Når vi oplever konflikter i parforholdet, kan der let ske det, at vi kommer til at ramme hinanden gennem sårende bemærkninger, ved at vende os om og gå, så partneren føler sig forladt, eller ved at stå fast på synspunkter og udpege partneren som årsag til alle problemer. Når dette får lov at eskalere, er det typisk at atmosfæren i forholdet bliver præget af vrede og frustration, afstandstagen, usikkerhed og frygt. Og når disse følelser bliver for stærke handler vi ikke længere rationelt og empatisk. Automatiske selvbeskyttende mekanismer tager over, vi mister indfølingen overfor vores partner, og ryger ned i et dybt krater af sort-hvid-tænkning, hvor vi kun ser verden ud fra, hvordan der ser ud i det krater vi selv sidder i. Og ofte ser man hvordan dette bare eskalerer og enten bliver mere og mere intenst i vrede ytringer, eller går over i at partnerne trækker sig mere og mere væk fra hinanden.
Og hjerneforskningen fortæller os, at når vi er der, er de empatiske systemer lukket ned, mentaliseringsevnen er lukket (evnen til at forstå, hvordan vi påvirker andre mennesker, og de påvirker os), og evnen til at træffe rationelle beslutninger er stærkt reduceret. Vi tolker partneren som en modpart, og tolker dennes handlinger gennem vores egne forvrængede forventninger og fordomme, som er dannet af frustrationen eller frygten. Vi taler derfor meget let forbi hinanden, misforstår og føler os misforståede. Så hvis man forsøger at finde løsninger, mens man er i den tilstand, kører det ofte fast eller ender i halvdårlige kompromisser, som ikke gør nogen glade.
Derfor er det vigtigt, at der først er fokus på at skabe en atmosfære, hvor vi kan være sammen på en tryg måde. Hvor vi gennem en respektfuld dialog med hinanden, skaber en platform af ligeværd og tryghed, hvor vi kan begynde at lytte – ikke kun til vores egen frustration, men også til partnerens. Hvor vi bliver interesserede i at forstå, hvor empati, sympati og omsorg for det fælles bedste kan begynde at vokse frem. De løsninger, der vokser frem på denne baggrund er langt mere tilfredsstillende, langtidsholdbare og præget af at begge parter føler sig hørt, respekteret og tilgodeset.
Og det er ikke altid let at komme dertil. Det kræver først og fremmest en forståelse for, at det andet ikke virker, og en villighed til at gøre noget andet. Og dernæst modet til, sammen med partneren, at kaste sig ud i at genskabe trygheden, respekten og tilliden.
Se evt. også mit tidligere blogindlæg: “Har vi ytringsfrihed i parforholdet?”
– o –