Af Steen Rassing, Psykoterapeut MPF, hypnoterapeut og supervisor
Måske har du som mange andre, erkendt at der er mønstre i dit liv, som du gerne vil ændre på, fordi de på en eller anden måde bremser dig i at leve det liv, du gerne vil.Ser du f.eks. dig selv blive træt og udbrændt, fordi du gang på gang bliver “Redderen” for kolleger, partnere, børn der går ind i Offerrollen – selvom du i virkeligheden ikke har kræfter til mere, og synes de skulle kunne klare tingene selv? Sidder du fast i at trække dig væk og/eller blive vred på andre, når de kommer for tæt på, selvom du egentlig gerne ville lukke dem ind? Lader du dine gamle forældre overskride dine grænser og bestemme over hvad du skal og bør, selvom du for længst er blevet voksen og har din egen familie og egentlig føler, at det er forkert at du lader dem gøre det?
Forudsætningen for, at man kan bryde med mønstre er først og fremmest, at man er kommet frem til en erkendelse af, at der er nogle mønstre, man har bragt med sig gennem livet, som på en eller anden måde spænder ben for, at man kan leve det liv, man ønsker sig. Og nogle gange kan det at komme frem til denne erkendelse i sig selv være svært, for det vi vokser op med er det vi er vant til, det er det vi let opfatter som “normalt”, og det kræver at vi nogen gange bliver præsenteret noget andet, eller kommer til at se det hele lidt udefra, før vi opdager at det faktisk ikke var i orden, og at vi fortsat kører på autopilot i nogle uhensigtsmæssige mønstre. Derfor har det også glæde mig, når mennesker, der har læst min bog om Offertrekanten, har meldt tilbage, at den har hjulpet dem til at se og forstå den dynamik, de selv har været fanget i.
Når vi opdager det, hvorfor ændrer vi det så ikke bare? En af de væsentlige grunde er, at disse mønstre – det, der trigger dem, de følelser det aktiverer og den adfærd de er forbundet med, ofte er dybt indkodet i vores neurologiske system. De er blevet vaner, vi kører på autopilot her, og det kræver en bevidst indsats at ændre dem til noget nyt. Men der er også ofte nogle helt andre barrierer for, at vi forandrer på mønstrene i vores liv, også selvom det er nogle der generer os.
Ønsker du virkelig at ændre dig?
Hånden på hjertet – det er let nok at sige, at man vil bryde ud af et mønster. Men hvad nu hvis du stadig opnår noget positivt ved det, som du ikke er parat til at give slip på? At slippe Offertrekantens Redderrolle betyder f.eks. at man må sige farvel til taknemmelighed og anerkendelse, at man ikke længere har identiteten som “den der altid er der for andre”, at man risikerer konflikter med “Ofre”, der ikke accepterer at man ikke er der for dem. Sætter man grænser over for sine gamle forældre, er man måske ikke længere “Den gode datter, som man betror sig til”, men må se pladsen gå til en af ens søskende. Så nogle gange er vi ikke parat til at give slip på de gevinster, der også følger med at sidde fast i nogle bestemte mønstre. Er det noget du kan genkende?
Andre gange er vi bange for, at nogle af de positive ressourcer, der er forbundet med et bestemt mønster – f.eks. evnen til at kunne blive vred og sætte grænser, eller lysten til at gøre noget for andre, forsvinder, når vi begynder at træne os selv i ny adfærd. Men her har jeg lyst til at sige, at det at forandre et mønster, ikke er at give slip på det du allerede kan – det er bare at åbne op for at kunne noget mere – og at du får et mere frit valg i forhold til, hvad du så vælger at gøre.
Ved du hvordan du så skal gøre?
Nogle af os er låst fast i overbevisninger om, at det ikke kan lade sig gøre. Og typisk er det en del af det “gamle system” – at “sådan er det bare, og det kan der ikke laves om på”. Så overbevisningerne omat sådan fungerer det bare, eller at vi ikke har det, der skal til, for at udvikle os og få et andet liv, får os til at opgive at gøre noget for at ændre på tingene.
Andre går i stå, fordi de ikke hved hvordan de kan gøre noget andet end det de plejer. “Hvis jeg ikke skal trække mig og skælde ud, hvad skal jeg så gøre?” eller “Hvordan kan jeg sige fra på en pæn måde?” er eksempler på spørgsmål som jeg ofte hører. Og hvis vi ikke ved, hvad vi kan sætte i stedet for de uønskede mønstre, kan det være svært. Et hurtigt godt råd er – “Læg mærke til hvad andre gør – hvis de ikke trækker sig, hvad gør de så, hvis de siger fra på en god måde, hvordan gør de det?” Og begynd så at øve dig i det små.
Tør du overhovedet træde ud?
Hvad frygter du, der kan ske, hvis du begynder at forandre dig? Vil mennesker omkring dig blive forskrækkede, blive sure på dig, vil du blive alene? Hvordan vil familien reagere overfor dig? Denne frygt er helt naturlig, idet mange mønstre jo netop er dannet som en reaktion og tilpasning til de vilkår vi har befundet os i. De har på et tidspunkt været vores overlevelsesstrategier, så selvfølgelig er det forbundet med frygt, når man pludselig overvejer at give slip og gøre noget andet. Og selvom en del af frygten må henføres til fortiden, hvor vi f.eks. som børn var afhængige af andres omsorg for at kunne overleve, så er der dele af frygten, der er reel nok at forholde sig til som voksen. Når man giver slip på gamle mønstre, har det konsekvenser i de relationer man befinder sig i her og nu.
Det kan selvfølgelig være positive konsekvenser – din partner oplever måske at du åbner op, og lader ham/hende komme tættere på, du viser måske dine følelser lidt mere. Men det kan også være negative konsekvenser, f.eks. hvis du træder ud af Redderrollen og giver dig selv lov til, ind i mellem, at varetage dine egne behov først, og siger fra overfor det andre kræver af dig. Eller hvis du begynder at sætte grænser overfor familien – at din mor ikke længere skal blande sig i, hvordan du opdrager dine børn. Her vil dit skift af mønstre, virke som et tab/svigt for de mennesker omkring dig, der ikke længere får det af dig, som de har været vant til. Og det kan betyde vrede, konflikter og bristede relationer.
Smerten ved at træde ud
Dysfunktionelle mønstre i familiesystemer fastholdes ofte gennem meget stærke og til tider subtile kontrolmekanismer, der skal tilsikre at alle i systemet overholder “reglerne”. En åbenlys styringsmekanisme er selvfølgelig fysisk afstraffelse, hvor børn mærker de fysiske konsekvenser, hvis de ikke spiller efter familiens regler. Fysisk afstraffelse er ofte koblet til angst, der let som voksen kan føles som en indre uro, stresstilstand eller frygt hver gang, du giver dig selv lov til at agere på måder, som bryder med de gamle mønstre. Den fysiske afstraffelse er let at få øje på, og også forholdsvis let at tage afstand fra og dømme som forkert.
En af kontrolmekanismerne som på en måde virker endnu stærkere og som kan være sværere at løbe fra er skammen. I rigtig mange familier er det skam og skyld, som er de mekanismer, der holder børnene fast i at spille efter reglerne. Måske ser du glæden i din mors øjne, når du er den pæne høflige pige, for dernæst at se smerten/afskyen i hendes øjne når du træder ved siden af – måske fulgt af ordene “Du skulle skamme dig!”. Måske ser du roen erstattes af irritation i din fars øjne når du som dreng græder fordi du ikke kan klare mere, og hører ham sige “Tudefjæs – tag dig nu sammen og vær et rigtig mandfolk.” Der er mange måder skammen styrer på – og giver børn en følelse af at være grimme, uduelige, dårlige, uelskelige eller kort sagt forkerte, når de ikke følger spillets regler.
Og som voksen er det også denne type følelser man konfronteres med, når man begynder at træde ud af de gamle mønstre. Man vil føle sig som den dårlige datter, den egoistiske far, man kan få følelsen af at “lige nu, må de andre da synes at jeg gør noget forkert” – alt sammen ekkoer af de gamle mekanismer, som har været på plads for at styre og fastholde dig i de mønstre, som andre havde brug for at fastholde dig i.
For at citere en af mine lærere: “Det er når du mærker denne form for smerte, at du ved du er på vej til at forandre dig!” Men desværre får netop denne smerte mange til at tvivle på sig selv, tvivle på om det er ok at sætte grænser og bryde med gamle mønstre, og får mange til at falde tilbage til det velkendte, det trygge – det begrænsende.
Afrunding
Så det kan være hårdt arbejde at bryde gamle mønstre, men det er ikke umuligt. Tætte relationer, der kan støtte dig i processen – gode venner og familie, en partner eller en terapeut, kan være en vigtig ressource i at få det til at lykkedes. Og det er muligt at forandre sig – også når man er mand og over 40 😉 og gevinsten er, at du får flere valg – du overtager styringen på områder, hvor det før var autopiloten der bestemte over dit liv.
Er du interesseret i psykoterapi eller hypnoterapi i Næstved kan du kontakte mig via e-mail info@steenrassing.dk
Pingback: Hvorfor er det så svært at ændre på mønstre? | Steen Rassing