Af Steen Rassing, parterapeut og psykoterapeut MPF.
Undersøgelser peger på, at børnene ofte bærer store omkostninger i forbindelse med skilsmisser. Selvfølgelig kan der alligevel være god grund til, at man som voksne mennesker vælger skilsmissen som udvej, når man oplever, at det at blive i parforholdet, i sidste ende belaster mere, end en skilsmisse vil.
Samtidig peger forskning på, at børns trivsel i skilsmissesituationer, mere er afhængig af, hvordan livet bliver efter skilsmissen.
I denne artikel vil jeg fokusere på en af de belastninger vores børn udsættes for, når mor og far går hver sin vej, den belastning der ligger i, at barnet ofte havner som et gidsel midt mellem far og mor, og de stærke følelser de har på spil i skilsmissen. For børn er skilsmissen en situation forbundet med en masse tab – tab af det velkendte, tab af den ”normale familie”, måske tab af bolig, tab af den samhørighed der var, tab af ansigt – det kan være flovt at mor og far skal skilles, og måske tab af kontakt til den ene af forældrene. Børn er også gode til at tage forældrenes følelser af vrede, sorg, skyld, skamfuldhed etc. til sig, og hvor forældrene ofte har et netværk, der kan støtte dem i at give udtryk for disse følelser, så er børnene ofte havnet i et ingenmandsland, hvor de er alene med alle de svære følelser. Dette sker blandt andet fordi børn mange gange ”passer på” deres forældre og passer på ikke at ”udlevere dem” til hinanden.
Det er svært for et barn at høre mor skælde ud over og nedgøre far, eller høre far skælde ud over og nedgøre mor. Det er også svært for et barn at opleve at det kan gøre mor eller far ked af det. Når et barn oplever stærke følelser i forbindelse med skilsmissen, f.eks. savnet af en far, vreden over mor eller lignende, kan det derfor være svært for barnet at tale med sine forældre om det. Fortæller man det til mor, risikerer man at hun bliver ked af det, eller endnu værre, at hun benytter lejligheden til at skælde ud over far. Og fortæller man det til far, sker det samme med omvendt fortegn. Mange børn lærer derfor at holde de sværeste ting for sig selv, hvis de ikke lige er så heldige, at der er en neutral voksen som de har tillid til, og som er parat til at lytte og være der for dem. Det kan betyde at barnet må blive enormt kontrollerende i forhold til hvad det fortæller far om mor og omvendt. Noget som kan følge barnet gennem hele livet.
Mange gange er det ikke ond vilje, der skaber dette forløb, men blot det at vi som forældre selv er ramt i skilsmissesituationen, og så er det svært at holde følelserne tilbage, allermest når vi kan se vores børn blive ramt. Den tunge byrde for os, er at øve os i at være der for barnet, når det har brug for det, uden at skulle kaste vores egen smerte og frustration på banen, og uden at nedgøre den anden part, som vi ved, er så vigtig for barnet. Og der hvor det ikke er muligt for os, at hjælpe barnet til at få talt ud med en neutral voksen. For at kunne dette, er det derfor vigtigt at vi som voksne også i eller udenfor vores personlige netværk finder andre voksne som vi kan få talt ud med.
Og på sigt, handler det også om, at give slip på den vrede og bitterhed, man kan have overfor sin eks, og lære at tilgive.
Denne artikel er udarbejdet af Steen Rassing, parterapeut og psykoterapeut MPF med klinik i Næstved.