Det er interessant, som også Sue Johnson har fokus på i sin bog Hold Me Tight, som nu er på vej i dansk oversættelse, at vi lever i en tid, hvor samfundet – og psykologien – har så stort fokus på at man skal være stærk og uafhængig. På mange måder bliver det italesat, og vi ser det i mange film, budskabet om, at man skal kunne klare sig selv, og at det, det der gør stærk, er at kunne klare sig uden andre.

Men mange af de, der forsker i kærlighed og tilknytning, ser det anderledes. De ser at vi som mennesker fødes ekstremt sårbare, hvor vores eneste mulighed for overlevelse er, at kunne knytte os til andre, som vil nære, beskytte og drive omsorg for os. Så hele tilknytningssystemet er programmeret dybt inde i os, som evolutionens middel til overlevelse som art. Og engang troede man, at dette kun gjalt for børn, og at det, at blive voksen netop handlede om at frigøre sig fra afhængigheden af andre. Men sådan er der flere og flere, der opdager, at det ikke forholder sig. Som voksne har vi det sammen behov for nærhed, omsorg og tryghed – den form for nærhed, omsorg og tryghed, vi kun kan modtage gennem andre mennesker (eller for nogens vedkommende igennem en stærk tilknytning til tro). og behovet er så stærkt, at det har betydning for såvel vores psykiske som vores fysiske helbred, som du bla. kan læse om i et af mine tidligere blogindlæg.

Og her kommer vi så over i begrebet “Den sunde afhængighed”, som handler om det, at anerkende vores behov for at have nogle udvalgte mennesker helt tæt på. Som handler om, f.eks. at turde lukke sin partner helt ind, i tillid til at ens partner kan være den trygge og sikre havn, som vi alle har brug for. En sikker havn, der er hviler på et fundament af partnerens tilgængelighed, lydhørhed og engagement. En viden om, at ens partner altid vil bakke en op, og være der når man har allermest brug for det. Dette trygge fundament giver os mulighed for at møde verden på helt nye måder, så for nogen er paradokset, at man ved at komme tættere på sin partner, også styrker sin evne til at udvikle sig som individ. Men mange har svært ved at sige til sin partner “Jeg er afhængig af dig – du er livsvigtig for mig”, fordi vi hører det som en stemme, der har sit udspring i en “klyngen sig til” eller en “manglende selvstændighed”. Og klart – hensigten er ikke at gøre din partner ansvarlig for dit liv, eller gøre din partner ansvarlig for din lykke. Hensigten er, at kunne “give sig hen” og opnå en kontakt i parforholdet, præget af nærhed, tillid og intimitet – og det kan kun for alvor lade sig gøre, hvis vi erkender, at vi har brug for hinanden, erkender at vi er forbundet, og at trangen til at være tæt er noget, naturen har givet os.

Og jeg ved godt, at det ikke er lige let for os alle. For nogen er begrebet “en tryg relation”, noget man aldrig har kendt til, og ens overlevelse i verden – og parforholdet – er derfor en vagtsomhed og selvbeskyttelse, båret af en ubevidst beslutning om “aldrig at lade nogen komme for tæt” – eller “aldrig at være afhængig af nogen”. Andre har oplevet nærhed som noget flygtigt, og har lært at klamre sig til det, når det endelig er der, blot for at se sig selv, igen og igen kvæle det der er med omklamringen.  Så for nogen er det en realitet, at overlevelsen er, at kunne klare sig selv. Men min pointe er, at det er ikke det, vi er skabt til, så hvorfor gør vi en dyd ud af det. Se det som det, det er  – en måde at overleve på, når vi ikke kan se andre udveje. Og det kan kræve både mod og hårdt arbejde at ændre på det.

Hvis du er en af dem, der er så heldige, at du er i et parforhold, med en god tryg base, så er det mere enkelt, at bevæge sig ind i det sårbare sted, hvor vi tør komme i kontakt med, at vi er afhængige af vores partner. Men selv her kan det være svært, for selvom forskningen i dag viser os at, det at turde dele sin sårbarhed, er med til at styrke parforholdet (også tidligere blogindlæg), så ved mange ikke hvor de skal gribe, hvordan man kommer igang. Et godt sted at starte er, at kigge din partner dybt i øjnene og fortæl så ham/hende, hvor meget han/hun betyder for dit liv. Og måske tør du endda sige ordene “Jeg har brug for det, vi to har at give hinanden.”