den stærke”, der kan tilbyde sin støtte og omsorg. Gennem at dele sårbarhed kan vi komme tættere på hinanden, og være mere for hinanden som partnere i parforholdet.

Som parterapeut ser jeg ofte, hvordan negative mønstre præget af konflikt og vrede, forandres til omsorg og kærlighed, når den ene part pludselig har modet til at lukke den anden ind i sin sårbarhed. Der sker en fysisk og psykisk forvandling, hvor vrede kritiserende partnere, pludselig bliver bløde, omsorgsfulde og støttende. Og mennesker som livslangt har trukket sig væk og lukket ned, når de var i kontakt med sårbare følelser, pludselig opdager, at man i et parforhold er to om at bære – både de glade og positive side, men også om sårbarhed og smerte.

Og så afslutningsvis lige en advarsel: Sårbarhed er ikke det samme som ynkelighed. Vi har alle billeder af personer, som dyrker deres egen sårbarhed og afmagt, og som bruger den manipulerende overfor omgivelserne. Det kan du f.eks. læse om i min artikel om Offertrekanten. Den form for sårbarhed jeg taler om her, er når vi tør vise partneren sårbare følelser, uden at forvente at partneren skal få det til at gå væk.

 

Hvis du har lyst til at høre forskeren Brené Brown fortælle om “The power of vulnerability”, kan du se det som Tedtalk her.

Senfølger af seksuelle overgreb

Voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen oplever ofte mange forskellige former for senfølger, dvs. forskellige former for ubehag, symptomer eller vanskeligheder. At sex kan blive relativt kompliceret i voksenlivet, er blot en af dem. I parforhold, hvor den ene part har været udsat for tidlige overgreb, kan det let opstå komplikationer omkring seksualitet og intimitet. Og paradoksalt nok, oplever flere, at det først bliver kompliceret når man har kendt hinanden et stykke tid, når forelskelsen har lagt sig, og når man kender hinanden godt nok til enten at kunne sige fra, eller til at partneren lægger mærke til, at man ikke altid nyder det.

Overlevere af seksuelle overgreb bærer på den måde nogle usynlige sår med sig ind i parforholdet – sår som for så vidt ikke har noget med partneren at gøre, men sår som tit rammer partneren, når han/hun mærker afvisningen, kroppen der fryser, eller vreden når man føler sine grænser gået for nær.

I “gamle dage” og det gør sig nok stadig gældende mange steder, anså mange terapeuter dette for et problem, som man skulle arbejde med i sin egen terapi, og at fremskridt her, så ville komme parforholdet til gode. Men flere og flere terapeutiske retninger følger den forskning omkring heling af traumer, der peger på, at vi bedre kan hele traumer når vi har tætte trygge kærlighedsforhold. Det trygge parforhold bliver metaforisk set den trykke havn, hvorfra man kan sejle ud på det stormfulde hav af smerte og frustration, vel vidende at man altid kan finde trøst og støtte og vende tilbage til havnen, når man har brug for det.

Når man er et par, der bærer rundt på dette spøgelse i ægteskabet, er det ikke ualmindeligt at man søger parterapi med fokus på at få gjort noget ved det seksuelle i forholdet. Men for at kunne det, er man ofte nødt til at starte et andet sted, nemlig med at opbygge en trygt relation – et trygt parforhold, som gør at man så efterfølgende kan begynde at arbejde med seksualitet. Noget som kan være svært for den frustrerede partner, der gerne ser tingene ske hurtigt, men et arbejde, som det er svært at springe over, da det kræver at man tør løbe en risiko og føler sig tryg ved at man kan stole 100% på sin partner, hvis man skal til at flytte grænser og tilbageerobre det seksuelle “land”, som er blevet uretmæssigt “besat i fortiden”. Og det kræver tålmodighed, men det er ikke noget man gør hver for sig, det er noget i gør sammen.

Se også min artikel: Når intimitet og sex  bliver kilden til smerte

 

Lørdag d. 21/9, er der synlighedsdag i København. Synlighedsdagen er en gratis temadag, hvor der er fokus på senfølger efter seksuelle overgreb. Synlighedsdagen afholdes i flere storbyer landet over i løbet af efteråret. Læs mere om Synlighedsdagen her.

Mænd og kvinder reagerer forskelligt på stress

Traditionelt har man i stressforskningen talt om at vi under stress, enten vælger kamp, flugt eller frysreaktioner som vores grundlæggende mønstre for at cope med stress. Men noget der måske ikke er kommet lige så tydeligt frem er, at mænd og kvinder faktisk reagerer forskelligt på stress.

Kvinder har selvfølgelig også kamp, flugt og frys som reaktionsmønstre, men de har også en helt anden strategi, der på engelsk kaldes “tend and befriend”. Jeg har ikke fundet noget godt dansk udtryk for det endnu (input er velkomne). Men det som udtrykket dækker over er, at kvinder i stressede situationer nogen gange har en tendens til at fokusere på omsorgen for deres børn (tend) og samtidig søge støtte i relationelle fælleskaber, f.eks. med vendinder (befriend).

 

For mig giver det rigtig meget mening, i forhold til det, man ser hos par i krise, hvor det mest dominerende mønster er en kvinde, der efterspørger kontakt og nærhed, mens manden trækker sig mere og mere væk (lige bortset fra når det gælder sex) i en oplevelse af afmagt.

Vil du læse mere om “tend and befriend” er der meget på nettet på engelsk, bla. denne artikel fra American Psychological Association (APA).

Hjertets styrke hænger sammen med parforholdets styrke

Poeter har, som Sue Johnson skriver i sin bog “Hold Me Tight”, i årevis brugt hjertet som symbol for kærlighed. Det er interessant at se på dette i lyset af de senere års forskning, som blandt andet viser at mennesker, der lever i et godt parforhold, har mindre risiko for forhøjet blodtryk, har færre stresshormoner i blodet, mindre risiko for tilbagefald og mindre gener efter hjertesygdomme – og sådan kunne man fortsætte listen.

Omvendt er det også på mange måder hårdt og opslidende, og kan have en negativ indflydelse på helbredet, hvis man år efter år lever i et parforhold, som er stressfyldt og præget af negative fjendtlige konfrontationer. Så hårdt at mange vælger skilsmissen som eneste udvej (43 procent i følge TV avisen 29/8-2013).

Så det er godt nyt, at så mange par landet over har glæde af parterapi og kurser for par – så meget, at mange kommuner har kunne se et fald i skilsmisseraterne. Det viser at det for mange kan gøre en forskel, når man vælger at prioritere parforholdet og gøre noget, inden det er for sent.

Som parterapeut er jeg selvfølgelig ikke en uvildig part i denne debat, men jeg plejer at sige til de par jeg møder på min vej: “Hvor mange af jer, laver regelmæssige servicecheck af jeres bil, og får ordnet f.eks. bremserne, inden det går galt? Hvor mange af jer fylder olie på motoren inden eller med det samme olielampen blinker? Hvor mange af jer venter med at blive bugseret til  værkstedet til det tidspunkt hvor røgen vælter ud af en totalskadet motor, og alle fire hjul er flade?

Numensas – hav en rigtig god weekend 😉

Kan en enkelt episode overskygge det gode i parforholdet?

Det er tankevækkende, men ikke desto mindre noget, man må forholde sig til, at enkeltepisoder i et parforhold sommetider kan komme til at overskygge hundredevis af gode oplevelser.

Forskning og kliniske erfaringer viser, at hvis den ene af parterne bærer rundt på en situation, hvor man har været ekstrem sårbar og truet, og man har oplevet at den anden part, ikke har været der for en, så kan det skabe så stærke følelser af svigt og utryghed, at det fremover kan bremse intimiteten og tilliden i parforholdet. Denne type situationer kan bryde selv den bedste stemning, i situationer hvor den part, der har følt sig svigtet er i kontakt med denne tidligere situation.

I nogle situationer har partneren selvfølgelig en forståelse for svigtet, f.eks. i forbindelse med utroskab el. lignende, men ofte er der tale om situationer, som partneren egentlig ikke oplever som så alvorlige – “der skete jo ikke noget, du klarede det”. Det kan være situationen, hvor man blev bange for en knude i brystet, men hvor ens man har slået det hen med  et “vent lige og se om det er noget”, hvorefter han har trukket sig væk. Det kan være situationen hvor konen har været på forretningsrejse, mens manden oplever at det hele ramler sammen om ørerne på ham derhjemme, men hvor hun slår det hen med “se du klarer det jo nok”. Det kan være situationen hvor manden er til fest og ikke til at få fat på, lige der hvor vandet går, og en akutfødsel går i gang 2 uger før tid, og hvor han bare ikke er der.
Ovennævnte situationer er situationer, hvor partneren måske ikke har forstået at man virkelig har brug for støtte, og hvor svigtet måske sker uforsætteligt. Det kan selvfølgelig være endnu værre, hvis partneren bevidst nægter at være der for en på kritiske tidspunkter. Resultatet er, at man har været ekstrem sårbar, og har haft brug for følelsesmæssig støtte og forståelse fra den, der står en nærmest, og han/hun har bare ikke forstået det og ikke været der.

Hvis man ikke får bearbejdet denne type episoder, kan de ofte blive hængende som en truende skygge over hele parforholdet, og bremse for intimitet. Den, der har følt sig svigtet har svært ved at stole på at partneren vil være der, når man har brug for det. Og det er en af de basale ting i et parforhold – at vi tør stole på at vores partner vil være der, når vi har allermest brug for det.

Måske har I denne typer episoder, som en af jer bærer rundt på. Episoder, som det er værd at tale om igen, hvor det er vigtigt, at den der har følt sig svigtet oplever en forståelse fra partneren for, hvor hårdt det må have været, og hvor smertefuldt det har været at mangle sin partner. Lydhørheden, forståelsen og empatien fra partneren side er nøglen til at hele disse fortidige sår. Dette er vejen til at få “afgiftet” dette, så i igen kan få intimiteten og tilliden tilbage.

Kan du modstå fristelser?

Hvor let har du ved at modstå fristelser?

Nogle gange kan det være fint at leve efter Mae Wests ord “Den letteste måde at overkomme fristelser på, er ved at give efter for dem!“.
Men når fristelserne er noget, som kan betyde problemer for en selv, eller ens parforhold er det måske ikke den mest hensigtsmæssige måde at gøre det på.
Hjerneforskningen viser os (læs f.eks. David Rocks bog: Your Brain at Work), at evnen til at stoppe impulser, og dermed give efter for fristelser, er en ret krævende ting. Et eksperiment hvor folk placeres i et rum med fristende chokolade, og efterfølgende udsættes for en vanskelig opgave viser, at blandt dem, der modstår fristelsen overfor chokoladen er en større tilbøjelighed til at give op, overfor den efterfølgendes svære opgave. Og det er jo interessant. Det, og andre undersøgelser viser, at det er ret energikrævende at modsætte sig en impuls, og jo længere tid der går, jo mere bliver vi svækket i vores modstandskraft, og jo mere tilbøjelige til at give efter alligevel.
Jo tidligere du kan fange impulsen, og gøre noget ved den jo bedre. Samme øjeblik som du mærker lysten til chokolade, spil, alkohol, en kvinde som du ser på dit arbejde – eller det, som du gerne vil lære at kontrollere impulsen overfor – er kunsten at træffe den mentale beslutning”NEJ!” og så flytte dig væk fra fristelsen. Og om muligt undgå at udsætte dig for den igen.
Så med risiko for at lyde alt for enkel og måske lidt frelst: Så hvis du vil undgå at drikke alkohol, skal du måske ikke lige gå på værtshus og drikke en sodavand bare for hyggens skyld; vil du undgå at spise for meget chokolade, skal du måske ikke stå og kigge på udvalget af chokolade i supermarkedet eller lade chokolade ligge fremme derhjemme; hvis du ikke ønsker at være utro, skal du måske ikke invitere ham eller hende, som vækker noget særligt i dig, med på cafe – bare jer to; hvis du ikke ønsker at kigge på porno, så er det måske ikke lige sagen at kigge på sider på internettet med for meget nøgenhed eller kigge i blade hvor dette udstilles. Fortsæt bare listen med de ting, du gerne vil afholde dig selv fra.
Og jeg ved godt at det ikke altid er “bare lige”, det kræver en stor mental indsats, og også sommetider kvalificeret hjælp fra andre. Og hvis du fanger dig selv i at sige “jeg kan bare ikke lade være”, så forstil dig at der pludselig stod en med en pistol for din tinding og sagde “Hvis du klikker på det billede, skyder jeg dig!” – ville du så kunne lade være? – Hvad var svaret?