Det er interessant hvor meget fokus, der er på det at “finde den rigtige partner” – blandt andet udmøntet i diverse datingprogrammer, -apps, -sitets etc. Den præmis, der ligger bag dette er, at så snart man har fundet “den rigtige”, så er parforholdet ikke længere kompliceret, så kommer det til at gå af sig selv.

Omvendt fritager det os også fra et ansvar, når det så ikke går som vi ønsker, for så kan vi holde fast i fortællingen om: “at han/hun vist alligevel ikke var den rigtige for mig,” og så kan vi give slip og søge videre i en søgen, der måske i værste fald aldrig får en ende.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er ret skeptisk overfor denne præmis. Jeg tror, at der er mange derude, som potentielt set kan være “den rigtige” at der ikke kun er een “soul mate”, som vi skal søge efter til vi finder ham/hende. Min erfaring er, at udfordringen ikke så meget handler om at finde den rigtige, men om at kunne være fælles om at tage ansvar for at gøre det, der skal til, for at kunne blive sammen med den rigtige. At vi sammen gør det, der skal til for at kunne få en hverdag til at hænge sammen, for at kunne håndtere den medgang såvel som modgang, som er en del af ethvert parforhold. Og når tingene er svære handler det ikke kun om, hvorvidt partneren er den rigtige, det handler i lige så høj grad om det, du selv bidrager med. Det kan lyde hårdt – men tænk også på den gode nyhed i dette – hvis du selv bidrager til problemerne, så har du også en del af kontrollen over, og magten til, at få dem løst.

Så jeg tror at parforhold, som er etableret med udgangspunkt i at lykken er garanteret fordi vi passer sammen, fordi vi er hinandens “eneste rigtige”, med stor sandsynlighed kommer til at opleve en stor skuffelse, efterhånden som hverdagen sniger sig ind. En skuffelse, som også fylder os med usikkerhed i forhold til, hvor længe parforholdet vil eksistere. En skuffelse og en utryghed, som kommer i vejen for at se de kvaliteter og den nærhed, der potentielt set kan vokse frem af, at vi holder fast og kommer gennem modgangen, og ved at vi giver hinanden en tryghed i, at vi også føler os forpligtet af og overfor forholdet når det er svært, og ikke bare rejser videre i vores søgen efter den eneste ene.

Og ovenstående er sagt med stor respekt for, at man ikke altid kan få et parforhold til at hænge sammen. Selvfølgelig kan der være væsentlige årsager til at par, vælger at gå hver til sit, men opgiver vi illusionen om, at det var fordi han/hun ikke var den rigtige for os, får vi også en helt anden forståelse for, hvad der kan gå galt, for hvordan vi selv bidrager til såvel det positive som det negative, og en større forståelse for, hvordan vi i næste parforhold kan gøre vores for at bevare og styrke det. Og så kan smerten og frustrationerne ved et brud, også være en kilde til personlig vækst og indsigt.

Vil du læse mere, kan jeg anbefale min artikel her, som indeholder nogle enkle råd til at styrke parforholdet. Der er også artiklen her, der fortæller noget om de konfliktmønstre, man kan komme ind i . Og endelig artiklen her, hvor jeg skriver lidt om det der sker når parforholdet bliver for meget “leverpostej”.