Udgivelse af e-bogen om Offertrekanten

Så er det i dag at jeg trykker på knappen, og officielt udgiver min nye e-bog: “Offertrekanten – den dysfunktionelle dans i familien, i parforholdet eller på jobbet”.

Det har været en bog, jeg  har skrevet på og grublet over i flere år. Jeg har droppet den et par gange, men så alligevel taget den op igen, efter at have snakket med mennesker om personlige eller arbejdsrelaterede oplevelser, hvor Offertrekanten gav mening som forklaringsramme.

Jeg har haft flere til at læse det sidste udkast, og det har berørt mig, hvor mange der har fortalt mig, at bogen har haft betydning for dem at læse. At det kan være en hård bog at læse, men at den også har givet dem svar på noget, og nye måder at forholde sig på.

Du kan læse hvad andre læsere har skrevet her.

Jeg har også lagt et uddrag af bogens kapitel 1 og 2 op, så du kan læse om Offertrekanten generelt samt en uddybelse af Offerrollen. Dette uddrag kan du læse her.

Og har du lyst til at læse mere om bogen og eventuelt købe den, kan du gøre det her.

Et nytårsfortsæt for parforholdet

Så har vi taget de første spæde skridt ind i 2014, og er så småt ved at lægge 2013 bag os. For mig er nytår altid en anledning til en refleksion over det forgangne år – hvad har været godt, hvad har været hårdt, og nogle tanker om, hvor jeg vil have mit fokus det kommende år.

Mange laver nytårsfortsætter for sig selv – “jeg skal i bedre form”, “jeg vil stoppe med at ryge”, “jeg vil være et bedre menneske” etc. Det jeg vil opfordre til, med dette indlæg er, at I også laver en slags nytårsfortsæt for jeres parforhold, hvor i sammen bliver enige om, hvad i vil fokusere på at gøre endnu bedre det kommende år. I kunne f.eks. gøre det på følgende måde:

  1. Reflekter over nogle af de ting, du har været glad for i dit parforhold i det forgangne år.
  2. Reflekter over om der er noget, du har savnet, eller områder hvor du ikke oplever at i er så tæt på hinanden som du ønsker. Pas på, at dette ikke bliver formuleret som en kritik af din partner “jeg er træt af at du aldrig er hjemme”, men at du får det formuleret som “jeg nyder når vi er sammen, og ønsker mig at vi kan være det lidt mere”.
  3. Del disse tanker med hinanden – start med tankerne om det i har været glade for, og gå derefter over til listen over det i gerne vil have fokus på at få mere af det kommende år.
  4. Udvælg et eller to fokuspunkter, som i er enige om, at i gerne vil have fokus på det kommende år – f.eks. “mere nærvær om aftenen og mindre tv” eller “finde flere stunder hvor vi kan være alene sammen som par.” Snak også om, hvilke effekter i tror det vil have på jeres parforhold.
  5. Find i fællesskab ud af nogle praktiske “hvordan kan vi gøre det” aftaler, og skriv dem eventuelt op.

Tilbage er så “bare” at gøre det – og huske hinanden på, at det er noget i begge to har lyst til.

Og husk at store forandringer, ikke behøver at være i form af revolution, men også kan komme af længere tids evolution. Et godt parforhold skabes først og fremmest af de mange små kursjusteringer i sammen foretager, som er med til at udvikle jeres parforhold til det parforhold i gerne vil have.

Godt nytår 🙂

Kærlighed reducerer smerte

I sit seneste videoklip Soothing the Threatened Brain, fortæller Dr. Sue Johnson om de undersøgelser, der viser at smerteoplevelsen i hjernen forandres, når vi holder en person i hånden, som vi har en tryg og kærlig relation til.

I videoen refereres til en af de nyere undersøgelser af dette område, hvor man har foretaget fMRI skanninger af par, før og efter de har været gennem parterapi. Undersøgelser dokumenterer, at man med Emotionsfokuseret Parterapi kan hjælpe par i  krise til at skabe præcist den form for tryg og kærlig relation, blandt andet har effekt for vores oplevelse af smerte.

Men det vildeste er nu, at det endnu engang er en bekræftelse af, den betydning kærlighed og kærlige trygge relationer har for vores fysiske og psykiske velbefindende.

 

Er du interesseret i at

Porno og parforholdet

Jeg kan anbefale Joan Ørtings artikel i Politiken 7/12-2013, hvor hun tager bladet fra munden, og giver udtryk for, at ponografi måske ikke er helt så uskadeligt, som mange gerne vil gøre det til. At det ikke bare handler om frisind, men faktisk er med til at skabe afhængighed og gøre skade i parforhold.

Uden at skulle generalisere – ved godt at dette ikke nødvendigvis gælder for alle, så vil jeg gerne støtte op om Joans artikel, med nogle af de ting jeg kan observere i mit arbejde som psykoterapeut og parterapeut:

  • At forbrug af porno, kan være en “hemmelighed” i parforholdet, som den ene part, af forskellige årsager holder hemmelig for partneren. Pornografien kan let være som et “spøgelse”, som noget man aldrig taler om. Brugeren af porno kan let bære rundt på en skamfuldhed, en skamfuldhed som let skaber en usynlig mur til partneren.
  • At netporno kan “tage magten” fra nogen, der ser sig selv opsøge porno som en tvangsmæssig handling. Dvs. på den ene side ønsker de ikke at gøre det, men deres “trang” bliver for stor til, at de kan lade være. Dette kan let føre til et negativt syn på sig selv. Og worst-case (som jeg ikke selv har set, men kun hørt beretninger om), mennesker, hv0r meget af hverdagen kommer til at handle om hvornår man kan få det næste “porno-fix”, og hvor selvtilfredsstillelsen kan blive så voldsom at man fysisk skader sig selv i form af sår etc. Vil du vide mere om pornografiafhængighed, kan jeg anbefale dig at kigge på Dr. Tammy Nelsons websider.
  • At pornografi fører til at partneren kan blive betragtet som et objekt, man har sex med, og derfor kommer sexlivet let på afveje. I nogle parforhold bliver sexlivet en jagt på seksuel tilfredsstillelse, men hvor man glemmer intimiteten og nærheden. Dette kan føre par ind i en negativ spiral, som med tiden betyder, at der skal større og større stimulans til, for at opnå tilfredsstillelse, så det kommer let til at handle om nye stillinger, nye hjælpemidler etc. I dag ved man, at vejen til et tilfredsstillende sexliv, for mange par går gennem det, at arbejde med større tryghed og nærhed i parforholdet, og som Sue Johnson skriver i sin bog “Hold Me Tight” – den intimitet man skaber udenfor soveværelset  bæres med ind i soveværelset.
  • At pornografien også gør noget ved partnerens selvtillid. Det er svært, hvis man som kvinde eller mand, føler at man skal måle sig op mod de fantasifremstillede aktører som optræder i pornografien.

Et andet aspekt er også, at  nogle partnere oplever pornografi som utroskab. Grænsen for hvornår man er utro er jo ikke en objektiv grænse. Grænsen går der, hvor man som par, har lavet sin monogami aftale. Så selvom du måske selv tænker på porno som en uskyldig fritidsinteresse, du har for dig selv, så tænk på hvordan din partner oplever det, og på den måde det påvirker jeres parforhold på.

Så det var bare mit bidrag til en debat, som jeg er glad for at Joan har bidraget til, håber på at det ikke bliver til en debat om “for eller imod porno”, men at det bliver til en debat, der fører til større bevidsthed om dens betydning i forskellige sammenhænge.

Du kan også læse min artikel om porno og parforhold her.

 

 

Parforholdets musik :-)

Her er en lille sød video, der på en humoristisk måde viser, hvordan nogen oplever kommunikationen i parforholdet – her som en sang. Den er ganske humoristisk, og får alligevel sat fingeren på noget essentielt i, hvor svært det sommetider er at møde hinandens opfordringer til kontakt.

Partner til en overlever af overgreb?

Mennesker, der har været udsat for overgreb af seksuel karakter i bardom eller ungdom, oplever nogle gange, at det giver nogle svære udfordringer i parforholdet, særligt når det drejer sig om det seksuelle, som jeg har beskrevet i en tidligere artikel.

Jeg vil nu gerne dele nogle af de erfaringer jeg har gjort mig gennem mit arbejde med, hvordan det er at være partner til en, der er overlever af overgrebene. Denne artikel kan du læse her.

Jeg har også lavet et videoforedrag om emnet, som du kan finde her.

Den sunde afhængighed

Det er interessant, som også Sue Johnson har fokus på i sin bog Hold Me Tight, som nu er på vej i dansk oversættelse, at vi lever i en tid, hvor samfundet – og psykologien – har så stort fokus på at man skal være stærk og uafhængig. På mange måder bliver det italesat, og vi ser det i mange film, budskabet om, at man skal kunne klare sig selv, og at det, det der gør stærk, er at kunne klare sig uden andre.

Men mange af de, der forsker i kærlighed og tilknytning, ser det anderledes. De ser at vi som mennesker fødes ekstremt sårbare, hvor vores eneste mulighed for overlevelse er, at kunne knytte os til andre, som vil nære, beskytte og drive omsorg for os. Så hele tilknytningssystemet er programmeret dybt inde i os, som evolutionens middel til overlevelse som art. Og engang troede man, at dette kun gjalt for børn, og at det, at blive voksen netop handlede om at frigøre sig fra afhængigheden af andre. Men sådan er der flere og flere, der opdager, at det ikke forholder sig. Som voksne har vi det sammen behov for nærhed, omsorg og tryghed – den form for nærhed, omsorg og tryghed, vi kun kan modtage gennem andre mennesker (eller for nogens vedkommende igennem en stærk tilknytning til tro). og behovet er så stærkt, at det har betydning for såvel vores psykiske som vores fysiske helbred, som du bla. kan læse om i et af mine tidligere blogindlæg.

Og her kommer vi så over i begrebet “Den sunde afhængighed”, som handler om det, at anerkende vores behov for at have nogle udvalgte mennesker helt tæt på. Som handler om, f.eks. at turde lukke sin partner helt ind, i tillid til at ens partner kan være den trygge og sikre havn, som vi alle har brug for. En sikker havn, der er hviler på et fundament af partnerens tilgængelighed, lydhørhed og engagement. En viden om, at ens partner altid vil bakke en op, og være der når man har allermest brug for det. Dette trygge fundament giver os mulighed for at møde verden på helt nye måder, så for nogen er paradokset, at man ved at komme tættere på sin partner, også styrker sin evne til at udvikle sig som individ. Men mange har svært ved at sige til sin partner “Jeg er afhængig af dig – du er livsvigtig for mig”, fordi vi hører det som en stemme, der har sit udspring i en “klyngen sig til” eller en “manglende selvstændighed”. Og klart – hensigten er ikke at gøre din partner ansvarlig for dit liv, eller gøre din partner ansvarlig for din lykke. Hensigten er, at kunne “give sig hen” og opnå en kontakt i parforholdet, præget af nærhed, tillid og intimitet – og det kan kun for alvor lade sig gøre, hvis vi erkender, at vi har brug for hinanden, erkender at vi er forbundet, og at trangen til at være tæt er noget, naturen har givet os.

Og jeg ved godt, at det ikke er lige let for os alle. For nogen er begrebet “en tryg relation”, noget man aldrig har kendt til, og ens overlevelse i verden – og parforholdet – er derfor en vagtsomhed og selvbeskyttelse, båret af en ubevidst beslutning om “aldrig at lade nogen komme for tæt” – eller “aldrig at være afhængig af nogen”. Andre har oplevet nærhed som noget flygtigt, og har lært at klamre sig til det, når det endelig er der, blot for at se sig selv, igen og igen kvæle det der er med omklamringen.  Så for nogen er det en realitet, at overlevelsen er, at kunne klare sig selv. Men min pointe er, at det er ikke det, vi er skabt til, så hvorfor gør vi en dyd ud af det. Se det som det, det er  – en måde at overleve på, når vi ikke kan se andre udveje. Og det kan kræve både mod og hårdt arbejde at ændre på det.

Hvis du er en af dem, der er så heldige, at du er i et parforhold, med en god tryg base, så er det mere enkelt, at bevæge sig ind i det sårbare sted, hvor vi tør komme i kontakt med, at vi er afhængige af vores partner. Men selv her kan det være svært, for selvom forskningen i dag viser os at, det at turde dele sin sårbarhed, er med til at styrke parforholdet (også tidligere blogindlæg), så ved mange ikke hvor de skal gribe, hvordan man kommer igang. Et godt sted at starte er, at kigge din partner dybt i øjnene og fortæl så ham/hende, hvor meget han/hun betyder for dit liv. Og måske tør du endda sige ordene “Jeg har brug for det, vi to har at give hinanden.”

Jamen det går da meget godt – ikke?

For mange år siden, var der en kollega, der nævnte for mig, at der midt i mange skilsmisser står en mand, der udtaler ordene: “Jamen, det går da meget godt – ikke?”

I Søndagsavisen, kan man under overskriften “Det er kvinder, der vil skilles”  læse om undersøgelser foretaget af analyseinstiuttet YouGov, der bekræfter dette, idet deres undersøgelser viser, at 55% af de fraskilte kvinder angiver at de har taget initiativet til skilsmisse, mens det kun er 28% af mændene. I selvsamme udmærkede artikel kan man læse om de hyppigste årsager til skilsmisse, hvor utroskab rangerer højest, stærkt fulgt af forhold som “kærligheden forsvandt bare”, “Vi havde forskellige værdier”, “Dårlig kommunikation”, “Gnisten forsvandt” og “Vi skændes for meget” m.f.l.

Det er triste tal, men det, der faktisk gør mig glad er, at mange af de ting, der nævnes er noget, man faktisk kan arbejde på at forebygge. Utroskab er selvfølgelig et kapitel for sig selv (det kan du læse om i nogle af mine artikler), men de øvrige forhold hvor det handler om kærlighed og gnist eller kommunikation  og skænderier, ramler jo lige ind i hjertet af det, som den nyere forskning viser os omkring relationer. Vi er sociale individer, vi har brug for hinanden, men hvis det ikke lykkedes for os at opbygge eller fastholde en tæt, kærlig og tryg kontakt, så ender det ofte i frustration eller tomhed, og så er risikoen for, at vi søger det vi så stærkt har brug for andetsteds – eller som jeg ofte også hører nogen sige – “På en måde, er det lettere bare at være mig selv – for så bliver jeg ikke så skuffet over ikke at få alt det jeg savner”.

Der findes i dag et utal af veje til at styrke og bevare parforholdet. Bøger, som Hold Me Tight af Sue Johnson (kommer på dansk i foråret) og lignende, som viser os vejen gennem øvelser vi kan lave som par. Kurser som PREP, Imago parkurser eller Hold Me Tight kurser, som kan lære os at komme tættere på hinanden – og så ikke mindst – et utal af parterapeuter over hele landet som gerne vil støtte. Hvorfor går det så galt for mange alligevel?

Jeg har flere bud på det:

  1. Den kogte frø syndromet. Jeg har fået fortalt, at hvis du kommer en levende frø ned i en gryde kogende vand, springer den ud af gryden ved kontakt med overfladen. Hvis du kommer den i tilpas tempereret vand, og gradvist varmer det op til kogepunktet, dør den af hjertestop (forsøg det endelig ikke derhjemme). Som mennesker er vi lidt på samme måde i vores parforhold. Når tingene gradvist går ned ad bakke, vi fjerner os lidt fra hinanden, travlhed, fokus på børn etc- dræner parforholdet – sker det tilpas langsomt reagerer vi ikke på det – før den ene part trækker i nødbremsen og siger stop.
  2. Kan man overhovedet gøre noget? Nogle tror på at kærlighed og intimitet er en mystisk ting vi får fra universet, og hvis den mangler så er det bare dårlig karma. Så hvis det ikke er der, så må vi jo bare acceptere at sådan er det, og så komme videre. Ærgerligt fordi forskningen netop viser os, at det ikke er sådan det forholder sig 🙁
  3. Travlhed, dovenskab andre prioriteter. Kender det selv i mit liv, der er så mange ting der haster, som kræver ens opmærksomhed eller penge, så hvornår er der lige tid til parforholdet?

Skulle vi behandle vores bil som vi behandler parforholdet, vil det for mange svare til, at vi først kører den på værkstedet, når dækkene er flade, olielampen har lyst konstant i seks måneder, og røgen eller flammerne står ud ad motoren. Men er vi først kommet dertil, er det hårdt arbejde. Så hvorfor ikke give dit parforhold et “servicecheck” i tide, og få lavet de småreparationer, der skal til, for at i igen kan køre godt en periode, så i igen kan være trygge ved, at tingen da går meget godt – ikke?

Mørke skyldes fraværet af lys!

Fysikkens love viser os, at mørke ikke kan fortrænge lys. Mørke får kun lov til at eksistere der, hvor lys er slukket eller endnu ikke bragt ind. Tværtimod er det lyset, der kan fortrænge mørket.

Tænk hvis vi tænker på samme måde, når det gælder det følelsesmæssige mørke vi sommetider kan fanges i. De mørke følelser som frygt, rædsel, skam, depression, skam og afsky, følelser som ind i mellem kan lamme os. De følelser, der nogle gange får os til at slukke det lys, der ligger i kærlighed, håb, tryghed, venskab og glæde. Det sker i det små, når vores parforhold rammes af rystelser – udefrakommende, såsom sygdom eller arbejdsløshed, eller indefra af utroskab eller følelser, der er lukket af for, eller fortidige overgreb, som holder os fanget i smerte. I det større perspektiv kan man f.eks. i Politiken i dag (13/10-2013) læse i “Dagbog fra Damaskus: Krigen dræber også kærligheden” om, hvordan udefrakommende begivenheder er med til at skille mennesker ad på den mest brutale vis. Og når vi rammes hårdt, og føler at vi mister dem, vi har kære, glider vi let over i en tilstand af følelsesløshed, eller vrede og had. En vrede og et had, som desværre får frit spil i mange af de konflikter vi ser mellem folkeslag verden over (og også ind i mellem herhjemme), hvor den ene traumatiserende hændelse efter den anden, fører til en spiral af vold. Det er det vi ser i den enkelte familie, i det par, som bekriger hinanden i en uendelig håbløs kamp for at “vinde” over den anden og få “ret”, eller blot – nærhed.

Derfor er det også opløftende at læse en anden artikel i dag i Politiken – “Blodets brødre vil bekæmpe det had, der tog livet af deres døtre”  en artikel om, hvordan Israelere og Palæstinensere, der har det til fælles, at de har børn, der er dræbt i konflikten, og at de selv har været en del af den, mødes i forsoning, med det fælles mål at skabe fred i verden. At de på den måde bærer lys ind, der hvor der i mange år har været mørke. Her ser vi i stor skala det, som sker på det hjemlige plan, når et par, der i mange år har skændes og bekriget hinanden, pludselig stopper op og erkender, at den anden ikke er fjenden, men at man har været fanget i en dødsspiral, som blot har eskaleret smerten og vreden. Det kan næsten lyde som en poetiske eller religiøs fortæsket udsagn, at sige “kærligheden er det, der heler”. Men det er det som poesien og troen har fortalt os i årtusinder, som forskerne også efterhånden er i stand til at eftervise. Kærligheden, nære kærlighedsfyldte forbindelser er det lys, som kan fordrive mørket. Når vi opnår trygheden i en kærlig kontakt til mennesker, som er os nær, så reducerer det smerte, både fysisk og psykisk, og det bliver muligt at hele de sår, som vi bærer rundt på.

Så hvad gør du/I, når tingene er svære, når “bomberne” sprænger i familien eller i parforholdet – løber i hver til sit – bekæmper i hinanden, eller rækker i ud og finder hinanden, bruger hinanden som den trygge havn af kærlig kontakt, hvor det bliver muligt at konfrontere de svære ting sammen. Er der mennesker/relationer i dit liv, hvor du oplever at mørket dominerer, og hvor det er tid til at få tændt et lys, er der noget du kan gøre for at række ud og trykke på “kontakten”?

Fortsat god søndag  🙂

"Vi er skabt til utroskab" – og hvad så?

I Søndagsavisen kan man i dag læse “I følge den seneste undersøgelse  fra YouGov, har hver tredje dansker været deres partner utro, Det giver os sammen med Finland førstepladsen i utroskab i hele Europa.” Det er en interessant artikel, som også refererer en adfærdsforsker, og en af konklusionerne er også, at “kvinder er designet til utroskab”. Det er en artikel, der er værd at læse, særligt den sidste del, der hæfter sig ved, at selvom vores genetiske disposition trækker os i en retning, så er den retning ikke nødvendigvis den mest hensigtsmæssige for at os at bevæge os i. Og utroskab har utroligt store omkostninger for de enkelte par, for børnene, for familierne omkring dem og for samfundet.

Så når man læser artiklens konklussioner, er det vigtigt også lige at huske på at der er andre undersøgelser, der viser, at dem der er i stand til at kontrollere og udsætte deres egne behov er dem, der klarer sig bedst i det lange løb. Som jeg argumenterer for i mit webforedrag “Kan du stole på dine tanker og følelser?”, er vores følelser og impulser som et kompas, der viser os i en bestemt retning. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er den rigtige retning af følge. Når du er sulten, kender du måske trangen til at proppe dig med fastfood, kage eller slik, som er lige ved hånden, selvom du ved, at du om en time får et godt sundt måltid. Når du skal præsentere din virksomhed/dit produkt for en gruppe potentielle købere, kender du måske frygten, uroen i maven, der fortæller dig, at du er bange og hellere skulle flygte væk. Når du skal til jobsamtalen har du måske mest lyst til at ringe afbud, fordi du er bange for at blive afvist. Hvis du har ødelagt din gode vens bog, fortæller skamfuldheden dig, at du skal undgå kontakt med ham. Og sådan kan jeg fortsætte. Der er masser af situationer, hvor følelserne giver os en impuls til at gøre noget, som i sidste ende vil kunne skade os selv. Det er impulskontrollen, der på mange måder er med til at adskille os som art fra andre primater. Vores evne til at stoppe op – og ja forholde os til vores følelser og de budskaber de giver os om sult, frygt, savn, manglende kontakt etc. – og så vurdere hvad der tjener os bedst, i forhold til det, der betyder noget for os, i forhold til vores værdier, vores tro, og den måde vi ønsker at se os selv som mennesker.

Der, hvor det måske kan være svært, og hvor det så går galt fra mange er, når vi ikke ved, hvad vi kan gøre i forhold til de savn og længsler vi mærker. En anden artikel, som jeg faldt over for nyligt en artikel “An Unrecognized Reason That Married Men Have Affairs”, hvor forfatteren refererer til undersøgelser omkring utroskab, og blandt andet opstiller den hypoteste, at utroskab blandt andet udspringer af, at man ikke er i stand til at snakke om følelsesmæssige ting med sin partner.  En hypotese, jeg som parterapeut, gerne vil tilslutte mig, men med den tilføjelse, at jeg ikke kun tror det gælder mændende. Mange par – både mænd og kvinder, har det rigtigt svært med at komme i dybden med samtaler om emner, der vedrører sårbare følelser.

Så når du læser den fine artikel i Søndagsavisen håber jeg du bruger artiklen som et hint om, at det er vigtigt, at vi som partnere i et kærlighedsforhold, hele tiden er bevidste om, hvad der er vigtigt for os på den lange bane, at vi lytter til følelser, som fortæller os hvis vi savner nærhed, intimitet, anerkendelse eller kontakt, og at vi reagerer på dem på en måde som tjener os og parforholdet bedst, så vi ikke bare væltes omkuld af en impuls, af et øjebliks begær eller længsel, eller af dybe genetisk kodede driftinstinkter. Andre forskere, og her kan jeg f.eks. henvise til Sue Johnsons omfattende arbejde omkring tilknytning og kærlighed, konkluderer, at det er muligt at udvikle parforhold, baseret på livslang kærlighed, og hvor intimitet og sex bare bliver bedre med årene.

Du har faktisk et valg – du er ikke styret af dine drifter…… Valget – og ansvaret for valget – er dit!